På fantasiens gåsevinger

Om handlingen kan her kort siges, at den i tid strækker sig over næsten otte måneder. Fra den 20. marts til Mortens dag foretog miniatureudgaven af Nils en slags dannelsesrejse på ryggen af Morten Gase, der med sin lille og alt andet end blinde passager kom hele Sverige rundt:

Fra barndomshjemmet i det sydligste Skåne, ad bugtede trækfugleflugtslinjer østpå hen over Blekinge, Öland, Gotland, Stockholm, Uppsala og så ellers stik nordpå til byen Kebnekajse, vest for Kiruna i Lapland.

Derfra sydpå over Sveriges vestlige landskaber: Jämtland, Härjedalen og Dalarne til Selma Lagerlöfs før omtalte og siden så berømte barndomshjem Mårbacka, lige nord for Karlstad ved Vänern i Värmland, hvor Nils møder sin forfatter!

Indbygget i fortællingens kalejdoskopiske, kubistisk-surrealistiske Chagall-agtige komposition får læseren dermed indblik i bogens egen dannelsesproces. Dens forfatter inspireres på helt modernistisk vis af sin egen hovedperson!

TIL SIDST NÅR den lille flok nomadegæs gennem Dalsland, Bohuslän og Halland tilbage over det svenske bondeland til udgangspunktet: det lille husmandsted ved Västra Vemmenhög, ikke langt fra Ystad ved Skånes sydkyst. Trækfuglefærden ender med at få karakter af en eksemplarisk modningsproces både episk og psykologisk.

Da Nils i bogens slutning redder rejsekammeraten Morten Gase fra slagterøksen og dermed fra en skæbne som mortensgås, er der sket en omvending: Fra at være en umanerlig lilleput af en hjemmefødning og dyremishandler er Nils blevet til en slags hjemvendt, nytestamentlig, fortabt søn med modsat fortegn! Der er tale om katolsk gerningsretfærdighed!

Der venter ham da heller ikke hverken nogen slagtet fedekalv eller det, der ligner. Belønningen finder han i form af et af egen fri vilje genvundet menneskeligt format. Fra at have set livet i frøperspektiv ses det nu også i fugleperspektiv. En i flere henseender opløftende historie.

Jeg hørte for første gang om Nils Holgersson og hans eventyrlige rejse gennem Sverige, da jeg som barn af Anden Verdenskrig fik læst op af en stærkt forkortet, illustreret udgave fra 1941 ved rektor Henrik Madsen. Den med tiden fuldstændig sønderlæste bog har jeg endnu. Det er den med de uforglemmelige pennetegninger af den norsk-danske illustrator Louis Moe (ca. 1857-1944). Især tegningen af Morten Gase, som med besvær kommer i luften med den lille forvandlede Nils, der med lige så stort besvær klamrer sig til gasens hals, har fulgt mig gennem alle årene.

Faktisk tænker jeg på scenen, hver gang jeg befinder mig i et fly under opstarten til en charterrejse. Højt at flyve, dybt at falde. Lagerlöf beskriver det sådan: Det gik så hurtigt med opstigningen, at drengen gøs. Inden han fik tænkt på, at han burde slippe sit tag om gasens hals, var han så højt oppe, at han ville have slået sig ihjel, hvis han var faldet ned på jorden.

DEN EFTERFØLGENDE beskrivelse af det gamle svenske landbrugsland som en stor dug bredt ud under ham, inddelt i en uendelig masse små og store firkanter, havde man allerede i 1962 svært ved at gengive i den svenske filmatisering af bogen. Man havde dér allieret sig med det svenske flyvevåben for med en helikopter at følge vildgæssenes trækfugleflugtslinjer. Ligesom det danske består det moderne svenske landbrugsland af stadigt større, mere ensartede og ubrudte flader. Set fra et flyvindue kan det imidlertid let forlede til et forsimplet, homogeniseret menneskesyn.

Selma Lagerlöf udvikler sit helt modsat. Det er broget, facetteret, rummeligt og modtageligt, helt i overensstemmelse med, hvad vildgåsen Mor Akka siger: Jo mere, der kommer ind i et hoved, jo mere plads bliver der. Aldrig er rigtigheden af talemåden dum som en gås blevet dementeret mere eftertrykkeligt!

Der er en nationalromantisk appel i Lagerlöfs rejsebog, som kan minde om de kendte verselinjer af Chr. Richardts geografiske digt fra 1889: Venner, ser på Danmarks kort,/ser, så I det aldrig glemmer,/til hver plet har fået stemmer,/thi det fædreland er vort! en indtrængende opfordring til at erkende nationalitet som noget flerstemmigt og mangeartet.

Da jeg før årsskiftet på DR 1 så alle afsnit af tv-serien Danmarksekspeditionen, så skete det i en sammenlignende forståelse af, at der for nu præcist hundrede år siden også i Danmark var behov for geografisk selverkendelse.

Et efter et fandt de tre skandinaviske kongeriger i det 20. århundredes første årtier således endegyldigt sig selv i nogle rammer, der på forbilledlig vis var så meget i overensstemmelse med deres sprog og kultur som muligt. Der blev dermed skabt grobund for en modtagelighed for impulser udefra og et frisind af største betydning. Det er evnen og viljen til sådan at kunne skifte synsvinkel og indstilling, der i alle livets forhold kan vise sig at være afgørende.

Jeg har ovenfor sammenlignet de billeddannelser, som læsningen om Nils Holgerssons forunderlige rejse giver, med de kubistisk-surrealistiske kunstgreb og den dristige omgåelse af tyngdelovene, der præger Marc Chagalls flyvske billeder.

GIVENDE ER DET at fundere over, at nøjagtigt samtidig med, at Selma Lagerlöf udgav sin i ordets egentlige forstand perspektivrige bog, skabte Pablo Picasso og George Braque de første kubistiske billeder. Disse epokegørende personligheder var om ikke andet så i hvert fald fælles om at finde inspirationskilder, nye synsvinkler og -punkter samt brudte flader og linjer i det etnisk-folkloristiske.

I den forbindelse må de ortodokse kirkers ikoner også nævnes. Deres billedsprog betød noget helt afgørende for den abstrakte kunsts udvikling inden Første Verdenskrig. Perspektiviske forskydninger og brud med størrelsesforhold i tid og rum samt flerdimensionale livstydninger fra såvel himmelske som jordiske synsvinkler er også kendetegnende for Selma Lagerlöfs forfatterskab.

På fantasiens vinger har visionære billedkunstnere og forfattere i årtusinder forstået at hæve sig over dagligt vande. Desværre har klodens magthavere sjældent haft evner, endsige mod til at følge dem. Tænk, hvad denne klode var blevet sparet for af lidelser i det 20. århundrede, hvis de i tide havde set det rigtige i kubisternes bestræbelser på at bryde med alle illusoriske forsøg på centralperspektiveringer af vores verdensbilleder og livssyn og dermed med enhver form for totalitarisme!

Leif Hjernøe er forfatter, foredragsholder og radio/tv-anmelder ved Kristeligt Dagblad