Heidi Dachs skriver fra München |
11. september 2006
Pave Benedikt XVI har indledt sin rejse i hjemlandet Tyskland med et besøg i den sydtyske by München.
Ved en open-air gudstjeneste i går formiddag, hvor 250.000 mennesker deltog, talte paven om en voksende fornuft i Vesten baseret på gudsforagt .
– Folk i Afrika og Asien beundrer ganske vist Vesten for vores viden og tekniske præstationer, men de bliver samtidig forskrækkede over den fornuft, der hersker hos os, for det er en fornuft, der helt udelukker Gud fra menneskets synsfelt. De føler ikke deres identitet truet af vores kristne tro, men til gengæld ser de en trussel i vores foragt for Gud, sagde han.
Paven advarede samtidig mod, at en udbredt kynisme i den vestlige verden let kunne ende i blasfemi.
– Det er en kynisme, ifølge hvilken mennesket har ret og frihed til at håne alt helligt. Kynisme er ikke den form for tolerance og kulturel åbenhed, som alle folk venter på og ønsker sig. Den tolerance, som vi har så hårdt brug for, rummer derimod en ærbødighed for Gud og for alt, hvad der er andre mennesker helligt.
Paven understregede i sin prædiken, at mennesker først kan respektere andre religioner, når de lærer at respektere deres egen tro, og han opfordrede alle mennesker til at åbne sig for Gud.
Samtidig opfordrede han Vesten til ikke kun at yde finansiel, men også gejstlig hjælp til udviklingslandene.
dachs@kristeligt-dagblad.dkLæs mere under Kirke og tro