Jeg vil insistere på det lidenskabelige forhold til Gud

Peter Tudvad har meldt sig ud af folkekirken og gjorde det med egne ord på grund af Kierkegaard. Det angreb, Søren Kierkegaard indledte mod folkekirken i sit sene forfatterskab, så Tudvad en direkte genspejling af i den nuværende kirke, og så tog han konsekvensen og meldte sig ud.

Troen er en kæmpe stor og radikal fordring ind i det personlige og praktiske liv, og den er det vigtigt, at folkekirken opretholder og forkynder, mener Peter Tudvad. For hvis kravet om at elske næsten forsvinder, bliver det ligegyldigt.

- Vi er jo alle meget humane og dannede i dag, men spørgsmålet er, om kristendommen er human og dannet, siger Tudvad.

- Det går næsten hen og bliver en farce, når man gør kristendommen kompatibel med demokrati og menneskerettigheder. Demokrati, menneskerettigheder og humanisme kan vi godt klare uden kristendommen, siger filosoffen og konstaterer:

- Kristendommen er jo ikke bare idel nåde og barmhjertighed. Kristendommen er en kolossal udfordring.


Den rationelle tro
- Troen er lidenskab og ikke noget, som fremkommer af rationelle overvejelser. Troen er et kors for forstanden, og hvis den ikke er det, så ved jeg ikke, hvad jeg skal med den. Så ville jeg jo kunne klare mig med min rationalitet, fortæller Tudvad og uddyber videre.

- Selvfølgelig kan man bruge tænkningen til at udfolde nogle begrebsliggørelser af, hvad Gud er, men jeg tror, tænkningen skal bruges til at afdække mennesket grundvilkår. Som mennesker har vi åbenbart brug for religion og tro, og derfor er det halsløs gerning at forsøge at udrydde troen.

Men ideen med evangeliet er i Tudvads optik ikke, at man skal sidde i sit studerekammer og læse store tunge teologiske værker. Det er fordringen og den praktiske forståelse af kristendommen, der skal være i fokus. Det er forfærdeligt, når tænkningen invaderer det religiøse og ender som teologi forstået som videnskab, mener Tudvad og siger skarpt om teologerne:

- De kan jo skrive troen i småstykker. Jeg vil insistere på det lidenskabelige forhold til Gud plus efterfølgelsen og fordringen. Ellers synes jeg, det bliver noget pjat, siger han og konstaterer:

- Kristendommen handler om plagiat. - At plagiere forbilledet frem for at vikle sig ind i allehånde teoretiske uenigheder.


Forpligtelsen

- Ligegyldigt, hvordan man forstår kristendommen, må det være sådan, at jeg i denne verden skal kvalificere mig til frelse og nåde, og det gør jeg ikke ved at sætte mig på min flade, siger Tudvad.

For Peter Tudvad, der voksede op i et grundtvigiansk præget hjem, går forpligtelsen langt ud over alle grænser og et lands love. Hvis man forholder sig knaldhårdt til kristendommen, som troende individ, så risikerer man at stå i den situation, at der står én uden for ens dør, der har brug for hjælp. Og så må man hjælpe. Det gælder, ifølge Tudvad, hvad enten det er inden for eller uden for lovens rammer.

- Hvis man sætter sig ned og læser de fire kanoniserede evangelier, så er det jo hård kost. Vi ævler altid om tilgivelse, barmhjertighed, kærlighed og nåde. Der står sandelig også en masse brutale ting, udtaler Tudvad og fortsætter:

- Det lutherske med at give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er, forvalter vi som to selvstændige nationer. I det ene øjeblik befinder vi os i kejserens rige, og i det andet øjeblik befinder vi os i Guds rige. Det er noget sludder! Vi befinder os hele tiden i Guds rige, hvis vi er troende.