Det Radikale Venstres næstformand, 31-årige Morten Østergaard, vil gerne bedømmes på sin etik. – Foto: Scanpix.
- Scanpix.
Henrik Hoffmann-Hansen |
20. juni 2007
Morten Østergaard beder på sin hjemmeside vælgerne om karakterer på sammenhæng mellem sine holdninger og gerninger
"Udlever jeg mine etiske værdier? Giv mig feedback."
Sådan skriver Det Radikale Venstres nyvalgte næstformand, 31-årige Morten Østergaard, på sin hjemmeside. Som næstformand i partiets folketingsgruppe indtager han samme rolle, som den nyvalgte formand, Margrethe Vestager, har haft i en årrække og er derfor umiddelbart blevet kronprins, selvom han med egne ord ikke er kongetro.
Han er uddannet cand.scient.pol. og har i tre år arbejdet som markedschef i det private erhvervsliv i Frederikshavn, inden han ved sidste valg kom i Folketinget. Her er han nu udset til at være en del af den ledergruppe, der skal genrejse Det Radikale Venstre efter de seneste ugers nedtur. Morten Østergaard er valgt i Århus og har som integrationsordfører talt varmt for at opbløde den danske flygtningepolitik.
Men er der sammenhæng mellem holdninger og gerninger? Det håber han at kunne få svar på gennem et nyt initiativ på internettet, hjemmesiden actics.com, som er lanceret af en ny privat virksomhed af samme navn. Actics er et kunstord, som kombinerer "action" med "ethics", altså handling og etik, og ideen er, at deltagere på siden kan give hinanden karakter for etikken. Foreløbig viser Morten Østergaards barometer, at han lever 63 procent op til sin formulerede etik.
Hvorfor har du lagt en profil ind på actics.com?
Fordi jeg synes, det var en spændende nyskabelse i forhold til at arbejde aktivt med værdier. Det er jo oppe i tiden politisk at tale om sine værdier, men det er interessant, når værdier bliver omsat til virkelighed. Jeg kan bruge actics til at gå i dialog med befolkningen, om man lever op til sine værdier.
Folk kan rate en (give karakter, red.), de kan foreslå nye handlinger, og de kan støtte det, man har sat i gang. Det gør, at man på en meget dialogbaseret måde kan få skabt en værdidiskussion og vise, hvordan man omsætter sine værdier til virkelighed. Derfor skal actics være en central del af min hjemmeside fremover.
Man skulle umiddelbart tro, at politikere får masser af mails, breve og telefonopringninger i forvejen. Er det ikke rigeligt til at få at vide, hvordan det går med værdierne?
Jo, men det fine ved denne type af værktøj er, at andre også får del i det. Hver enkelt, der skriver til mig, kan jo ikke se, hvad andre har skrevet til mig. Hvis man på hjemmesiden vil skrive, at man skal forbyde tørklæder, så kan man jo bare skrive det, og så må vi se, hvor mange der mener det. Ikke at jeg vil lave min holdning om, men så kan man få en debat om det. Jeg bliver mere tvunget ud af busken for at forsvare mine synspunkter, og flere kan være med.
Man kan rate dem, der er på hjemmesiden i forhold til, om de lever op til deres værdier. Hvad stiller du op, hvis din rating bliver rigtig dårlig?
Nu skal det lige løbes i gang, og jeg tror stadig relativt få mennesker kan påvirke min rating, så det tror jeg ikke, jeg vil forholde mig så meget til foreløbig. Men hvis relativt mange rater mig dårligt, vil man selvfølgelig føle sig kaldet til at argumentere bedre for sin sag. Det er ikke sådan, at jeg har tænkt mig at ændre holdning, fordi jeg får en dårlig rating, men jeg skal forklare mig bedre.
Du skriver blandt andet som en værdi, at du går ind for mangfoldighed? Hvorfor er det den vigtigste værdi for dig?
Nu er de tre værdier på siden ikke prioriteret (de to andre er socialt ansvar og åbenhed, red.), men mangfoldighed er utrolig vigtigt for mig, fordi det både betyder personlig frihed for den enkelte, og samtidig er det en berigelse for samfundet, at der er mennesker, som opfatter tingene forskelligt. Det skaber dynamik og kreativitet. Vi kan have god nytte og glæde af mangfoldighed, når vi i stadig højere grad lever mere og mere af verden omkring os.
Flere brugere opfordrer dig til at komme ned på jorden og droppe "buzzwords fra borgen". Hvad kan du bruge den kritik til?
Det kan jeg netop bruge til at konkretisere, hvad det er for handlinger, man er ude i. Der har redskabet sin styrke. Det er ikke bare et spørgsmål om at lægge sine værdier ud. Jeg vil fylde mere på de handlingsorienterede ting for at vise, at det ikke bare er noget, jeg siger i skåltaler, men noget jeg forsøger at omsætte til virkelighed.
Har du kunnet omsætte noget af den kritik, du har fået på siden til noget konkret?
Ja, både det, der er skrevet om at gøre etikken konkret, og så har en bruger opfordret mig til at opdatere min hjemmeside oftere. Det må jeg nok tage til mig. Jeg forventer, man kan få en ret god dialog om etikken.
hoffmann@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad