Det startede med, at Inge kradsede sig selv til blods. Hun var fjorten år. Så begyndte hun at ridse sig med en spids blyant, en passer og til sidst sad hun med en hobbykniv og lavede et, to, tredive snit på sin overarm, så dybe, at blodet flød.
Den dag Inge blev konfirmeret, døde hendes farfar, som hun var nært forbundet med. Der blev ikke talt meget om det i hjemmet hos lærerforældrene i Vestjylland, hvor de små søskende i øvrigt tog meget tid og plads. Inge følte sig overset. I forvejen var forholdet til moderen ikke godt, så efterskolen, hvor Inge kom til og boede i to år, blev et godt sted at være. Her var hun del af et socialt liv, og i weekenderne, hvor de fleste elever tog hjem til deres familier, blev Inge på skolen og nød roen. Men mindreværdet og en grundlæggende følelse af ensomhed var med hende hele vejen og kom til at fylde mere og mere.
Så jeg begyndte at skære i mig selv for at få ro i hovedet. Tankerne blev ført over på smerten i armen, og for hver gang, jeg kørte kniven, var der færre tanker i hovedet.
En kammerat på skolen forsøgte at hjælpe, og en lærer spurgte til Inge, men intet blev anderledes. Sårene kunne hun nemt skjule.
Efterskolen var en indremissionsk efterskole, hvor stilleandagter var en frivillig del af skemaet.
Jeg var meget i tvivl om mit forhold til tro, så det hjalp ikke at bede, og jeg kunne ikke bebrejde Gud. Så jeg skulle ikke nyde noget af de stilleandagter.
Da Inge kom hjem fra efterskolen, havde hun mistet sit netværk, og forældrene kunne hun ikke tale med, så ensomheden føltes massiv og følelsen af tristhed overvældende.
I dag er hun tyve år, og først nu er omdrejningspunktet for hendes liv blevet et andet. Siden hun mødte sin kæreste for et halvt år siden, har hun ikke skåret i sig selv, og i dag får hun for første gang psykiatrisk hjælp, som hun kan bruge.
Inge er en af en stadig større flok. Unges (mis)trivsel hedder en undersøgelse fra 2002, som er gennemført af Center for Selvmordsforskning. Den viser, at 10,6 procent af eleverne i 8.-9. klasser på Fyn har skadet sig selv mindst én gang. Knap 17 procent af pigerne har gjort det, mens det tilsvarende tal for drengene er 4,6 procent. Og tallet stiger støt.
De unge smitter nemlig hinanden på den måde, at de fra andre unge bliver bekendt med, at cutting, som det hedder, når man skærer i sig selv, er en måde at dulme indre smerte på. I en netop udkommet bog af Per Straarup Søndergaard, Når livet gør ondt, fortæller en ung pige, at hun lærte at skære i sig selv ved at se en cutter i en tv-serie: Hun sagde, at det hjalp, hvis man havde det dårligt.
Fælles for de unge, der skærer sig eller udøver vold på sig selv på anden måde, er, at det er ulykkelige unge med et lavt selvværd. Deres indre spændinger hober sig op, de kan ikke identificere deres følelser og sætte ord på dem, og så hjælper det umiddelbart at skære.
Ungdomspsykolog Ida Koch har arbejdet med unge i mere end 25 år. Hun er ansat i skole- og behandlingstilbuddet Den gule flyver på Nørrebro og er foruden at være forfatter og foredragsholder også fast vikar i radioprogrammet Tværs, som rådgiver unge.
Det er unge, som finder livet ubærligt eller uhåndterligt, og det er unge fra alle samfundsgrupper og alle typer af familier, siger Ida Koch.
Hun mener, at modernitetens mangfoldighed og individualisering er med til at lægge meget tunge byrder på de enkelte unge.
Det kræver sin dreng og sin pige at være ung i dag. Unge har forfærdelig mange muligheder, som de skal navigere og vælge imellem. Der er mange veje til fremtiden, og de skal hele tiden træde i karakter og bestemme sig for, hvad vil jeg. De får at vide, at de kan blive, hvad de vil, bare de vil det nok. De har et stort ansvar i et virvar af muligheder, men kan de ikke finde mening og retning i det hele, så bebrejder de sig selv og er tilbøjelige til at rette frustrationen og aggressionen indad frem for mod andre, siger Ida Koch.
Hun mener, at de mange tilbud er en gave for dem, der har ressourcer, godt bagland, traditioner og støtte hjemmefra. Men er man sårbar, som man også godt kan være i Hellerup, hvis forældrene er for optagede af deres eget, kan man stå meget alene i den udviklingsproces, som bliver afkrævet en ung.
Mange unge føler ensomhed, fordi de ikke mærker en tæt daglig, stabil opbakning hjemmefra. Det er ensomt at stå med det store ansvar, og så hjælper det ikke at blive spist af med biografbilletter og computer på værelset. Mange unge lever deres eget atomiserede liv i familien og beskriver, hvordan forældrene er fraværende, siger Ida Koch.
Psykolog Lene Iversen, Kognitiv Center Odense, arbejder som privat praktiserende, er underviser og har været medstifter af den fynske gymnasiepsykologordning, som er et tilbud om psykologhjælp til gymnasieelever.
Også hun peger på, at unge, der udøver skade på sig selv, mangler kontakt til forældrene, enten fordi de har for travlt eller selv har problemer, eller fordi den unge ikke vil belaste dem med deres vanskeligheder.
Hvis forældre for eksempel har været optagede af et dødsfald, vil barnet måske ikke belaste dem yderligere. Måske har børnene i den situation misforstået signaler fra de voksne, og så sker der en forvrængning fra barnets side, fortæller Lene Iversen.
På samme måde kan et ungt menneske med et lavt selvværd fortolke situationer urealistisk negativt. Hvis han eller hun hilser på en, som ikke hilser igen, kan det udløse ubehagelige tanker om, at den unge er for kikset eller har gjort noget forkert i stedet for at tænke, at vedkommende måske ikke har set mig eller er optaget af noget andet.
Hvor vi andre kan tale med nogen om situationen, gå i haven eller sige til os selv, at det nok skal gå over, har de unge endnu ikke lært at følelsesregulere på samme måde. Almindelige teenagere ser jo tingene i sort/hvid, og efterhånden som de bliver ældre, lærer de, at klaveret ikke kun har yder-, men også midtertangenter, siger Lene Iversen.
Hendes opgave med de unge er blandt andet at hjælpe med at afdække, hvad der udløser cutting.
De unge ser på den udløsende hændelse, som får dem til at skære sig. De ser ikke det, der ligger ind imellem, nemlig de forestillingsbilleder de har, og den måde de opfatter en bestemt situation på. Jeg spørger dem, hvor i kæden de kunne have gjort noget andet, og beder dem se på, om de tanker, de får, er realistiske eller ej, sande eller usande.
Ifølge Lene Iversen udøver drenge også selvskadende adfærd, selvom de ikke optræder i så stort tal i cutting-statistikken.
De gør det ved for eksempel at køre for stærkt i bil. De er mere udadrettede. Dem ser jeg desværre ikke så mange af, men når jeg gør, arbejder jeg efter samme metoder med dem, for problemstillingen er i princippet den samme, siger Lene Iversen.
Ifølge psykologerne og al erfaring i øvrigt er det karakteristisk for unge og et helt almindeligt udviklingstræk, at de begynder at holde forældrene ude fra deres privatliv. Der er ting, de skjuler, som de synes er for private at fortælle forældrene.
Men Ida Koch finder det bekymrende, at ganske mange forældre til børn i 14-16-årsalderen ikke ved, at børnene har det skidt og udøver selvskadende adfærd.
Kunststykket er at blive ved med at have åben dialog med sit barn. Hvor man på den ene side viser sin interesse, sit engagement og sin kærlighed og på den anden side er respektfuld i forhold til den unges privatliv, siger Ida Koch.
Men hun understreger, at det ikke altid er nemt, fordi de unge netop er i den fase, hvor de trækker sig væk og ud i verden. Det er en balance, som volder store problemer.
Nogle forældre bliver så berøringsangste, at de nærmest efterlader deres børn ensomme. Andre bliver grænsekrænkende og mener, at det er deres ret at vide alt. Jeg mener, man skal tale med sit barn og sige, hvad man tænker. Er du bekymret, så giv udtryk for det og spørg, hvis der er noget, du ikke forstår. Respekter svaret, hvis den unge ikke vil fortælle det. Det bliver du nødt til. Men er der alvorlige signaler om mistrivsel, må forældrene selvfølgelig handle og eventuelt skaffe deres barn en professionel at tale med, siger Ida Koch.
I dag er Inge sygemeldt, men hun håber på snart at kunne starte en uddannelse som pædagog. Først nu kan hun tage stilling til sin fremtid.
Jeg har hele tiden følt et pres. Allerede i sjette klasse skulle vi lave en femårsplan, hvor vi skulle gøre os tanker om, hvad vi ville, og vi mødte det igen på efterskolen. Men jeg anede ikke, hvad jeg ville, og det var enormt frustrerende. Jeg tror, der er mange, som ikke kan bære det ansvar, siger Inge.
Selvom hun har kæreste, kollegieværelse og en realistisk plan for fremtiden, kan trangen til at skære sig stadig dukke op, når hun har det skidt.
Fordi det er den løsningsmodel, jeg har haft indtil nu.
familieliv@kristeligt-dagblad.dk
Af hensyn til sin familie har Inge kun ønsket at få sit fornavn frem.
PsykiatriFondens TelefonRådgivning på tlf. 39252525.
Børnetelefonen 35555555
Mailrådgivningen på www.tabu.dk
Kilde: Psykiatrifonden