Med tidsmaskinen til en spændende fortid

Hans Hostrup og Søren Hemmingsen underviser selv i historie i grundskolen og har erfaret, at de store dramatiske beretninger fra fortiden fænger bedre end oplysninger om, hvad vore forfædre spiste i stenalderen eller vikingetiden.

- Leif Tuxen.

flexblock

Tema

Historiekanon

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Morten Mikkelsen | 27. juni 2007

Det nye skolebogssystem Klar, parat, historie! lægger op til, at børn skal lære historie ud fra centrale begivenheder og i tidsmæssig rækkefølge. Ifølge forfatterne, Hans Hostrup og Søren Hemmingsen, er det den undervisning, børn finder mest spændende

En korrekturlæser havde fra forlaget Alinea fået tilsendt manuskriptet til første bind af det nye lærebogssystem Klar, parat, historie!. Hun skulle egentlig kun forholde sig til, om sproget var til at forstå for skoleelever i 3. klasse, men kunne ikke lade være med at kritisere selve stofvalget. Der var alt for meget krig og alt for mange fakta, syntes hun.

Forlaget valgte at overhøre kritikken. Det er bogens to forfattere, Hans Hostrup og Søren Hemmingsen, der begge er lærere ved Krebs Skole i København glade for. Dels er det svært at komme uden om, at krige udgør en central del af historien. Dels er deres erfaring fra praktisk undervisning, at børn synes, historiefaget er mest spændende, når der indgår krig og fakta.

De fleste børns yndlingskejser er Nero. Ikke at de sympatiserer med ham, men børn kan godt lide de dramatiske historier. Og det gælder ikke kun drengene. Vi tror ikke på, at pigerne bare er søde. De synes også, det er spændende, når vi gennemgår slaget ved Cannae, siger Søren Hemmingsen.

Vi møder de to lærere og skolebogsforfattere på Nationalmuseet i København. Her mellem runesten og renæssancefyrster synes at være det oplagte sted til at få en forklaring på, hvorfor de slet ikke syntes, der fandtes egnede bøger til at undervise moderne børn i historie, hvorfor de satte sig ned og skrev et system, der er markant anderledes.

Annonce

Vi var trætte af den form, der ellers har været god latin i mange år: at undervisningen skal være tematisk opbygget for eksempel tema om, hvad folk spiste i det gamle Rom, sammenlignet med, hvad vi spiser og at bøgerne typisk illustreres med tuschtegninger af stenalderbopladser. Den måde at undervise på er ikke spændende nok, og det forvirrer eleverne, hvis man skal springe rundt i tid, siger Hans Hostrup.

Deres bog til 3. klasse er udkommet, og bogen til 4. klasse udkommer efter sommerferien. Samlet set går projektet ud på at levere et materiale til, at folkeskolens lærere kan tilrettelægge hele undervisningen kronologisk, så eleverne i 3. klasse rejser i oldtiden, i 4. klasse når frem til folkevandringer, vikinger og riddere og videre i 5. og 6. klasse kommer stadig tættere på vor tid. Samtidig er alle 29 kanonpunkter fra Undervisningsministeriets historieudvalg indarbejdet i systemet.

Netop beslutningen om at lægge op til, at hele undervisningsforløbet går kronologisk frem, er temmelig vidtgående i forhold til, hvad fagets eksperter har prædiket i nyere tid. Ifølge mange af dem er børn i 3. klasse nemlig slet ikke i stand til at forstå, en tidslinje eller forstå at vores nutid og egen verden findes på denne linje.

Derfor bruger de to lærere en del kræfter på at forklare, hvordan en tidslinje skal forstås. Med udgangspunkt i den tidslinje, man kan lave ud fra eleven selv, hvor ældre søskende, forældre, bedsteforældre og oldeforældre kan placeres på en linje bagud i tid. Desuden har de bevidst anbragt tidslinjer på de fleste af bogens opslag, og så har de opfundet tidsmaskinen, som børnene træder ind i på første side, og som derefter flyver fra punkt til punkt på tidslinjen.

Vi har selv i vores undervisning erfaret, at børn til dels kan forstå kronologi, men har svært ved at relatere kronologien til deres egen verden. Men ved at begynde med deres eget stamtræ, og ved at gentage tidslinjen igen og igen, er det vores erfaring, at det kan lade sig gøre, siger Hans Hostrup.

På dette punkt i historien tænker de fleste måske, at vi har med et par gammelkonservative historielærere at gøre, som vil bombe faget tilbage til den sorte skole ved at fylde det med beretninger om slaget ved Cannae og terperi af årstal og fakta.

Men Klar, parat, historie! er ikke en tilbagevenden til noget, folkeskolen har set før. Det er en skolebog, som fortæller mere i tegninger, fotos og grafik og mindre i ord end nogensinde. Det er en bog, som ikke bare videregiver fakta uden anden plan og system end kronologien, men som tværtimod er omhyggeligt tematiseret, så hver periode bruges til at fortælle noget, eleverne kan relatere sig til. Og det er en

skolebog, som hverken er verdenshistorie eller danmarkshistorie, men både-og.

Vi vil gerne gennemhulle myten om, at en mere kronologisk opbygget undervisning rykker historiefaget tilbage. Vores princip er, at vi går fra udblik til indblik. Børn vil gerne høre om de store, spændende kulturer, for eksempel det gamle Egypten og det gamle Rom. Dem gennemgår vi først, men siden vender vi også blikket mod Danmark og fortæller om vores oldtid, forklarer Hans Hostrup, som mener, at det netop er i vor globaliserede tidsalders ånd ikke at fjerne ude og hjemme fra hinanden, men tværtimod hele tiden forstå det lokale i kraft af, hvad der skete samtidig ude i verden.

Og de store kulturer er meget egnede til at skabe en tematik, der fører op til vor tid. Afsnittet om grækerne bruger vi til at fortælle om demokrati, og afsnittet om egypterne bruger vi til at forklare, hvad historie er. Det er oplagt at gøre, eftersom det er herfra, vi har de ældste skriftlige kilder i verden, fortæller Søren Hemmingsen, som tilføjer, at dette faktum var noget, han selv lærte af en af de talrige eksperter, som har været med til at gennemgå materialet. I sin egen skoletid havde han nemlig lært, at skrifter fra Mesopotamien var ældre, men ny forskning har vendt op og ned på denne rækkefølge.

Historiens kanon blev først sat i gang af undervisningsminister Bertel Haarder, efter at Hostrup og Hemmingsen havde skrevet manuskriptet til Klar, parat, historie! Derfor har de ikke bevidst lagt sig i slipstrømmen af et politisk forsøg på at genrejse faget. Men de lægger ikke skjul på, at kanon-tanken om, at nogle centrale punkter skal med i historieundervisningen, passer som fod i hose med deres måde at skrive historie på.

Kanonen og kronologien hjælper med til, at eleverne kommer videre. Min egen erfaring fra folkeskolens historieundervisning i 1970erne var, at man på hvert klassetrin begyndte forfra med Danmarks oldtid. Vi kom ikke rigtig videre, fordi der ikke var nogen samlet strategi for faget, og derfor blev historieundervisningen uforvarende mere national end den, vi nu lægger op til, siger Søren Hemmingsen.

Han har selv talt indgående med sine elever i 5. klasse om, hvilken historieundervisning de helst vil have. Eleverne svarer, at de ikke vil tales ned til, de vil have emner, der kan relateres til i dag, og de er glade for billedmateriale. Og så elsker de en lille leg, historielegen, som går ud på, at nogle elever over for nogle andre skal genfortælle en historisk beretning, som læreren har fortalt, mens de andre var udenfor. Men frem for alt skal historie være spændende. Og verdenshistorien er så rig på dramatik, at enhver periode kan sælges. Ved hjælp af krig og fakta har de to lærere formået at få eleverne til at styrte rundt i frikvarteret og lege romere og fønikere i kamp ved Cannae .

Derfor minder korrekturlæserens kritik af Klar, parat, historie! en smule om den kritik, Østrigs kejser i filmen Amadeus udtaler over for Mozarts musik: For mange toner.

mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Del Hold mig opdateret

flexblock