Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


- Anders Ellebæk Madsen, redaktør for kirke og tro
Anders Ellebæk Madsen
Send artiklen Børnenes fristed til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Børnenes fristed

Kommenter Hold mig opdateret

ØSTGRØNLANDS SOCIALE NEDTUR: Værestedet Amarngivat er et fristed for børnene i Tasiilaq. Det er navnlig børn uden børnehaveplads og drenge og piger, der har det svært hjemme, som kommer

Inde fra stuen lyder der højlydt latter. Fem drenge i rokketandsalderen ligger på maven foran rummets fjernsyn og ser Pluto klovne rundt på tv. I den anden stue sidder en flok piger koncentreret om et brætspil, mens en af de voksne er ved at skære figurer ud i karton, der skal pynte i vinduet. Fra køkkenet dufter der af nybagte boller og friskbrygget kaffe.

Værestedet Amarngivat er børnene i Tasiilaqs fristed. Mange af dem har holdt en saks og en blyant i hånden for første gang her, andre får jævnligt et måltid mad i huset, når køleskabet derhjemme gaber, og enkelte af dem søger også ly for natten fredag aften, når bølgerne derhjemme går alt for højt.

Vi har mange forsømte børn i Tasiilaq, og særligt i dagene omkring lønudbetalingen har vi børn, der er meget sultne, forklarer pædagog Susanne Mejer, der har været leder af stedet i otte år.

Den smukke bygning, der ligger trygt over for politistationen, lyser op med sin gule facade, og potteplanter pynter op i vindueskarmen. Huset rummer også en genbrugsbutik, hvor man kan ekvipere poderne med godt, brugt tøj til mellem 5 og 25 kroner pr. del en pris familierne ikke får tøj til i byen, som ikke har nogen Hennes & Mauritz, men blot et stort supermarked med tilhørende tøjafdeling.

Annonce
Amarngivat blev oprettet i 1992 af Foreningen Grønlandske Børn og Red Barnet, og mange i byen kalder det fortsat Red Barnets sted. Men i dag er det en selvejende institution med egen bestyrelse. Huset er finansieret af Hjemmestyret og Ammassalik Kommune, og Susanne Mejer er desuden på evig jagt efter fonde og venner i resten af verden, der har pengepungen i orden. For det koster at drive et flot værested med fast personale, legetøj, spændende ture og også en gang imellem tilbyde nødbespisning og lidt ekstra tøj til dem, der trænger.

I øjeblikket er hun ved at få en rejse til Østrig op at stå, hvor en Grønlandsfarer har inviteret nogle af børnene og personalet på besøg på sit slot. Og så er der jo også den årlige tur til Island, der er sponsoreret af Lions Club. Seks udsatte børn har lige været af sted i en uge med to voksne, og for flere af dem var det deres første tur ud i verden. Skal man ud af Tasiilaq, kræver det en tur med helikopter. Der er hverken veje ud af byen eller en lufthavn. Børnene har fået sig en oplevelse for livet.

Vi rejste ud med 14 tasker og kom hjem med 21. Alle børnene har fået nyt tøj, nye sko, gaver til deres søskende, og så har vi fået to sække med genbrugstøj til vores butik, smiler Susanne Mejer.

Hun indførte for et par år siden førskoletræning for de børn, der ikke går i børnehave. I Grønland har man ikke børnehaveklasser, men begynder direkte i 1. klasse, hvilket har skabt problemer på skolen for nogle børn, der ikke var skolemodne. I Amarngivat er man derfor begyndt at træne en gruppe børn to formiddage om ugen i at række hånden op, når man vil sige noget, opfordre dem til at svare med mere end et ord, når de bliver spurgt, og så lærer de om deres krop, at vise hensyn og arbejde sammen i grupper.

Efter skoletid myldrer det ind med større børn, og en aften om ugen har de ældste børn mellem 10 og 14 år hyggeaften med te, tv og spil. Et frirum for børn, der ellers ofte har yngre søskende på slæb.

Da Susanne Mejer begyndte i Amarngivat, kom der ofte en flok børn weekend efter weekend for at overnatte. De kunne ikke være hjemme på grund af forældrenes drikkeri. Til sidst indberettede hun 11 børn til de sociale myndigheder, som så kunne gribe ind over for det omsorgssvigt, de var udsat for i hjemmet.

Jeg indberetter løbende børn, og jeg oplever, at der er blevet større bevidsthed om, at man skal kontakte de sociale myndigheder, hvis man har kendskab til børn, der bliver omsorgssvigtede. Nogle af mine medarbejdere bryder sig ikke altid så meget om det, fordi vi lever i et lille samfund. Måske møder de forældrene på gaden, som skælder dem ud og siger, at det er vores skyld, at deres børn blev fjernet. Men det er ikke vores skyld. Det er udelukkende forældrenes ansvar, men måske kunne nogle af børnene og deres familier have været hjulpet ved en tidligere indsats, siger Susanne Mejer.

Børn skal ikke have levet ret længe med utilstrækkelig omsorg, før deres problemer er for vanskelige at rette op på. Det positive er dog, at der i kommunen er ved at komme megen opmærksomhed på det vigtige i en forebyggende indsats, og flere gode tiltag er i gang, siger hun.

Amarngivat har ud over Susanne Mejer to faste medarbejdere. I perioder har der også været frivillige, men det kniber med at rekruttere mennesker, der kan udvise den nødvendige stabilitet og desuden har en ren straffeattest.

Selv er Susanne Mejer datter af en dansk håndværker og en østgrønlandsk kvinde og vokset op i Danmark. Hun advarer mod at bruge kulturen eller alkohol som undskyldning for det omsorgssvigt og de seksuelle krænkelser, nogle børn er udsat for.

Der er nok en tendens til at beskrive den grønlandske kultur og historie lidt rosenrødt. Hvis det for eksempel er en del af kulturen at gå i seng med børn, så er det en syg kultur, der må ændres. Nogle mænd tror, at de har ejendomsret over piger og kvinder, så snart de er fyldt 15 år. Så er de lovlige, siger mændene uden at tænke på, om pigerne er interesserede i at være sammen med dem eller ej, konstaterer Susanne Mejer.

Hun medgiver, at der er modsætninger mellem grønlandsk og dansk kultur, men der er samtidig universelle rettigheder for børn, som Grønland har skrevet under på i FN- regi. Desuden har Hjemmestyret meldt ud, at Grønland skal være en del af globaliseringen, med hvad dertil hører af ligestilling og uddannelse.

Så kan det ikke nytte noget, at man hænger fast i en patriarkalsk kultur, hvor drengebørn opdrages til en fangerkultur, som snart ikke findes mere. Grønland befinder sig lige midt i en kønskamp, hvor flere og flere kvinder uddanner sig og ikke længere bare bøjer af. De svarer mændene igen, og så er det, at der opstår hustruvold i nogle forhold.

Kaffen er drukket, og børnene har sat bollerne til livs. Huset er næsten tømt for unger, for udenfor skinner solen. De fleste er løbet ud for at spille fodbold.

Læs mere om Amarngivat på www.amarngivat.gl

dahl-hansen@kristeligt-dagblad.dk
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock
flexblock
flexblock

flexblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​