Børnene på bagsiden

Hele civilisationen er kommet ind over det lille samfund på et par generationer, og som når en af de frygtede piteraqer, en voldsom grønlandsk orkan, fejer hen over byen, sker det ikke sporløst. I kølvandet på den nye kultur er fulgt et massivt alkoholmisbrug, social armod og omsorgssvigtede børn.

De sociale problemer gælder for hele Grønland, men i udtalt grad for de såkaldte yderdistrikter. Det gælder Qaanaaq i nord, der for nylig trak store overskrifter, da den danske teaterinstruktør Karen Littauer fortalte om en by, der sejlede i druk, og også Ammassalik Kommune gør sig negativt bemærket i statistikken. Kommunen har en af de højeste selvmordsrater i verden, antallet af teenagegraviditeter er højt, og flere kvinder end i det øvrige Grønland får en provokeret abort. Dertil kommer en høj forekomst af vold, voldtægt og drab. Sidste år var der således tre mord i den lille kommune.

Endelig er der det seksuelle misbrug af børn, som har et omfang, der er svært at fatte. Således fortalte næsten halvdelen af bygdebørnene sidste år i en undersøgelse, at de var blevet seksuelt krænket i et eller andet omfang.

Men her er også ildsjæle og engagerede borgere, som vil det anderledes. Tag nu for eksempel Kiialiit, Sneuglerne, der blev dannet sidste år efter idé fra Natteravnene i Danmark. En gruppe voksne frivillige går hver weekend igennem byen iført lysende gule jakker og giver alene med deres tilstedeværelse tryghed for de unge i forsamlingshuset og opmærksomhed til de børn, der slet ikke burde færdes ude så sent, men som måske har valgt gaden frem for hjemmet, hvor mor og far holder drikkelag.

Denne fredag er usædvanlig fredelig. Selvom det er den 1. i måneden og normalt store drukdag, er her lutter ædru mennesker. I anledning af FNs internationale børnedag, som man fejrer i Grønland, har kommunen med hjemmestyrets velsignelse tørlagt byen i et døgn. Først samme morgen kom der et opslag op i byen, og folk reagerer med forundring, da de ser det gamle lagen, der er smidt over tårnet med dåseøl i den lokale købmandsbutik.

Dagen før fik mange udbetalt løn eller socialhjælp, og allerede samme eftermiddag var de første faldet omkuld på fjeldet i byens midte også kaldet Abefjeldet. Det sidste døgn har været hårdt for mange af byens børn, og i løbet af fredagen kommer flere ind på skolens kontor til en akutsamtale og græder ud over nattens hændelser, hvor mor og far har været alt for fulde. Men i dag kan forældrene ikke fortsætte drikkeriet, og da Sneuglerne begynder deres patrulje igennem byen klokken 22.30, mærker man roen.De unge fortæller Sneuglerne, at de synes, det er dejligt, og ind ad vinduerne i de blå, grønne og røde træhuse kan man se forældre og børn sidde omkring køkkenbordet og spille kort. Sneuglerne går som regel i grupper på tre. Helst skal der være både dansk- og grønlandsktalende personer og også gerne både mænd og kvinder. Sådan er det også i aften, hvor lærerparret Marie og Noe Asnæs suppleres af brandmanden Karl.

Marie Asnæs husker selv, at hun gik til dansemik i forsamlingshuset og kender alle børnene fra skolen. Det samme gør hendes danskfødte ægtefælle, der har boet i byen i syv år. De to har også været en del af det lokale team, der i vinter tog opfordringen op fra Hjemmestyret om at gribe ind over for seksuelt misbrug af børn. Med tv-spot, badges og plakater i hele Grønland blev det slået fast, at sex med børn er ulovligt, og at børn ikke har lyst til sex.

I første omgang tog klasselærerne på Tasiilaqs skole emnet op med eleverne, og derefter var Noe Asnæs inde i 1. til 3. klasserne, i alt seks klasser, og spurgte direkte børnene, om de havde set kampagnen, og om de selv havde været udsat for noget tilsvarende. Hvert enkelt barn, der rakte hånden op, blev taget ind til en individuel samtale, fortalte, hvad hun havde oplevet, og derefter blev forældrene kaldt ind til skolen. Ofte var det en onkel eller bekendt, der havde forgrebet sig på børnene, men i visse tilfælde var det også en stedfar, der boede sammen med barnet.

Børnene bliver så glade, når de har fortalt det. De bliver kønne og smukke, kommer hen og giver et kram og får nemmere ved at følge med i timerne. Jeg er sikker på, at det nytter, og at de får et bedre liv, siger Noe Asnæs og fortsætter:

Det har været hårdt for os voksne. Der har været dage, hvor man gik hjem fra arbejde og følte sig beskidt. Jeg har både været ked af det og vred og sur. Uden at vi havde talt om det, stoppede vi i maj. Vi orkede ikke mere. Men til efteråret tager vi fat igen på de ældre klasser, lover Noe Asnæs.

Da sagerne begyndte at rulle i februar, blev det hele sat i system. Skolen fulgte sagerne helt til dørs ved at ledsage barnet, oftest en pige, og hendes forældre op til politistationen, og nogle gange havde de også krænkeren med, som allerede på skolen havde indrømmet sit overgreb. Politiet foretog en videoafhøring af barnet, og i de tilfælde, hvor manden erkendte, eller der var bestyrket mistanke, blev han varetægtsfængslet i byens detention, indtil kredsretten behandlede sagen. Undervejs fik politiet hjælp af en kvindelig betjent fra vestkysten, og i dag er de første mænd dømt, og andre sager er undervejs. Det drejer sig om alt fra blufærdighedskrænkelse til fuldbyrdet samleje.

Arbejdet har været en stor belastning for såvel skolen som politiet, men de, der har mærket det allermest, er sandsynligvis kommunens socialforvaltning. Flere børn er blevet fjernet fra hjemmet, og mange familier har haft behov for psykologbistand. 200 af kommunens 1143 børn bor ikke hos deres biologiske forældre. 25 er på børnehjem, 75 i familiepleje, og yderligere 101 bor hos familie eller bekendte.

De mange anbringelser har slået hul i kommunekassen, og budgettet hænger ikke længere sammen. Der er simpelt hen flere udgifter end indtægter, og det er svært at finde steder at spare. Dertil kommer, at byen er støvsuget for ressourcestærke familier, der kan overkomme at tage et skadet barn til sig og give det den fornødne omsorg og faste rammer, det har brug for. I et desperat forsøg på at finde de familier, der ikke er der, hænger der overalt gule opslagssedler, der opfordrer borgerne til at komme til et offentligt møde og høre om, hvordan det er at være plejefamilie. Dertil kommer, at der er sendt personlige invitationer ud til nogle af dem, man håber vil melde sig.

Vi har desperat brug for stabile plejefamilier og skal også passe på ikke at drive rovdrift på dem, vi har. Men det er alvorligt, for vi kan ikke sende børnene til nabokommunen den er 800 kilometer væk, siger ledende socialrådgiver Julie Kunak, der selv er vokset op i kommunen.

Hun erkender, at de mange sager om seksuelle overgreb har været en voldsom arbejdsbelastning for teamet af socialrådgivere og psykologer, men understreger samtidig, at de ikke ville have været sagerne foruden. Det er godt, at der bliver mere åbenhed om krænkelserne, og hun håber, at nedbrydningen af tabuet på længere sigt kan bringe kommunen i en bedre gænge med færre selvmord og stærkere familier.

Set fra socialkontorets side er den direkte årsag til de mange omsorgssvigtede børn det massive alkoholmisbrug, men bag det ligger en historie om ledighed, fattigdom og identitetstab.

Vi har så mange frustrerede mænd i den her by, siger socialchef Dariusz Sobczynski.

Man lever, som om vi er et fangersamfund, og det er stadig en fanger, der er en rigtig mand. Men set nøgternt er det under 100, der har en fanger-licens. Det er en livsform, der er ved at uddø. Vi har brug for flere tilfredse mænd, og kunne vi bare få 10 eller 15 af de ledige i varigt arbejde, kunne de blive positive forbilleder og skabe håb hos andre. Kvinderne har nemmere ved at få job i børnehaverne eller på sygehuset, og det er svært for mændene at se deres egen rolle i familien blive reduceret så drastisk. Tidligere oplærte mændene deres børn til fangst, men nu har det, de kan, ikke længere nogen værdi, siger han.

I den korte sommerperiode er det relativt nemt at få job i turistsektoren, men resten af året er der reelt ingen arbejdspladser i byen, der skaber indtægter udefra. Alle er beskæftigede med hinanden. Nogle som skolelærere, andre på sygehuset, og byens eneste entreprenør bygger huse til de mange, der flytter fra de små bygder og ind til Tasiilaq.

Havet ligger for foden af den stejle by, der er placeret på skrænten af et fjeld. Det er rigt på ørreder, sæl og andet godt, men mulighederne for fiskeindustri er begrænsede, da pakisen isolerer samfundet i syv af årets 12 måneder. Varer, der produceres her, kan med andre ord ikke sejles væk til købestærke forbrugere i den øvrige verden. I havnen ligger der ikke en eneste fisketrawler, men kun små joller.

Den sociale ulighed er enorm. I Grønland som i Ammassalik. Kommunernes økonomi afgør størrelsen på de sociale ydelser, og det betyder, at kontanthjælpen i hovedstaden Nuuk er væsentligt højere end i den fattige kommune på østkysten, hvor modtagere på offentlig hjælp må nøjes med 290 kroner om ugen plus hjælp til huslejen. Har man børn får man lidt mere, men det siger sig selv, at pengene ikke rækker langt, når et æble koster ni kroner, og en agurk - fløjet ind fra Island - står i den nette sum af 28 kroner. Med andre ord er støtten mindre og priserne højere i Ammassalik end i resten af rigsfællesskabet.

Det er 1. juni, og et opslag på skolen gør forældrene opmærksomme på, at skolemaden stopper. Indtil 31. oktober står den på medbragte madpakker. Det får dem til at ryste på hovedet på skolen. De ved, at der er børn, der kommer i skole mandag morgen uden at have fået mad i weekenden, og de ved, at der er børn, som ikke får morgenmad, og hvis vigtigste måltid er frokosten på skolen.

Nu forsøger man at appellere til familier med økonomisk overskud om at give deres børn en ekstra madpakke med. Den kan de give til en kammerat, og de kræsne børn får at vide, hvor de kan stille deres levninger, så de sultne børn kan forsyne sig. Kommunen har søgt Hjemmestyret om hjælp til en skolemadsordning, som vil kunne sikre børnene både morgenmad og frokost på skolen året rundt. Men endnu har man ikke fået svar.

Det er juni og sommeren er kommet til Grønland. Til juli kommer det første skib i syv måneder med forsyninger til byens to butikker. Dem, der har penge, vil strømme til butikkerne og fylde indkøbsvognen fra de bugnende hylder. De andre må håbe på familiens velvilje eller en god fangst, der kan byttes til tandpasta, havregryn og kartofler.

Tilbage til festen i forsamlingshuset. Det er stadig først på aftenen, og selvom de fleste har givet en 20er og indløst billet til dansegulvet og de dunkende hip-hop rytmer, står mange af de unge ude foran den røde træbygning. De fniser og flirter. Pjatter og pjanker.

En af dem er en stor dreng med hue ned til øjenbrynene. Han har haft samleje med sin niece. Han kommer hen til en af de voksne fra Sneuglerne, og de taler om det. På mandag går de til politiet.

dahl-hansen@kristeligt-dagblad.dk