Karin Dahl Hansen |
30. juni 2007
UGENS DILEMMA: Danmark sender tre milliarder kroner til Grønland hvert år i bloktilskud. Nogle af pengene bør øremærkes det sociale område til gavn for børn og unge, mener formanden for de grønlandske pædagogers fagforening, Kaaliina Skifte. Det er at tage ansvaret fra grønlænderne, mener Kuupik Kleist, medlem af Folketinget og Landstinget for partiet IA
JA mener Kaaliina Skifte, der er formand for de grønlandske pædagogers fagforening, PIP. Hun mener, at hjemmestyret prioriterer sine midler forkert og forsømmer det sociale område.
Når man kommer til Grønland, ser man flotte lufthavne og smukke kulturhuse. Det, man nok ikke lige ser, er de sociale problemer. Man burde helt klart have prioriteret på en bedre måde. Familiedirektoratet har lige offentliggjort en interview-undersøgelse med børn, der fortæller, at de går sultne i seng det er et nødråb, vi bør lytte til.
Men er det ikke et problem, Grønland selv må løse?
Min holdning med, at Danmark skal øremærke noget af bloktilskuddet, er meget kontroversiel, for vi taler meget om selvstændighed i Grønland, og de grønlandske politikere vil gerne vise, at vi kan klare tingene selv. Man vil endelig ikke have hjælp, men vil løse problemerne selv. Men så må politikerne vise, at de kan klare det og selv øremærke nogle af pengene, som hjemmestyret giver de enkelte kommuner i bloktilskud. Det sker bare ikke. Vi har lige haft de årlige forhandlinger mellem hjemmestyret og kommunernes forening, Kanukoka, og jeg har ikke hørt, at man har øremærket særlige penge til det sociale område.
Hvorfor skal Danmark træde til?
Vi er fortsat en del af det danske rige, og hvis Grønlands hjemmestyre ikke selv kan løse problemerne, så bør rigsfællesskabet stå bi med hjælp. Landsstyret er ved at erkende, at der er problemer, men overlader det i for høj grad til kommunerne, der ikke kan løfte opgaven. Vi må henvende os til Danmark, men det er politikerne i Grønland meget imod.
Hvis en del af bloktilskuddet blev øremærket det sociale område, hvad skulle pengene så bruges til?
Der er formentlig børn i Grønland, der ikke bliver anbragt på en institution, selvom de har behov for det, fordi det er dyrt. I stedet finder man dårligere og billigere løsninger. Vi mangler omkring 300 pædagoger i Grønland og har behov for flere uddannede medarbejdere i vuggestuer og børnehaver for at bekæmpe omsorgssvigt. Desuden mangler vi lærere, sygeplejersker og socialrådgivere.
Må man ikke affinde sig med, at det tager lang tid at løse de sociale problemer?
Det gør det sikkert, men det handler også om fejlprioriteringer og forkerte beslutninger. Der er meget omsorgssvigt, og børnene råber om hjælp. Det sociale område er blevet nedprioriteret i flere år, samtidig med at der er bygget lufthavne for millioner. Det sociale område halter så meget, at der er behov for en national genopretning. Ganske vist er hjemmestyret i gang med projekter, men det er slet ikke nok. Det er lappeløsninger i stedet for en langsigtet og kontinuerlig indsats. Der er brug for en længerevarende plan.
dahl-hansen@kristeligt-dagblad.dk.
NEJ siger Kuupik Kleist, der er medlem af Folketinget og Landstinget samt den grønlandsk-danske selvstyrekommission. Han er formand for det venstreorienterede parti IA og er stærkt imod, at Danmark blander sig i grønlandske forhold.
Det kan være en udmærket idé at øremærke et beløb til børn og unge, men det er en rigtig dårlig idé, hvis det er politikerne på Christiansborg, der gør det. En del af årsagen til de komplekse problemer i Grønland er manglende ansvarsfølelse, og skal man i København bestemme, hvordan pengene bruges, tager man igen ansvaret fra Grønland og grønlænderne. Det løser ikke problemerne at fratage os ansvaret, selvom det bliver gjort i en god mening. Det er Grønlands opgave at løse sine egne problemer. Løsningen findes der, hvor problemerne er, og det er i Grønland.
Pædagogerne siger, at politikerne i Grønland har fejlprioriteret deres midler er det rigtigt?
Man kan altid diskutere, om vi har prioriteret rigtigt, og om balancen ligger forkert, og vi kan altid blive bedre til at prioritere. Jeg mener ikke, at eksempelvis lufthavne udelukker en god social sektor. Vi prøver at få en mere selvbærende økonomi i Grønland, og det er jo ikke anderledes her end i resten af verden, at man ikke har råd til det hele.
Men kan problemerne ikke blive så store, at man må bede om hjælp udefra?
Det kan være udmærket med assistance fra Danmark eller andre steder, men man skal passe på at tro, at løsningen ligger i København, Europa eller for den sags skyld i Landstingssalen. Løsningen findes i de enkelte familier og i de enkelte kommuner. Naturligvis skal vi bevillige nogle penge og give nogle rammer, men løsningerne skal findes lokalt. Vi skal lære at klare os selv både som samfund og som familier. Det handler om livsværdier og selvrespekt. Det vil sige, at forældrene selv skal klare dagen og vejen. De skal have et arbejde at stå op til om morgenen og sende deres børn i skole. Og som samfund skal vi have mod til at stå på egne ben.
Betaler børnene prisen for en stolthed hos de grønlandske politikere?
Der er nok et gran af stolthed i det, for vi har alt for længe fralagt os ansvaret og bare ladet andre løse problemerne og betale gildet. Men omkring børnene er der meget stor opmærksomhed på problemerne i Grønland, og den undersøgelse, der viste, at nogle børn går sultne i seng, er der delte meninger om. Der er formentlig børn, der sulter, for vi har stor social ulighed, men det tager tid at løse problemerne, og vi presser på for at få en social genopbygning.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad