Børn er en gave

Anna er 20 år og mor til to. Den ene datter har hun foræret væk, fordi hun ikke magtede to små børn. Anna er sikker på, at hendes datter får et bedre liv, end hun kunne tilbyde hende - men hun vil aldrig igen forære et barn væk.

flexblock

Tema

Grønlands børn

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Karin Dahl Hansen skriver fra Tasiilaq | 30. juni 2007

GRØNLANDS BØRN: Gavebørn er et fænomen i Grønland. Unge piger, der bliver gravide, kan give barnet til mormoderen, barnløse, der ikke selv kan få børn, kan modtage et barn, eller man kan give et erstatningsbarn til en kvinde, der har mistet et barn

Nytårsaftensdag 2005 skød Jensine et barn til sig fra Anna.

Ifølge en gammel grønlandsk tradition kan man nytårsaften skyde på en ting, og den, der ejer tingen, er så forpligtet til at give den til skytten. Det kan dreje sig om en riffel, en jolle, et tv-apparat og altså også et barn.

I hvert fald var det sådan, det gik til, at 20-årige Anna fik sit andet barn. Den unge kvinde var tre måneder tidligere blevet mor til en lille pige, da hun fik det særegne telefonopkald nytårsaftensdag. Jensine, en fjern slægtning fra en nærliggende bygd, ringede til den nybagte mor og bad hende om et barn. Selv havde Jensine og hendes mand i flere år forgæves forsøgt at få et barn, og nu ville de gerne have et gavebarn fra Anna, der jo havde vist, at hun var frugtbar.

Børn er en gave, men kan man give børn væk som gaver? I Grønland har dette fra gammel tid været naturligt. Det barske liv kunne gøre børn forældreløse, og så overtog slægtninge ansvaret for dem, ligesom det var en selvfølgelighed i storfamilien, at det barnløse par modtog et barn fra den børnerige familie i slægten. Men selv i 2007 trives fænomenet flere steder. I Ammassalik Kommune i Østgrønland bor der 1143 børn, og af disse er 101 gavebørn.

Annonce

Susanne Houd er jordemoder på sygehuset i Tasiilaq. Hun spørger rutinemæssigt de gravide ved første svangreundersøgelse, om de selv skal beholde barnet, eller om det skal gives bort. Hvis det viser sig, at barnet skal gives væk, gør Susanne Houd opmærksom på, at modtagerfamilien skal godkendes. Før i tiden skete dette ikke, men nu er loven strammet op, og hver enkelt familie, der modtager et barn, skal have plejetilladelse eller adoptionsgodkendelse, således at man er sikker på, at barnet kommer til trygge rammer.

Ved en række møder sidste år tog man hul på en offentlig debat om fænomenet. Der var behov for at gøre de voksne opmærksomme på de juridiske konsekvenser, hvis ikke børnene bliver adopterede, men bare indgår i familien som et plejebarn. Så har det for eksempel ingen arveret.

Da Anna havde lagt telefonrøret nytårsaftensdag, talte hun med sin kæreste om opringningen, og han mente godt, at de kunne give et barn til slægtningen. Kort efter blev Anna gravid, og hun ringede glad til Jensine for at overbringe den gode nyhed. Den barnløse kvinde blev lykkelig snart skulle hun være mor.

Men sådan skulle det alligevel ikke være. Det viste sig, at Jensines kæreste havde fået kolde fødder. Nu gad han alligevel ikke at have et barn. Sådan et er jo dyrt og skal både have en seng og bleer, så barnet blev afbestilt.

Det var inden for tre måneders grænsen, så jeg overvejede at få en abort. Men min kæreste syntes, at abort var forkert, og så droppede vi det. I stedet ville min mor have barnet, forklarer Anna.

Ifølge jordemoder Susanne Houd er der både lykkelige og mindre lykkelige forløb for gavebørnene. Hun har tidligere arbejdet blandt inuitter i Canada, og også her fandtes begrebet gavebørn.

Efter fødslen sker det ofte, at begge kvinder, både den biologiske og den kommende mor, sammen ligger på barselsstuen og deles om at passe barnet. Der er no hard feelings, siger Susanne Houd.

Er det en meget ung pige, der føder barnet, kan det være en god løsning, at hendes mor overtager ansvaret. Pigen er fortsat i huset, og barnet har således begge mødre hos sig. For den syvendegangsfødende kan det også give god mening for såvel mor som barn, at en barnløs søster eller moster overtager det. Og som regel ved børnene godt, hvem deres biologiske mor er, selvom de ikke bor sammen med hende. De ser hende således på gaden og i butikken, og der er intet hemmelighedskræmmeri, ligesom den biologiske mor også hele tiden kan følge med i sit barns opvækst.

Andre gange går det galt. For eksempel når en bedstemor overtager et barn og så alligevel ikke orker det.

Så kommer barnet til en tante og tilbage til bedstemoderen for til sidst at komme på børnehjem. Det er børn, der risikerer at blive vandrebørn, og det er klart, at det er dem, der er de udsatte, siger Susanne Houd.

For Anna, der ville give et barn til sin mor, skete det, der bare ikke sker. Midt i graviditeten stak hendes far moderen ihjel på åben gade i Tasiilaq i et anfald af jalousi, og Anna stod tilbage i et stort kaos af følelser og praktiske problemer. Hun og kæresten besluttede sig for at beholde det kommende barn og opkalde pigen efter Annas mor.

Susanne Houd understreger, at de fleste gavebørn er undfanget ved uheld, men hun kender godt til de sager, hvor purunge piger fortæller, at en voksen kvinde nærmest har bestilt et barn. Nogle gange fortæller pigerne, at de blev spurgt, da de var 12 år, og nu føler de sig forpligtede af den gamle aftale.

Man skal gå forsigtigt til værks, men jeg forsøger at tale med pigen om, hvordan hun selv gerne vil have det og tilbyder hende for eksempel, at vi sammen kan tale med den anden kvinde.

Indimellem hænder det, at familien, som den gravide ønsker skal have barnet, bliver vejet og fundet for let. Så kan den gravide selv vælge at beholde barnet eller finde en helt anden familie, der kan få barnet tilbudt.

Ammassaliks psykolog, Kirsten Berngård, glæder sig over, at der er kommet en formel godkendelsesprocedure i sager med gavebørn og understreger, at der er tale om en anden tradition og kultur, end vi kender til i Danmark. Men samtidig ved hun, at det at give et barn væk eller selv være blevet foræret væk, kan give ar på sjælen.

Jeg taler med den gravide om, hvorvidt hun har tænkt det helt igennem og gør opmærksom på, at der kan opstå spørgsmål senere i livet for barnet, der måske gerne vil vide, hvorfor dets mor ikke ville have det, forklarer Kirsten Berngård.

Da Anna havde født, opstod der hurtigt problemer. Der er kun et år mellem de to små piger, og de unge forældre havde svært ved at tackle jalousien fra det ældste barn. Samtidig var det udmarvende at have to småbørn i huset, og parret blev mere og mere trætte. Til sidst besluttede de sig for at forære den lille væk. Dagen før pigen skulle være døbt, den 1. søndag i advent, fik hendes forældre kontakt med et par i byen, der gerne ville adoptere den lille. Dåben blev aflyst, og i stedet gik Anna op til parret med sit lille barn.

Det gjorde ondt i hjertet, da jeg gav hende til dem, men jeg kunne med det samme mærke, at dér ville hun få det godt. De vil elske hende, og hendes fremtidsudsigter er lysere end hos os. Vi har hverken penge eller uddannelse, siger Anna.

Susanne Mejer er leder af byens værested for børn og unge, Amarngivat. Hun forstår godt, at nogle af de unge mødre forærer børnene til ældre familiemedlemmer i forventning om, at barnet får en bedre opvækst, men hun peger på, at der også er eksempler på det modsatte.

Gavebørnene kan blive behandlet som andenrangsbørn i familien og får måske ikke de samme vilkår som de biologiske børn. Navnlig når der kun er tale om en plejetilladelse. Så kan man til enhver tid fortryde og aflevere barnet igen. Det er en usikker situation for familien og barnet. Hvis et barn skal vokse op i en anden familie, bør det adopteres. Så er det uigenkaldeligt, og alle parter overvejer det forhåbentligt en ekstra gang.

Annas datter blev adopteret af den nye familie, og dermed har Anna ikke længere nogen indflydelse på hende liv. Selvom hun følte sig afklaret, blev hun alligevel meget ked af det, da det i foråret gik op for hende, at adoptivfamilien ville flytte til Danmark med barnet. De rejste for to uger siden. Familien har lovet, at Anna altid er velkommen hos dem i Danmark, ligesom de vil besøge hende, når de er i Grønland. De har også sendt et foto fra Danmark af den lille pige, der fylder et år til oktober.

Jeg følte stor længsel efter min datter og ønskede at være hende nær, da jeg fik billedet. Jeg satte en cd på, som minder om hende, og så græd jeg lidt, fortæller Anna.

Hun havde ønsket, at pigen skulle opkaldes efter den dræbte mormor, men adoptivfamilien har valgt et andet navn.

Jeg har ikke fortrudt, at vi gav den lille væk, men jeg vil aldrig igen give et barn bort.

Anna ønsker at være anonym. Derfor er hendes og Jensines navne opdigtede. Annas rigtige navn er kendt af redaktionen.

dahl-hansen@kristeligt-dagblad.dk

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4 | 5

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Del Hold mig opdateret

flexblock