Grønlænderne vil have ønskebørn

Det har de også gode muligheder for at undgå. Kondomer udleveres gratis og diskret på sygehuset, og en sundhedsmedhjælper på selv samme sted har overblik over de piger og kvinder i byen, der bruger p-piller. Når sundhedsmedhjælperen ved, at den sidste pakke er ved at være brugt, ringer hun kvinden op og gør opmærksom på, at det er tid til en ny pakke. Kniber det med at huske den daglige pille, er der også mulighed for at få sat en såkaldt p-stav i armen, der beskytter mod uønskede graviditeter i flere år.

Det er altså ikke mangel på prævention, der er skyld i de mange aborter og nok heller ikke viden.

– Folk ved godt, at man kan få børn ved at bolle, lyder det bramfrit fra afdelingschef Bodil Karlshøj Poulsen fra Paarisa, Folkesundhedsafdelingen under Hjemmestyret i Nuuk.

Men kulturen er anderledes end i Danmark. Traditionelt får man tidligt børn i Grønland, og sidste år fødte jordemoder Susanne Houd for eksempel med en 22-årig, der blev mor for femte gang.

– Det er ikke i sig selv et problem, så længe børnene er ønskede. I Tasiilaq er aborttallet faldet samtidig med, at fødselstallet er gået ned. Det siger mig, at der måske er flere planlagte børn i Tasiilaq nu end tidligere. Derimod kniber det fortsat ude i bygderne, konstaterer Susanne Houd.

Hun peger på, at de purunge piger, der bliver gravide, og som oftest står alene med ansvaret, fordi kæresten skrider, i dag er mere tilbøjelige til at gøre deres skolegang færdig end tidligere. Måske må de gå ud en periode, men når barnet har fået en vuggestueplads, eller bedstemor er trådt hjælpende til, så genoptager pigerne skolegangen. De ved, det er vigtigt at få en eksamen.

På Grønlands østkyst er fertiliteten ekstra høj. Man ser det i statistikken, der viser, at der sidste år var 65 provokerede aborter blandt de knap 700 kvinder i den fødedygtige alder i Ammassalik Kommune, og samtidig får hver kvinde i gennemsnit 2,8 barn. En vandretur gennem Tasiilaq bekræfter statistikken. Her er børn alle vegne. Fodboldbanen er fuld, på skolen myldrer det, og alle steder skubber forældre, bedsteforældre og søskende klapvogne op ad de stejle gader. Ofte er det svært at afgøre, om den unge pige med slikkepind i munden er barnets storesøster eller mor, men sandsynligheden for, at hun er barnets mor, er høj.

I Maniitsoq (Sukkertoppen) på Grønlands vestkyst er mønsteret anderledes. Kommunen har Grønlands lavets abortrate, og det tilskrives i høj grad sundhedshjælper Karoline Olsen, der siden 2003 har arbejdet målrettet med at forebygge uønskede graviditeter. Hun underviser på skolerne, taler med de nybagte mødre om prævention og sikrer sig desuden, at kvinder, der netop har fået foretaget en abort, har en sikker præventionsform med i lommen, før de forlader stedet.

Karoline Olsen har også været inviteret til Ammassalik Kommune, hvor hun har undervist skolebørnene fra 6. klasse og opefter, og desuden har kommunen netop påbegyndt projekt ”Tidlig indsats over for gravide familier”.

Det er en model for tidlig indsats, der er udviklet af Familiedirektoratet og Direktoratet for Sundhed i Nuuk. Her støttes udsatte gravide allerede i svangerskabet. Det kan være kvinder, der er enlige, fattige eller som måske har et alkoholproblem. De får hjælp under graviditeten, ligesom man forsøger at skaffe dem en ordentlig bolig og støtte dem, når barnet er kommet til verden.

– Fødsler er en fantastisk begivenhed i Grønland. Der er 20 mennesker med undervejs, opmærksomheden er enorm, og efter barnet er født, græder folk af glæde, siger jordemoder Susanne Houd.

dahl-hansen@kristeligt-dagblad.dk