Erik Bjerager |
4. juli 2007
Lukkede kirker i København bør ikke sælges til hvem som helst
I KØBENHAVN LIGGER i dag tæt på både Nørrebro og Vesterbro, hvor de blev bygget for godt 100 år siden. Dengang trak industrialiseringen mennesker fra landet ind til byen, så folketallet eksploderede. Siden er det gået den anden vej. Mange københavnere er flyttet ud i forstæderne, mens muslimske indvandrere og studerende er flyttet ind i brokvarterernes lejligheder. I en række københavnske kirker kommer der nu meget få mennesker til højmessen om søndagen, og der bliver stadigt færre til at betale kirkeskat.
Det giver derfor god mening at lukke nogle af disse kirker. Det har man i øvrigt gjort før. I dag findes der 10 lukkede kirker rundt om i landet, hvoraf Sankt Nicolai Kirke i København, der nu fungerer som kultur- og udstillingsbygning, nok er den mest kendte. Historikere regner med, at 650 af de mere end 2000 landsbykirker, der blev bygget i middelalderen, er blevet revet ned i takt med at behovet for dem dalede, når befolkningen flyttede.
SÅ LANGT VIL de færreste gå i dag. Kirkebyg-ningerne skal ikke rives ned, men bruges anderledes. Når befolkningsgrundlaget ændres, og der bliver færre til at betale for de mange kirker, må noget gøres. En tilsvarende udvikling ses i næsten alle andre europæiske lande. Derfor er det rigtigt at foreslå lukning af kirker og sammenlægninger af sogne, sådan som Københavns biskop og Stiftsråd nu gør i et forslag, der netop er sendt til høring i de københavnke menighedsråd. Det giver ikke mening at holde kirker i gang med kirkekor, kirketjenere, kordegne, og hvad der ellers koster penge, hvis menigheden udebliver eller helt forsvinder.
Den omfattende operation Kirkelukninger og sammenlægninger af sogne bør være et vigtigt skridt hen imod at gøre folkekirken mere bevidst om dens økonomiske ressourcer. Det er som kirkeminister Bertel Haarder (V) har gjort rimeligt at efterlyse mere kirke for pengene. Det vil sige mere indhold og mere kristendomsforkyndelse og færre kirkefunktionærer og mindre udgifter til drift og vedligeholdelse af bygninger.
FOLKEKIRKEN HAR EN forpligtelse til altid at forsøge at bruge sine ressourcer ordentligt, og meget tyder på, at nye initiativer med det sigte skal komme ovenfra, hvis de skal blive til noget. Om det udspil, der nu foreligger, skal følges til punkt og prikke, må debatten vise. Her gør Københavns Stifts ledelse og Kirkeministeriet klogt i at lytte til de enkelte sogne. Men omvendt må det være indlysende ude i sognene, at noget skal ske.
Der bør også tænkes langsigtet på, hvem man sælger de københavnske kirker til. At skifte korset ud med halvmånen og lade muslimske menigheder overtage kirkebygningerne og omdanne dem til moskéer vil sende et både forkert og farligt signal, sådan som det er sket i en række lande, hvor islam op igennem historien er vundet frem. Kirkerne bør heller ikke blive solgt på det frie marked, som man har set det i Holland og Storbritannien. Her bruges de tidligere kirker til diskotekter, restauranter, barer, arkitektkontorer, forretninger eller private boliger. Det er en dårlig løsning.
I København vil man kunne finde anvendelse for de nedlagte kirkebygninger til andre relevante formål. For eksempel mangler en række af de etniske kristne menigheder et sted at være. Nogle kirkebygninger kunne tjene som hjemsted for kirkelige organisationer, kirkelige kulturhuse eller sociale væresteder.
Debatten om kirkelukninger er ikke ny, og meget tyder på, at de stærkeste modstandere er folk, der ofte ikke sætter deres ben i kirken. For dem repræsenterer selve kirkebygningen den tro, som de måske ikke kommer meget tættere på at formulere.
Ikke desto mindre er det rigtigt at lukke kirker, når der ikke længere er grundlag for dem. Kirkebygningen skal ikke være et museum over den kristne tro, men et sted for den levende menighed.
bjer
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad