Mere uro om københavnske kirker

Blågårdens Sogn fik ifølge Annette Wachs ingen hjælp til at integrere tre forskellige kirkekulturer. Det måtte de selv forsøge ved forskellige seminarier, og det var langt fra nok .

Det er utrolig vigtigt, at man forbereder sig på, hvad man vil med en sammenlægning, inden den sker. Et af problemerne er, at der altid er rygter om, hvad andre sogne gør, og hvis de rygter er aflivet inden, vil det nok være nemmere.

Det er ikke underligt at en fusion mellem tre sogne slår gnister selv mange år efter, siger Kurt Klaudi Klausen, professor og leder af centeret for offentlig ledelse og administration (MPM) på Syddansk Universitet.

Selv med god forberedelse er det ikke usædvanligt, at der ofte refereres tilbage til den gyldne fortid. Især hvis alle hanelefanterne er der endnu, siger han.

Kurt Klaudi Klausen er ikke imponeret over Københavns Stifts tilgang til en ændring i den københavnske og bornholmske kirkestruktur, som blandt andet betyder sammenlægninger der berører 80 procent af sognene. Den er simpelthen begyndt et forkert sted.

Biskop og stiftsråd er gået direkte til konklusionen: At foreslå fusioner af sogne og at lukke kirker. Men en vellykket fusion handler om at få skabt forståelse for nødvendigheden af projektet. At bruge nødvendigheden på en måde så alle er overbevist om, at det bliver bedre end det var, siger han.

Han henviser til kommunalreformen, hvor det faktisk lykkedes at gøde jorden forud for reformen, så kommunerne selv kunne se nødvendigheden af den. Men i folkekirken er jorden endnu ikke tilstrækkeligt gødet.

Et økonomisk argument er ikke nok. Det er taktisk uklogt, selv hvis hovedargumentet er økonomi. Der skal en vision til. Derfor kunne biskop og stiftsråd have sat en parallel proces i gang for visionerne. Faktisk er det underligt, at det ikke er begyndt der, men det skyldes nok den manglende ledelseskompetence i folkekirken. Menighedsråd og præster skal føle, at de er en del af en fælles forestilling om en god udvikling, og at de får lov til at sætte fingeraftryk på den, siger han.

Kurt Klaudi Klausen roser den lange høringsproces, der løber frem til 15. oktober. Her kan en del af visionerne komme til udtryk.

Og han siger også, at hvis stiftsråd og biskop mener, at missionen og analysen er rigtig, så er det også et nødvendigt skridt at tage. Men at det stadig er afgørende for missionens succes, at man fra kirker og sogne selv føler nødvendigheden. For der er både menneskeskæbner, prestige, magt og tab forbundet med fusioner.

I enhver fusion er der vindere og tabere, for alle gamle sociale systemer brydes jo op. Alle har noget på spil. Så derfor skal menighedsråds og præsters bidrag i en fusion eller sammenlægning være løsrevet fra egne magtspil. Ellers bliver de ikke taget alvorligt. Det skal være folkekirkens, ikke ens eget bedste, der bør kendetegne høringssvarene, siger han.

Kurt Klaudi Klausen mener, at det vil blive nødvendigt med konsulenthjælp i de sogne, der lægges sammen. Og det skal være konsulenthjælp med forståelse for de bløde værdier, folkekirken gerne vil stå for.

Der er simpelthen ikke ledelseskompetence i folkekirken til at håndtere den proces. Der skal en fagmand til, ellers snubler fusionen fra begyndelsen.

Den hjælp venter de stadig på i Blågårdens Sogn.

Men trods de dyre lærepenge er alt ikke skidt i sognet, som med stiftsrådets nye forslag til struktur i København ser ud til at miste den ene af sognets tre kirker. Om det er Brorsons eller Blågård er endnu usikkert.

Trods alle de interne stridigheder har vi fået et godt resultat ud af det, siger Annette Wachs.

Det havde det ikke været, ifølge næstformanden, hvis der ikke var sket en sammenlægning.

Så havde der været langt færre i kirkerne.

Det er blandt andet pastor Per Ramsdals ungdomsgudstjenester i Brorsons Kirke, der trækker unge til fra hele hovedstadsområdet. Blågård Kirke er en såkaldt diakonal funktionskirke, hvor der hver morgen på hverdage serveres gratis morgenmad og med eftermiddagsgudstjenester tre søndage i måneden også med mulighed for spisning. Desforuden bruger den serbisk-ortodokse menighed kirken til deres gudstjenester. Den tredje kirke Hellig Kors er den normale kirke i sognet.

Det er bare ærgerligt, at der er så meget ballade. Men det er der vel, hvor mennesker mødes. Desværre også i folkekirken, siger Annette Wachs.

benteclausen@kristeligt-dagblad.dk

Læs mere om kirkelukningerne på

kristeligt-dagblad.dk