Jeg er blevet et mere behageligt selskab for mig selv og andre

For Bent Falk er præsten, der forlod den faste ansættelse i folkekirken som sognepræst og siden sygehuspræst for at blive privatpraktiserende psykoterapeut. Hans speciale er terapeutisk sjælesorg, som han forstår som en kombineret teologisk og psykoterapeutisk omsorg for et menneskes vanskeligheder. Et samspil mellem teologi og psykologi, tro og terapi, der er blevet taget godt imod af omsorgs- og sygeplejepersonale, mens det ikke alle steder har vundet genklang hos psykologkolleger og i det kirkelige miljø.

Den mildhed og visdom, som Bent Falk siger præger ham i dag, har ikke altid været der. Modstanden mod hans terapeutiske sjælesorgs-projekt var med til at fremme mere kantede karaktertræk, som han er bevidst om er medfødte.

Jeg må tage højde for, at jeg har talent for at være utålmodig, kort for hovedet og sarkastisk. I mine unge år var jeg arrogant, kritisk, sarkastisk og utålmodig over for dem, der ikke fattede tingene i en fart. Det gjorde, at der var nogle, der faldt fra i svinget, og det var jeg ret ligeglad med dengang.

De første år, jeg arbejdede med det, der er blevet min sag, var jeg så hårdtslående og kritisk over for usund religiøsitet, forskruet teologi og forkvaklede sider af menighedslivet, at folk holdt op med at høre efter, hvad jeg sagde. Der var så meget, jeg følte mig dårligt tilpas med i folkekirken. Det menneskefjendske og dagligstuelumre de steder, hvor kirken gør menneskers liv mindre, end det kan blive. Den indignation, som jeg mærkede dengang, har jeg i og for sig stadig, og jeg har indset, at det ikke kan nytte, jeg selv bliver lige så moralistisk i min anti-moralisme som dem, jeg er uenig med og gerne vil have i tale.

Jeg begyndte det praktiske arbejde med terapeutisk sjælesorg i Sverige, hvor jeg som udlænding var undtaget fra janteloven, og hvor jeg som gæst begyndte at lære at opføre mig ordentligt. Det har jeg også arbejdet med i forbindelse med at skrive mine bøger. Det har jeg haft godt af, det har været en god øvelse.

Bent Falk har haft flere modpoler i sit liv. Skulle han bo i Danmark eller i USA, hvor han har studeret, og hvor hans amerikanske kone var fra? Skulle han være præst eller psykolog? Hidsig eller mild?

De polariteter er ved at samle sig for mig nu. Det er modenhedens milde frugter. Det var en spændetrøje for mig at være ansat som sognepræst og sygehuspræst. Jeg havde et fint forhold til patienter og personale på Sankt Lukas Stiftelsens Hospital, men et konfliktfyldt forhold til den teologisk konservative tradition og den topstyring, der rådede i stiftelsens diakonissehus, hvor jeg også skulle gøre tjeneste.

Siden jeg blev selvstændig, har mit arbejdsliv været det er næsten pinligt at sige det succes på succes. Medgangen har også været med til at gøre mig mild, rummelig og tolerant. Det er et kolossalt privilegium, at jeg har fået et arbejde, der passer til mine evner, og hvor jeg selv kan bestemme, hvordan jeg vil administrere dem. Jeg føler mig tilsmilet, velsignet, som mit navn, der kommer af benedictus, betyder. Det var et helt bevidst valg fra min fars side. Min tre år ældre storebror havde haft kolik, mens jeg var en mild og god dreng, der var stille, når han skulle skrive sine prædikener.

Så der har været arrogant afvisning til den ene side og mildhed og godhed til den anden som den, der gød olie på de oprørte vande og hjalp folk til at komme til rette med det, der var svært i deres liv. Også i min opvækst-­familie. Jeg har været spændt ud mellem de to poler, og nogle gange er det kommet bag på folk, når jeg uformidlet har skiftet fra den ene side til den anden.

Kuren mod uheldige karaktertræk er ifølge Bent Falk at finde ud af, hvad man kan, og hvad man ikke kan styre. Man kan ikke ad viljens vej lave om på, hvem man er. Men man kan godt lave om på, hvad man gør med det, man er.

Hvis man for eksempel tager alvorligt, at man har et iltert temperament, er udgangspunktet at overvinde skammen over, at man har det i sig. Når man identificerer sig med det skamfulde og tager ansvar for det, bliver det skamfuldt på en anden måde. Det bliver ikke længere en blokering, men en vejviser til, hvordan man kan administrere sine svage eller farlige sider på en mere konstruktiv måde. Den sygeliggørende måde at have sin kristendom på er at tro, man kan blive en anden og tro, at man må skjule det for Gud, sig selv og andre mennesker, når projektet ikke er lykkedes. Fortrængning fører til besættelse. Det terapeutiske arbejde handler om at lære sig selv at kende, så man ikke fedter sit skidt af på andre. Og kan jeg graciøst slippe det, jeg ikke er, kan jeg blive den, jeg er.

En glad farfar er Bent Falk selv blandt andet. Sønnen Jens på 40 år, der arbejder som møbelsnedker på et værft for lystyachter i Savannah, Georgia i USA, har Emil på fem år. Og sønnen Lars på 36 år, der er lærer, arbejder som sognemedhjælper og bor i København, har Jakob på ni og Laura på fire år. Billeder af børnebørnene hænger over skrivepulten, og et hjørne af stuen er fyldt med deres legetøj.

Det bedste ved at blive ældre er at få børnebørn. Det skal jeg være forsigtig med at sige, da nogen ingen har. Men har man det, er det det bedste af det bedste. Det er som at få livet igen. Den store sorg, som det er forbudt at have, er, at mine egne små børn ikke findes længere. Det er vidunderligt at se, at de har udviklet sig til voksne og nu kan selv, og den anden side er, at jeg ikke har børn længere. Betingelsesløs kærlighed får man igen hos børnebørnene. Man får lov til at forkæle dem, og man kommer let til sin enorme popularitet, fordi man ikke skal være der hele tiden. Man får lov at være flødeskummet på kagen. Det er den tredje barndom. Først var der ens egen, derefter ens børns, og så får man børnebørn.

Nogle gange er det tungt at erkende de fejl, jeg gjorde selv, og måske se dem gå igen i mine børns opdragelse af deres børn. Men så er der også glæden ved at se det, jeg synes var det bedste i min opdragelse, og som børnene nu gentager med positiv virkning for deres egne børn. Det kan være at sætte grænser med både fasthed og kærlighed, og det kan være at synge for dem fra Højskolesangbogen. Børnene holder af det og får dermed andre ting end fjernsyn og computerspil ind i hovedet.

Men det er en vemodsblandet glæde. Børnebørnene er så søde, at det næsten gør ondt, men minder også om livets forgængelighed. Slægt skal følge slægters gang. Det er både glædeligt og sørgeligt. Det er dejligt, at livet ikke bare stopper, at der er nogen at række stafetten videre til, og at vuggen kan gynge samtidig med, at graven kastes.

Bent Falks kone, Susan Carol Brooke, døde som 56-årig af kræft i 1998 efter tre års sygdom. Hun nåede at se sit første barnebarn, der i øvrigt ligner hende. Det er også glæde blandet med vemod, siger han. Det var en fælles beslutning, at de blev boende i København og ikke flyttede til USA efter syv år i præstegård i Torkildstrup på Falster.

At hun døde, var noget af det i livet, der gik anderledes end forventet og håbet. Vi havde holdt sammen i tykt og tyndt og kunne også gøre det til sidst. Som sygehuspræst havde jeg set lidt af hvert, og min kone, der var ergoterapeut, arbejdede også inden for sygehusvæsenet, og dér tager man ikke liv og helbred for givet. Men det var voldsomt, da det ramte os selv, så har jeg ikke sagt for meget. Sue kom på Sankt Lukas Stiftelsens Hospice, hvor vi fik de bedst tænkelige rammer, hvor vi kunne samles, også med den amerikanske del af familien, og få sagt farvel. Det endte så godt, som det kunne, men vi ville begge gerne, at det kunne have fortsat.

Fortsættes næste side

Nu er hun i Himlen, i mindet og på kirkegården 300 meter herfra, hvor jeg får en mærkelig fornemmelse af, at familien er samlet igen. Det var på en måde familiens fald, da hun døde. Hjemmet er kvinden. Men når de så kommer alle sammen, og jeg laver lidt mad til dem, bliver det her et hjem igen, hvor det til daglig er en hule, en fabrik og en enmandskoncern.

Jeg er midt i savnet af Sue glad for, at jeg kunne nå at stille mig om til alenelivet, mens jeg havde kræfterne til det. Det havde jeg måske ikke kunnet, hvis jeg havde været 75 år. Og aleneheden har også nogle positive sider. Mit liv er langt mere omkringfarende end før. Jeg bor nærmest i IC3-toget, rejser rigtig meget og kan godt lide det. Det minder mig om min ungdom, hvor jeg blandt andet krydsede USA to gange med Greyhound-bus og en sommer arbejdede på en af Svenske Amerikalinjens Amerikabåde.

De modne år er ifølge Bent Falk karakteriseret ved visdom, som er en blanding af erfaring, klogskab, som ikke er spidsfindighed, og praktisk social intelligens. Selv er han begunstiget med et godt helbred, selv om synet kræver læsebriller og hørelsen lidt flere hvabehar-spørgsmål. Han kan tage trapperne op til 3. sal uden at blive forpustet, men ville ikke finde på at sige, at han er 64 år udenpå, men stadig føler sig som en på 17 indeni.

Jeg synes ikke, at jeg er, som da jeg var ung. Jeg tror, at jeg er et mere behageligt selskab for mig selv og andre, og jeg er mere i balance. Men indsigt betales med troskyldighed, så jeg er blevet sadder but wiser, som det hedder på engelsk. Man går styrket og svækket ud af kriser. Rystet, fordi nu ved man, at folk dør, også i vores familie, man kan komme ud for færdselsuheld, gå glip af det job, man ønskede sig, blive ramt af sygdom.

Jeg er ikke ked af mine rynker. Den amerikanske præsident Lincoln afviste engang en ansøger til et job, fordi han ikke kunne lide hans udseende. Da man forarget spurgte ham hvorfor, svarede han, at hvis en mand har rundet de 40 år uden at hans ansigt viser tegn på sorg, er han ikke noget godt menneske. Nu er man som mand så heldig, at man kan tillade sig at være tudegrim, bare man har et interessant ansigt og en cool udstråling. I mange år så jeg en del yngre ud end min alder, og det var ikke nødvendigvis en fordel i mit arbejde at ligne en konfirmand. Det gør jeg ikke mere. Jeg synes ikke, at alle rynkerne er bitre eller sarkastiske. Jeg synes også, at der er nogle smilerynker.

Jeg er ikke gammel nu, men når jeg bliver 70, vil det være krukket at benægte, at jeg er gammel. Og hvor længe holder helbredet? Jeg var hos min bankrådgiver for at tegne en pensionsforsikring. Den træder i kraft efter 70 år det er jo i overmorgen! Uha, uha...

Hvornår skal du så pensioneres?

Aldrig! At lave ingenting er ikke en drøm for mig. Måske må jeg holde op med at rejse, men tage flere klienter. Måske skrive flere bøger. Min eneste drøm for fremtiden er mere af det samme.

remar@kristeligt-dagblad.dk

Bent Falk

Er født 1943 i Århus. Student Århus Katedralskole 1962 og cand. theol. fra Aarhus Universitet 1973. Psykoterapeutisk uddannelse herhjemme og i USA. Sognepræst i Torkildstrup, Lillebrænde og Gunslev 1974-80. Præst ved Sankt Lukas Stiftelsen i Hellerup 1980-92. Derefter selvstændig virksomhed som psykoterapeut, foredragsholder og underviser for præster og sygehuspersonale i Danmark, Sverige, Norge, Finland og Tyskland. Har skrevet bøgerne At være der, hvor du er. Om samtale med kriseramte, Kærlighedens pris og I virkeligheden. Supervision i gestalt-terapeutisk sjælesorg. Gift 1967 med Susan Carol Brooke, der døde i 1998. Far til to voksne sønner og farfar til tre børnebørn. Bor i Hellerup.

De modne år

Børnene er i vej, arbejdet stabilt og modenheden har indfundet sig. Hvordan ser livet ud i generationen mellem 50 og pensionsalderen? Hvad drømmer de om? Hvordan håndterer de små besværligheder og store slag? Har livet fået en anden farve? Vi interviewer en række kendte mennesker om de modne år hen over sommeren. Dette er det første interview.