Kurt E. Larsen |
7. juli 2007
Kirkeanalyse: Forslaget om kirkelukninger i København afspejler de styrkede ledelsesforhold i folkekirken. Men mangel på dokumentation og visioner i forslaget kan give bagslag
Københavns stiftsråd har foreslået at lukke 10 navngivne kirker i København. Der vil efter stiftsrådets mening ikke være økonomi til at opretholde disse kirker i fremtiden. Stifsrådet, som i sig selv er en relativ ny opfindelse, træder dermed i karakter som nyt ledelsesorgan i folkekirken.
Planer om kirkelukninger sætter altid følelser i sving, men ud fra et luthersk kirkesyn bør der ikke lægges større vægt på selve bygningen. De danske reformatorer nedrev mange kirker. I Roskilde var der oprindeligt over tyve kirker og kapeller, men de lutherske bevarede kun de tre. Nedrivelserne skete netop for at fremme kirkelivet, idet man ville samle folk om evangelisk forkyndelse.
Nyt er det heller ikke at tale om nedlæggelse af kirker i København. Allerede i 1976 havde byens demografiske og kirkelige forhold ændret sig så meget, at et kirkeministerielt udvalg blev nedsat til at gennemarbejde sagen, men uden at det dengang førte videre end til sognesammenlægninger. Når sagen kommer op igen, og nu med forslag om lukning af ikke færre end ti kirker, hænger det sammen med, at der i 2005 blev valgt et stiftsråd i København med det formål at styrke Folkekirkens liv og vækst, blandt andet ved inddragelse af lægfolket i de generelle overvejelser på stiftsplan. Det betyder, at stiftet har fået et organ, der er ligeså demokratisk valgt som menighedsrådene og som en minister derfor må være ret tilbøjelig til at lytte til, når han skal træffe beslutning om sogneændringer.
Folkekirken har siden 1922 været selvstyrende på lokalt plan gennem menighedsrådene, men har ikke på stiftsplan og landsplan haft demokratiske organer. Tanken om at nedlægge en kirke har derfor indtil nu mest været en sag mellem menighedsråd og minister, og da det som hovedregel er utænkeligt, at en kirkelukning ønskes af lokalbefolkningen og det lokale menighedsråd, er næsten ingen danske kirker blevet lukkede. Med stiftsrådene vil dette ændre sig, for de har både demokratisk vægt og mulighed for at danne sig et overblik over et stifts forhold og ressourcer.
Det er derfor interessant at se, i hvilken kirkepolitisk retning Københavns stiftsråds forslag peger. Københavns kirkeliv har historisk set været præget af to modsatrettede kræfter: Det forvaltningsmæssige overfor det dynamiske, repræsenteret af Københavns Kirkefond.
Forvaltningsfløjen så i 1900 ikke noget behov for nye kirker i København, for trods byens vækst var der endnu plads i de store citykirker også til alle de kirkelige handlinger. Kirkefondet så derimod kirkestrategisk på sagen: Folkekirken kunne kun blive folkets kirke, hvis den var synligt nærværende i nærmiljøet. Derfor skulle der bygges kirker, ansættes præster og dannes levende menigheder med arbejdende lægfolk. I årene frem til 1954 fik Kirkefondet bygget ikke færre end 43 kirker, opført ved indsamlede midler, ud fra en overordnet vision for evangeliets fremme.
Stiftsrådets forslag læner sig mest op ad forvaltningslinjen. En mængde kirkelige data præsenteres. Der tales om besparelser og stordriftsfordele, og for folk i resten af landet må det virke fremmedartet, at et sogn som Skt. Thomas med 7800 indbyggere, heraf 5600 folkekirkemedlemmer skulle ligge på grænsen af det bæredygtige. Nogen dokumentation for påstanden om, at højere kirkeskat vil betyde flere udmeldelser af folkekirken, giver forslaget heller ikke.
Helt uden kirkelige visioner er forslaget ikke, for det hævder at ville ændre ressourceforbruget for at skabe mulighed for nye initiativer og aktiviteter i sognene.
Udover opnormering af studenterpræstestillinger fremgår det ikke af forslaget, hvad man tænker på. Dette lægges ud til det lokale menighedsråds opfindsomhed, selvom det kunne siges at være en nærliggende opgave for et stiftsråd at gennemtænke principielle kirkelige problemstillinger og være idebank for konkrete forslag. Stiftsrådet kunne for eksempel have videregivet forslag til styrkelse af det frivillige engagement i kirken igen, til integration af ny-danskerne i menigheder og kirkebygninger, til alternativ finansiering af præstestillinger og til øget samarbejde med kirkelige organisationer. En række af den slags overordnede spørgsmål trænger sig på, og det enkelte menighedsråd burde have hjælp til dette arbejde.
kirke@kristeligt-dagblad.dkKristeligt Dagblad bringer hver lørdag en analyse af aktuelle begivenheder i kirkens og troens verden. Kurt E. Larsen er lektor i kirkehistorie ved Menighedsfakultetet i Århus.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad