Midt i en jazztid

Han betegner jazzen som den røde tråd i sin tilværelse. I travle perioder har han søgt tilflugt i musikken og haft det som et ordløst refugium, hvor han kunne lade op. Den rytmiske puls i musikken ser han som sin livsenergi.

Ingen har som jazzmusikere et indblik i livets vidunderlighed og ubærlighed. Når jeg lytter til musikken, bliver jeg vævet ind i den viden på en mærkbar måde. Musikken får mig oftere til at græde end litteraturen gør, fordi tonerne rammer nogle virkelig dybe lag i mig, som sproget ikke kan nå, siger han.

Hvordan vil du beskrive dit livssyn?

Grundlæggende hviler det på to forhold. Det er båret af, at jeg har fået lov at blive født ind i noget, som er større end mig selv: Eksperimentet det danske folks historie. Det er ret mirakuløst, vi ligger her endnu, og at vi er en lille stamme, som holder fast i at tale dansk i den globale landsby. Folkelighed er et centralt begreb i mit livssyn. Ikke den folkelighed, som du finder på Bakken, men folke-ligt: Som et lighedsprincip og et fællesskab, vi er bundet ind i. Det fællesskab er det at være dansk. Jeg oplever, at jeg er folkeligt forpligtet.

Samtidig har jeg en ydmyg indstilling til livet. At se livet som en gave, har kristendommen lært mig. Livet er en gave for alle mennesker, men mange har ikke bevidstheden om det.

Hvad har formet dit livssyn?

Som sagt troede jeg som ung, at jeg skulle være jazzmusiker, men da jeg kom på Snoghøj Højskole som 17-årig, mødte jeg en verden, der var endnu mere spændende en musikkens. Det spørgsmål som siden har drevet mig, blev aktuelt for mig den gang: Hvorfor er vi danske? Da jeg forlod Højskolen i Snoghøj og begyndte på seminariet, vidste jeg, at jeg skulle vende tilbage som lærer på den skole.

Mine år på Askov Højskole har også været centrale for min dannelse. Jeg var der, mens de store, gamle endnu levede og nåede at opleve, hvorfor Askov en gang var grundtvigianismens hovedstad. Her mødte jeg forfatteren Jørgen Bukdahl og forstander Knud Hansen. De to har haft afgørende betydning for mit livssyn ligesom mit samarbejde med forstander Helge Skov. Han blev siden biskop i Ribe og var en inspirerende personlighed.

Hvad har du taget med dig fra dit barndomshjem?

Glæden ved musik. Min far arbejdede i DSB, og min mor var ansat i postvæsenet, men musikken var det, som fyldte. Min mor sang i kor og spillede, og mine forældre lyttede ofte til operaer og anden klassisk musik. I det hele taget var det et kultur- og kunstinteresseret hjem. Hverken min mor eller far havde været på højskole, men det var min far, som foreslog mig, at jeg skulle tage på Snoghøj. Det er jeg ham dybt taknemmelig for.

Hvad tror du på?

I min ungdom har jeg været ateist og rationalist, men jeg er endt i kristendommen. Det er fundamentet for min tilværelse. Mit barndomshjem var kulturkristent, men da jeg kom på seminariet i Århus, blev jeg undervist af den senere domprovst i Odense, Hans Jakob Falk. Alt det, min konfirmationsundervisning ikke betød, har han betydet for mig. Han viste mig den ydmyghed over for livet, som er central i kristendommen. Af ham lærte jeg, at livet er en gave, som vi skal forvalte.

I mine år på Askov kom jeg tæt på den tidligere forstander Knud Hansen, som var teolog. Jeg husker særligt en aften i 1978, hvor jeg spurgte ham, hvad det centrale i kristendommen var. Jeg måtte vente længe på svaret:: Kristendommen er den bedste historie, jeg nogensinde har mødt. Den sætning er jeg gang på gang vendt tilbage til, og jeg vil give ham ret, for kristendommens grundfortælling bærer gennem alting.

Jeg er vel nok grundtvigianer, men jeg har det svært med at tilhøre nogen gruppe 100 procent. Jeg har bestræbt mig på at undgå at havne i en grundtvigiansk klike, men erkender, at jeg trives bedst i et grundtvigiansk klima.

Hvordan gør troen en forskel i dit liv?

Jeg rejser en del rundt i landet og holder foredrag, og så godt som altid opsøger jeg den lokale kirke. Jeg ærgrer mig grænseløst, når døren er låst. Er den åben, sætter jeg mig ind, for jeg kan godt lide at være alene i kirkerummet. Måske beder jeg. Fadervor er den bøn, jeg altid vender tilbage til, for den er mig nok langt de fleste dage.

Jeg er medlem af valgmenigheden i Vartov i København og har tidligere været medlem af både valg- og frimenigheder de steder, jeg har boet, fordi de steder er kendetegnet af større frihed og engagement end folkekirken generelt.

Hvilke fællesskaber er vigtigst for dig?

Fællesskabet omkring musikken, for der findes ikke noget lig det. Det ordløse fællesskab, som jeg har oplevet mange gange i Radiohusets Koncertsal, når symfoniorkestret spiller og løfter mig. Det kan også være fællesskabet ved en jazzkoncert.

Hvad betyder det for dig, at Danmark er blevet mere multikulturelt?

Nu skal det stå sin prøve, alt det, som jeg har gået og sagt i Grundtvigs ånd om danskerne som Vor Herres lille hjertefolk. Er vi så åbne, generøse og tolerante, som jeg gerne vil tro?

nygaard@kristeligt-dagblad.dk