JEG ER FOR NYLIG kommet fra en rejse til Grønland – Kalaallit Nunaat – Menneskenes Land – dette vidunderlige land, og ser Kristeligt Dagblads serie om den sociale nød for børnene i landet.

Det er et stort og frygteligt problem. De grønlandske politikere har forstået problemets omfang. Jeg havde lejlighed til at snakke med en del af dem i ugen, der gik. Jeg havde lejlighed til at blive informeret om børnehaverne, det nye skolesystem ”den gode skole” samt det øvrige uddannelsessystem.

Jeg fik indtryk af, at politikerne har gjort deres forarbejde godt, samt at de i enighed satser mange millioner for, at visionerne om uddannelse til alle skal blive en succes. Og når jeg havde hørt de gode visioner og det gode, der faktisk allerede er sat i gang, havde jeg lejlighed til at spørge, om der da ikke også var noget negativt i samfundet.

Og jo, det lagde ingen politikere skjul på: De sociale forhold mange lever under. Ikke mindst børnene. Det forekommer mig, at der er en udbredt vilje til at gøre noget langsigtet og alvorligt ved det. Det er netop derfor Landstinget og Landstyret i stor enighed satser så massivt på daginstitutionsområdet, folkeskolen og uddannelserne.

Der satses bredt inklusiv tekniske uddannelser og et nyt vejledningssystem. Og til et godt uddannelsessystem hører et universitet. Grønlænderne er næsten færdige med et perspektivrigt universitetsbyggeri. Det skal indeholde en del forskellige institutioner – kun en enkelt fløj af det store byggeri er til universitetet.