For at debattere skal du være logget ind. Indtast din e-mailadresse og adgangskode herunder. Hvis ikke du har et login, skal du vælge "Nej, jeg er ny bruger".
Send artiklen Sorgens nødvendige fortælling til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Sorgens nødvendige fortælling

Annonce flexblock
flexblock

Fra hospitalspræstens verden : Vores liv formes af den fortælling, vi har eller fortæller om os selv. Det gælder også, hvis man oplever den store sorg at miste et barn

Som hospitalspræst på Rigshospitalet har jeg haft rigtig mange dåb af børn, der er født for tidligt eller født med en skade. Ofte er barnets fremtid præget af usikkerhed. I nogle tilfælde ved forældrene, at deres barn vil dø inden for kortere eller længere tid.

Det er selvsagt en stor sorg, at det, der skulle være den største lykke i forældrenes liv, pludselig viser sig at være den største sorg. Man mærker tilværelsens skærende modsætninger allerstærkest i de situationer, hvor forældrene måske har bøvlet med at få børn i flere år og endelig er det lykkedes, blot for at finde ud af, at lykken knuses af den største sorg i verden: at miste sit barn.

Er det muligt at finde en overordnet ramme eller et generelt perspektiv at forstå og udtrykke sorgens forskelligartethed under? Jeg tror det. Jeg bruger fortællingen som et sådant overordnet billede. Vores liv formes af den fortælling, vi har eller fortæller om os selv. Ja, man kan endda sige, at vi er de fortællinger, der kan fortælles om os.

Når nogen spørger: Hvem er du? så begynder vi almindeligvis ikke at fortælle om objektive ting, som vores vægt, alder, øjenfarve og højde (i mit tilfælde af mange gode grunde!).

Annonce
Derimod begynder vi at fortælle historier om alt det, der betyder noget for os. Gennem fortællingen når den er nuanceret skaber vi vores forståelse af verden, og hvem vi er i verden, og ikke mindst fortæller vi, hvordan vores historie bliver en anden end den, vi havde drømt om og ventet, når vi kommer ud for sygdom eller mister et menneske, vi er knyttet til.

Hvert enkelt menneske har sin egen fortælling, som gør det menneske unikt og enestående. Filosoffen Wilhelm Schapp (1884-1965) siger, at navnet henter sit indhold fra for-tællinger og, at navne er overskrifter over historier. Jeg er helt enig med ham.

Når jeg, som præst, døber et barn, vi ved ikke kan overleve, så holder jeg ofte en lille tale, som handler om den anderledes fortælling, barnet har fået i forhold til den fortælling, forældrene havde håbet på.

I dåben giver vi jeres barn tre navne, siger jeg.

Vi giver barnet et fornavn. Når man har besluttet sig for et navn til sit barn, så er det vanskeligt at forestille sig, at det kan hedde noget andet.

Vi kalder ikke vores barn Søren eller Katrine den ene dag for den næste dag at kalde det Peter eller Lise. Det går ganske enkelt ikke an. For et barns navn og dets fortælling smelter sammen og siger: Dette barn er unikt, enestående. Der kommer aldrig et andet barn med samme navn og samme fortælling. Fra det øjeblik I fandt ud af, at I ventede et barn, begyndte I at skabe en fortælling om, hvilke drømme I har for jeres barns liv. I håbede at få lov til at fortælle verdens dejligste fortælling om alle de gode ting, jeres barn skulle opleve; nu har I fået en tung fortælling verdens tungeste. Selvom det er en tung fortælling, så er det en nødvendig fortælling, som skal fortælles, fordi det er jeres barns fortælling.

Vi giver også jeres barn et efternavn. Det betyder, at det kommer et sted fra, fra jer, som er forældre til barnet, barnet har allerede på forhånd lod og del i en fortælling, nemlig jeres fortælling, familiens, slægtens fortælling.

Men nu er jeres fortælling så blevet en helt anden, end I havde håbet. I havde håbet at få lov til at fortælle fortællingen om, hvor meget I vil give jeres barn kærlighed, varme og tryghed og passe på jeres barn; beskytte det mod alt ondt i verden. Lige nu er jeres fortælling blevet en fortælling om en magtesløshed, der er større, end I formodentlig nogensinde har oplevet. Hvis jeg spurgte, om I ville give jeres halve arm, for at jeres barn kunne overleve og få et godt liv, så ville I sikkert sige: Jeg vil give hele mit liv, bare mit barn må få det godt! Men ikke engang det får I lov til! Det er essensen af den magtesløshed, forældre kan opleve. I havde håbet at få lov til at fortælle verdens dejligste fortælling, nu har I fået den tungeste fortælling af alle. Selvom det er en tung fortælling, så er det en nødvendig fortælling, for den er jeres fortælling.

Endelig siger jeg: I dåben giver vi barnet endnu et navn. I dåben bliver det et Guds barn, som jeg siger i dåbsritualet. Det betyder, at det får lod og del i en fortælling, som rækker fra evighed til evighed. Det får lod og del i Guds fortælling med os mennesker. En fortælling, som siger, at hvad der end sker i vores liv, så er vi børn af Gud, og at vi er omfattet af Guds kærlighed og omsorg, ligegyldig hvad der sker. Det betyder ikke, at vi dermed kan forstå, hvorfor noget sker, eller at det dermed bliver retfærdigt. Men på trods af følelsen af meningsløshed og uretfærdighed har vi fået lov til at tro, at vi er omfattet af en endnu større fortælling end vores egen og vores families fortælling. At jeres barn er omgærdet af Guds kærlighed og omsorg er en del af jeres barns fortælling.

Så er rammen sat for at se sorg som en fortælling. Sorg er at få en anden fortælling end den, man håber og ønsker. Og når sorgens fortælling er blevet en del af ens fortælling, så oplever man det ofte som en tung fortælling, det kan være vanskeligt at forholde sig til, og som man ønsker at undgå. Men sorgens fortælling er en nødvendig fortælling.

Når forældre fortæller om, hvor smertefuldt det er at miste et barn, er det netop fortællinger om alle de nuancer og små observationer, der gør, at selv et barn, de ikke har nået at få et langt liv sammen med, kan få sin helt egen fortælling og identitet. Et nyfødt barn, der dør, har en skrøbelig identitet, men alt, hvad der gøres for at hjælpe forældrene med at skabe den nødvendige fortælling, at hjælpe forældrene med selv at udføre de praktiske ting i forbindelse med dødsfaldet, er at hjælpe dem med at forholde sig til sorgens nødvendige fortælling. Samtidig fremgår det også, at det er en nødvendig fortælling, som, så smertelig den end kan være, er en uomgængelig fortælling, netop fordi hver enkelt beretning er beretningen om et unikt og enestående menneske,

Komplicerede sorgreaktioner kan i nogle tilfælde hænge sammen med et utydeligt tab. At miste et spædbarn, som man ikke har nået at leve med i længere tid, er potentielt et utydeligt tab.

At fremkalde barnets fortælling er at være medskaber på barnets virkelige fortælling og at være med til at give barnet en mere tydelig identitet. Forudsætningen for, at forældrene kan forholde sig til tabet, er, at de ved, af hvad art deres tilknytning til barnet er, og at de dermed kan vide, hvad de mister. Jo mere sikker deres ydre og indre billede af barnet er blevet, jo mere enkelt tab kan man tale om.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk

Fra hospitals-præstens verden

uChristian Juul Busch er hospitalspræst på Rigshospitalet i København, og han vil de næste fem uger skrive på denne plads med indtryk og refleksioner fra sit arbejde på hospitalet. Dette er den første artikel.

uBrevkassen Spørg om Livet, der normalt bringes på denne plads, holder sommerferie imens.
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock
flexblock
flexblock

Seneste blog-indlæg

flexblock
flexblock
flexblock
flexblock
flexblock
splitblock
Tror du, at religion er sundt for helbredet?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock