Poul Struve Nielsen skriver fra New Delhi |
13. juli 2007
60 år med frie valg: Indiens demokrati er de fattigstes bedste garanti for at få en del af kagen. Og imodsætning til mange tidligere kolonilande, så er demokratiet en succeshistorie i verdens befolkningsmæssigt næststørste land
Indien blev født som et demokrati, da briterne trak sig ud af landet for 60 år siden. Mens mange andre tidligere kolonier har set magtfuldkomne statsledere blive diktatorer og undertrykkere, så er en anden styreform end demokrati utænkelig i Indien.
Gennem 60 år er der holdt fair og frie valg på alle niveauer. Regeringer både centralt og i delstaterne har erkendt deres sejre og nederlag og er trådt tilbage i god ro og orden.
Både de rige og de fattige stiller krav til politikerne. Middelklassen har haft succes med at afkræve politikerne de samme muligheder som middelklassen i Europa og USA. Nu kræver de fattige rettigheder. Kan Indien levere det?
To mænd har mere end andre præget de sidste to årtiers indiske politik. Den ene er premierminister Manmohan Singh fra Kongrespartiet, den anden er forgængeren Atal Behari Vajpayees fra BJP, Bharatay Janata Party.
Indien har lært at leve med koalitionsregeringer, og vi har fået et stabil politisk landskab, hvor der er to blokke. Den ene blok er partierne, som er samlet omkring BJP, som har en hindunationalistisk dagsorden, siger redaktør på magasinet Outlook, Alam Srinivas.
Over for denne blok, som regnes for at udgøre højrefløjen, står den nuværende regeringsblok med Kongrespartiet i spidsen og vægten på en sekulær strategi, der prøver at appellere til alle kaster og religioner i Indien, fortsætter han.
Den eneste mulige udfordrer, der tegner sig til de to dominerende blokke, er venstrefløjen, som nu er med i blokken omkring Kongrespartiet.
Ved at opbygge et åbent og pluralistisk samfund inden for rammerne af et liberalt og sekulært demokrati har vi vist en vej til at leve med de komplekse forskelligheder, der udfordrer nutidens moderne samfund, siger Indiens premierminister Manmohan Singh til magasinet India Today.
Alle befolkningsgrupper, små og store, skal kunne leve harmonisk sammen, tilføjer han.
Singh er den første sikh, som er blevet premierminister. Præsidenten er muslim, og højesteretspræsidenten er kasteløs. I Indien ville det for eksempel være utænkeligt at se toppolitikerne føre en national debat om et mindretals påklædning i de nationale medier.
Til gengæld har politikeres kynisme eller mangel på fingerspidsfornemmelse ført til alvorlige religiøse og etniske sammenstød. Især da hindunationalister ødelagde moskéen i Ayodha i Nordindien i 1992, fordi de ville have bygget et tempel for guden Ram på stedet. Urolighederne spredte sig til andre dele af landet, og flere end 3000 blev dræbt. BJP-lederen L.K. Advanis rolle i urolighederne er stadig omdiskuteret.
På delstatsniveau gik det galt i 2001 i Gujarat, hvor flere end 1000 hinduer og muslimer blev dræbt i religiøse uroligheder. I den nordøstlige delstat Assam er der løbende sammenstød mellem terrorister fra ULFA, United Liberation Front of Assam, og regeringstropper. Daværende leder af delstatsregeringen i Andhra Pradesh, N. Chandra Babu Naidu, slap kun lige med livet i behold fra et attentat begået af maoister, der kæmper som en undergrundsbevægelse i flere delstater. Kashmir, som både Indien og Pakistan gør krav på, er et voldeligt kapitel for sig.
Men Indien er så stort, at problemerne kan ses som krusninger på overfladen. Der drøftes også andre emner i de mange valgkampe i Indien. For eksempel uddeling af gratis farve-tv. Det indgik i valgkampen i den indiske delstat Tamil Nadu. Efter valget uddelte lederen af delstatens regering, M Karunanidhi, 1770 farvefjernsyn sammen med sin søn og kronprins i partiet, M.K. Stalin. På trods af, at der er store områder, hvor befolkningen ikke kan få gavn af det populistiske tiltag. Der er ikke elektricitet.
Advokaten Joseph Kennedy arbejder hovedsageligt for græsrodsorganisationer og fører sager for de fattigste:
Fjernsyn! Hvad tænker de på? Giv dog de mennesker et job, så kan de tjene penge og selv vælge, hvad de vil bruge dem til. Politikerne taler hele tiden om de fattige, men de gør ikke rigtig noget for at hjælpe dem. De burde jo skabe udvikling og investere i at hjælpe folk ud af fattigdommen, siger han.
Det er fattigdommen, der skaber tilslutning til de maoistiske oprørere. Og det er de brudte løfter til de fattige, der kan underminere respekten for demokratisk valgte ledere. Men det er også demokratiet, som er garant for, at der bliver gjort noget ved fattigdommen, for uanset om en inder lever for en million eller for en dollar om dagen, så tæller hans eller hendes stemme lige meget.
For at sikre de fattigste og mest udstødte i samfundet indflydelse er der reserveret pladser til kasteløse og kvinder i kommunalbestyrelser og parlamenter. Eksempelvis er borgmesterposten i 2250 af Tamil Nadus 12.609 kommunalbestyrelser reserveret kasteløse.
Indien har den bedste lovgivning i verden, og vi har den bedste forfatning, men vi er de dårligste til at føre de gode intentioner ud i livet, siger lederen af Socialforskningsinstituttet i New Delhi, Dr. George Mathew.
Vi kunne have opnået meget mere, end vi har. Men jeg er stadig optimist, fordi vi har et stærkt demokrati, og fordi der har fundet en reel decentralisering sted, som gør, at mange vigtige beslutninger faktisk træffes i kommunalbestyrelserne, tilføjer han
Der findes landsbyer, hvor befolkningen er kasteløse. Derfor har de ikke fået nogen veje eller noget drikkevand i hele den tid, Indien har eksisteret. Nu har de lokale råd faktisk mulighed for at træffe beslutninger, mener George Mathew.
Men mange kasteløse borgmestre må beskyttes af bevæbnede vagter, og kasteløse kvindelige kommunalbestyrelsesmedlemmer er blevet tærsket, klædt af og tvunget til at gå nøgne gennem landsbyerne af kastehinduer, som ikke er indstillet på at dele magt og besiddelser.
Det er tragisk. Men det, at de kræver deres ret og organiserer sig politisk, vil føre til fremskridt, siger George Mathew, som peger på, at Indien er blevet et mere oplyst samfund. Medierne spiller en mere positiv rolle. Analfabetismen er på retur, flere kan læse og skrive. Det giver nogle mere kvalificerede, demokratiske beslutninger.
udland@kristeligt-dagblad.dkPoul Struve Nielsen er journalist og redaktør for Kirkens Korshærs blad, Korshæren. Han boede i Indien i 1998-2000 og var for nylig tilbage på en reportagerejse.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad