Religion får særstilling i EU

Kommissionen har etableret en særlig gruppe af medarbejdere, der følger dialogen med trossamfundene. Og i Europa-Parlamentet har formanden taget kontakt med Parlamentets præsidium for at stable en lignende, formaliseret struktur på benene. Det gør man, siger Hans-Gert Pöttering, for at leve op til forfatningstraktatens paragraf 52, som forpligter EU til en dialog med trossamfund og ikke-konfessionnelle, filosofiske organisationer.

Forfatningstraktaten er endnu ikke trådt i kraft. Men vi foregriber den juridiske forpligtelse, vi vil få, når traktaten bliver gældende EU-lov, formentlig i 2009, siger Europa-Parlamentets tyske formand, som har gjort religionsdialogen og kulturmødet til en af de tre hovedmålsætninger med sit to et halvt år lange formandskab frem til 2009.

Han har været valgt til Europa-Parlamentet for det tyske kristeligt-demokratiske parti, CDU, siden 1979 og er medlem af Europæisk Folkeparti, EPP, som samler hovedsageligt men ikke udelukkende de kristeligt-demokratiske medlemmer af Parlamentet.

EPPs parlamentarikere blev i marts sidste år modtaget i audiens af pave Benedict, som blandt andet sagde om PPE, at partiet kan bidrage til at sikre et nederlag for den kultur, der vil henvise religiøse overbevisninger til privatsfæren.

I sin egenskab af Parlamentets formand har Hans-Gert Pöttering inviteret paven til at tale for Europa-Parlamentet, hvilket formentlig vil ske i marts næste år.

Men hele denne udvikling vækker bekymring i de dele af Europa-Parlamentet, som frygter en sammenblanding af religion og politik. Danske parlamentarikere har især reageret mod invitationen til paven. For Gitte Seeberg fra Ny Alliance er Pöttering her gået for langt, og Karin Riis-Jørgensen, medlem af Europa Parlamentet for Vestre, mener, at Pöttering favoriserer én religion på bekostning af de andre. Hans-Gert Pöttering modtager hendes ønsker om protestantisk modvægt til den katolske lobbyvirksomhed med ophøjet sindsro.

De protestantiske kirker skal da være velkomne til at gøre sig mere synlige. Det ligger i den europæiske pluralistiske tradition.

Samtidig har især hollandske, men også tyske, italienske og britiske medlemmer af Europa-Parlamentet dannet en arbejdsgruppe om religion og politik, som blandt andet kritiserer den fortløbende dialog med trossamfundene på bekostning af andre filosofiske overbevisninger.

Religionsfrihed betyder også, at EUs institutioner er neutrale. Det er de ikke, når EU-institutioner gentagne gange modtager de religiøse ledere, men ikke andre ikke-konfessionelle repræsentanter for civilsamfundet, hedder det i et åbent brev fra arbejdsgruppen til Hans-Gert Pöttering, som netop er blevet inviteret til at forklare sig i et møde med arbejdsgruppen.

Selv gør Pöttering ingen hemmelighed af sit religiøse, kristne og katolske engagement. Men han afviser beskyldningerne om at favorisere den katolske kirke, for eksempel med pavebesøget.

Jeg konsulterede alle gruppeformænd i Parlamentet, inden jeg inviterede paven, som kommer i sin egenskab af statsoverhoved for Vatikanet. Andre statsoverhoveder med andre religiøse overbevisninger inviteres også til at tale for Parlamentet. Jeg havde for eksempel også bedt den indiske præsident, Abdul Kalam, som er muslim om at tale om sin tro i den tale, han holdt for Parlamentet i april. Det hører med til den europæiske pluralisme, at alle holdninger kan komme til orde. Den eneste betingelse er, at budskabet er fred og ikke en opfordring til vold.

Men paven er også inviteret som led i næste års kulturdialog, som vil være EUs overordnede tema hele året. I denne sammenhæng overvejer vi at invitere religiøse ledere for andre trossamfund til at tale i Europa-Parlamentet, siger Hans-Gert Pöttering.

Han mener i det hele taget slet ikke, at religion og politik kan holdes adskilt.

Jeg er tilhænger af adskillelse af stat og kirke, og der findes ikke en særlig katolsk politik eller en en særlig jødisk politik. Men som politiker tager man naturligvis afsæt i holdninger, der kommer fra det, man tror på. Religion giver et værdisæt, men ikke svar på konkrete, politiske spørgsmål. Tro må aldrig gøres til et redskab for politisk handling, men det, man tror på, påvirker de politiske løsninger, man vælger.

Der er dem, der ønsker at bandlyse religion fra politik. Jeg siger, at vi kun kan leve i fredelig sameksistens, hvis vi etablerer en dialog med de forskellige trossamfund. Det er en anledning for de forskellige religioner til at lære hinanden at kende, og det er en anledning til, at de religiøse ledere forstår hensigten med de politiske beslutninger, der træffes, siger Hans-Gert Pöttering.

Men den permanente dialog, som EU-institutionerne er ved at oprette med kirkesamfundene, er langt mere vidtgående end den, der føres med andre repræsentanter for civilsamfundet, som kunne ønske at deltage i en lignende proces.

Vi skal ikke gøre det samme med hele civilsamfundet, for forfatningstraktatens paragraf 52 omtaler kun trossamfund og andre, ikke-konfessionelle, filosofiske retninger. Her er tale om en åndelig dimension, som giver en særlig vægt, siger parlamentsformanden, som ikke ønsker at svare på, om parlamentarikerne skal lytte mere til kirken end til videnskaben i spørgsmål om forskning i stamceller eller mere til religiøse argumenter end til argumenter om ligebehandling i spørgsmål om homoseksuelle ægteskaber.

Jeg ønsker ikke at gå ind i konkrete sager. Men vores fælles udgangspunkt er menneskelig værdighed. Det kan fortolkes forskelligt, men det indebærer respekt for, at andre foretager andre valg, end man selv gør. Man behøver ikke være enig, men man skal respektere andres valg, siger Hans-Gert Pöttering, som langt hen ad vejen sætter lighedstegn mellem kristne værdier og europæiske værdier.

Menneskelig værdighed er en kristen værdi, som også deles af ikke-kristne. Den kristne næstekærlighed vil for eksempel i fagbevægelsen blive udtrykt som solidaritet. Man kan nå frem til det samme resultat på baggrund af forskellige argumenter.

Kristne værdier holder Europa sammen, og jeg var tilhænger af en henvisning til Europas kristne rødder i forfatningstraktaten. Det fik vi ikke, men vi fik charteret om borgerrettigheder, som, uanset hvordan man vender og drejer det, hviler på de kristne værdier om menneskets værdighed og individets ukrænkelighed, siger Hans-Gert Pöttering.

bpedersen@kristeligt-dagblad.dk