Måske er det forskerne, der ikke graver dybt nok i deres forsøg på at forklare det forunderlige univers, vi bor i.Antag, at Big Bang var begyndelsen til universets opståen. Nogen eller noget må have udløst Big Bang. Lad os kalde dette noget for "X". Dette "X" eksisterede før Bing Bang, før rum og TID opstod. Det det eksisterede, før TIDEN fandtes,kan det aldrig være blevet til. Ikke desto mindre må det have været til, da det udløste Big Bang. Det er svært at forstå for en nutidig hjerne. Som nævnt kan man kalden denne ukendte faktor for "X". Men man kan lige så godt kalde den Gud. Den Gud, for hvem een dag er som tusinde år og tusinde år som en dag.Fra Einstein ved vi, at nogle kilo af et bestemt stof kan forvandles til en klodeødelæggende energi. Jeg forestiller mig, at Gud består af en ukendt form for energi, der har ofret noget af sig selv for at skabe universet, vort solsystem og Jorden. Altså så at sige "en omvendt Einstein"

Hvad nu hvis Gud skabte evolutionen for at kunne udvikle mennesket frem til et storslået menneske som f.eks. Charles Darwin?

Nu er jeg ikke kristen teolog, eller lærd i islam i traditionel forstand. For det forudsætter som minimum, at jeg har læst de hellige bøger, som de to religioner er repræsenterende. Da dette ikke er tilfældet, og jeg alligevel vover at involvere mig i så tunge emner, som netop de religiøse forhold må siges at være, da skyldes dette vovemod, at Gud også har signaleret sin vilje i den natur, som han skabte forinden mennesket så dagens lys.

De forskellige religioner har naturligvis bestræbt sig på at udlede Guds vilje så godt de kunne. Og dog er de mange retninger understregende, at der i fortolkningen af Gud også gør sig en menneskelig faktor gældende. Hvorfor ellers de mange fortolkninger af den samme Gud?

Måske netop derfor har Gud forudseende den menneskelige faktor indlagt sin vilje i naturens lovmæssigheder. Hvorfor en fortolkning af Gud altid skal være i overensstemmelse med den naturlighed, som skaberværket er bundet sammen af. En fortolkning af Gud, der er i modstrid med de af Gud skabte naturlovmæssigheder, vil derfor altid være en fejlfortolkning af Gud vilje. Således kan Gud ikke have sagt, at man skal elske sin næste, som man elsker sig selv. For han har måske ikke selv skabt det psykiske system på en sådan måde, at dersom man ikke efterlever Guds vilje, da mister man evnen til ikke blot at elske andre, men også sig selv?

Naturens love er derfor også Guds vilje!

Derved opstår der den forunderlighed, at naturvidenskaben, som ikke i almindelighed anerkender en Gud, alligevel til fulde anerkender alle hans naturlovmæssigheder til mindste detalje. Hvor religionerne på deres side erkender Gud. Blot ikke alle hans naturlovmæssigheder. Hvorved de gør det fuldendte ufuldendt.

Min forståelse af Gud, som jeg tror på, sker alene ved at fortolke den natur og de naturlovmæssigheder, som binder det fuldkomne skaberværk sammen på alle leder og kanter. For at kunne det, så må man nødvendigvis erkende den hele sammenhæng, som er kendetegnende skaberværket.

Således skabte Gud ud af ingenting, det mindste af det mindste. Hvorfor det mindste af det mindste altid vil være at finde i det største det største. Da alt Gud skabte er sammenhængende, da er ej heller mennesket skabt uden naturlig sammenhæng med helheden. Netop derfor lod Gud også mennesket udvikle sig af de sammenhænge, som forinden havde skabt primaterne. Mennesket er derfor en naturlig del af helheden. For kun derved bliver skabelsen fuldendt.

"Edens Have", som omtales i 1. Mosebog, er derfor det østlige Afrika, for så vidt, at alle undersøgelser udpeger netop dette sted, som værende stedet, hvor mennesket så dagens lys i konsekvens af evolutionen. Gud lod her mennesket blive bevidst om dets egen eksistens. Det blev de bestemt også. For der gik ikke længe før den menneskelige faktor gjorde sig gældende, hos disse tidlige mennesker. Der i modsætning til de nu så primitive dyr, kunne ophøje sig selv til noget ganske særligt, hvorom alting handlede. For Gud måtte naturligvis i deres begrebsverden have skabt mennesket for dets egen skyld, eftersom de var så meget klogere end dyrene.

Med bevidstheden, og dermed angsten om egen dødelighed, udviklede menneskets psykologi sig langt mere kompliceret, end hos noget andet væsen på jorden. Men de fik ikke en ny psykologi, men forblev at have den samme, som før de blev bevidste. Det forklarer, hvorfor menneskets adfærd og kommunikation for størstedelen forsat sker ved hjælp af ubevidste, nonverbale kropssignaleringer. Et af mange bevise på, at mennesket har dybe biologiske rødder i det naturlige.

Men den bevidsthed, som Gud lod mennesket udvikle, var ikke uproblematisk. For med de færdigheder, som mennesket med deres hjerne nu ville kunne udvikle, da ville der helt forudsigeligt på sigt opstå alvorlige problemer. For med evnen til tænkning ville mennesket kunne forandre levevilkårene mange gange hurtigere, end dets psyke ville kunne tilpasse sig. For mennesket havde jo kun dets urgamle, og derfor meget lidt omstillingsparate psykiske struktur at gøre godt med. Dette set i sammenhold med, at mennesket biologisk heller ikke havde udviklet en evne til at beherske sin medfødte trang til at ville udvikle, og derfor ikke besad evnen til at begrænse sig, da ville en selvskabte dommedag, vurderet allerede på dette tidlige tidspunkt af menneskets udvikling, blive en helt forudsigelig konsekvens af udviklingen.

Gud har derfor ikke overraskende allerede på dette tidlige tidspunkt i Edens Have fundet det nødvendigt at understrege menneskets særlige ansvar for naturen, samt advare dem om de mange begrænsninger og trusler, som skaberværket, med sine lovmæssigheder, er indeholdende. Han understregede derfor i særlig grad, for han kendte til psykologien, at netop kundskaber ville føre til en visselig død. Edens Have var på den måde stedet, hvor Gud bad mennesket pålægge sig selv de nødvendige begrænsninger. For kun derved kunne de agere hensynsfuld og ansvarlig i forhold til skaberværket. Herefter var det så op til mennesket at forstå at begrænse sig i overensstemmelse med Guds vejledning.

Ifølge 1 Mosebog, vers 15, står således skrevet: "Derpå tog Gud HERREN Adam og satte ham i Edens Have til at dyrke og vogte den". Samt ligeledes vers 17: "Kun af Træet til Kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den Dag du spiser deraf, skal du visselig dø!"

Mennesket fik således af Gud et påbud om selvkontrol. Lod man hån om dette påbud, da ville man visselig dø. For Gud vil da se menneskets handlinger som utilgivelige! Men netop på grund af de kristnes higen efter mere viden om alting, da forstår de i dag, hvilket bekræfter Guds forudsigelse, i virkeligheden mindre og mindre af det hele. Samfundsudviklingen sker da også, hvad enhver burde kunne se, uden nogen form for helhedsforståelse. Mennesket fik bevidstheden, og dermed evnen til at tænke sig om. Men de agerer det til trods mere ubegavet end de primater, som de kom af! Hvorfor disse afvigende vantro naturligvis visselig skal dø. For de er, trods al deres viden, jo tydeligvis destruktive i alt de gør. De mennesker, som skal dø i overensstemmelse med den kristne tolkning, som her understøttes af naturens lovmæssigheder, er de kristne selv. For ikke mindst de har ikke evnet at tolke meningen med Edens Have, eller de advarsler, som Gud gav dem.

Helt anderledes klogt tolker muslimerne Gud. Deres fortolkning af Edens Have kaldes "Sharia". Her tillades menneskene netop ikke at handle ubegrænset. For de underlægges, helt i overensstemmelse med Guds vilje og ønske, et adfærdsregulerende samfundssystem. Et samfundssystem, som må siges at være byggende på en så dyb forståelse af naturens lovmæssigheder, at islam reelt har forstået, at Gud skabte tingene i sammenhæng. For man skal nemlig forstå naturlovmæssighederne i sammenhæng, før man til fulde kan forstå de psykiske lovmæssigheder, som er kontrollerende den menneskelige adfærd. På den måde rummer og respekterer islam den fulde forståelse af det Gud sagde. Og det på trods af, at også islam fremhæver mennesket som ophøjet.

Dét menneske, eller dét samfund, som ikke forstår Guds advarsel, men tror sig selv overmægtig nok til at kunne selv, og derfor har vendt Gud, og dermed helheden ryggen, vil visselig dø. Det bliver også konsekvensen, dersom Guds vilje alene udledes af naturens lovmæssigheder. For de vantro vil med deres storhedsvanvid få naturens lovmæssigheder imod sig. Og her ikke mindst de psykologiske! Men hvad er det egentlig, som afgrænser Edens Have? Og hvilke konsekvenser får det, dersom man overskrider denne grænse?

Det som afgrænser Edens Have, med det udenfor, er mor-barn-forholdet, og de biologiske og psykologiske faktorer, som her gør sig gældende!

For på grund af den urgamle psykiske struktur, der i det væsentligste er forblevet den samme siden naturtilstanden, da er der netop ikke frit slag for at gøre, som man har lyst til. Dels på grund af menneskets manglende evne til at begrænse sig. Men især fordi mor-barn-forholdet sætter en meget afgørende begrænsning for den menneskelige udfoldelse. Og danner på måde afgrænsningen mellem Edens Have, og det som ligger udenfor.

Betinger mennesket sig en udvikling der gør, at en mor ikke kan give sit barn den naturlige opvækst, som barnet ubevist, men konsekvent psykisk forventer at modtage, da skades barnet psykisk på en sådan måde, at det ubevidst ændrer adfærd væk fra det naturlige. Et barn, der psykisk skades i opvæksten, skades livsvarigt. Den sociale arv, der før fastholdte den naturlige adfærd, bliver nu en alvorlig trussel mod menneskets psykiske sundhed, idet de psykiske afvigelser nu videresendes til den efterfølgende generation, og så fremdeles. Der er således ikke noget forunderligt ved, at den kristne verden som helhed i dag agerer psykisk sygt og uansvarlig til det ekstreme. Det blev nemlig en forudselig konsekvens fra det øjeblik, da mennesket i Edens Have vendte Gud ryggen, og lod hån om hans advarsler.

Der er derfor ikke noget at sige til, at man i den kristne verden ikke forstår meningen med de adfærdsmæssige begrænsninger, som islams sharia er indeholdende. Men de forstår jo heller ikke deres egne børn længere! Hvorledes skulle de kristne så kunne forstå en religion, der netop kendetegnes ved at forstår Gud og den naturlighed, som helheden sammenhængende er indeholdende?

De kristne er på den måde blevet en stadig større trussel mod den helhed, som Gud skabte mennesket, og dermed også en trussel mod de, som har forstået at tolke Guds vilje rigtig.

Om muslimerne så tillader de kristne at udrydde det Gud skabte, og som han påbød mennesket at tage ansvar for, bliver måske den væsentligste prøvelse, som Gud stiller muslimerne overfor. For sikkert er det, at ansvaret for skaberværket på alle måder nu alene ligger i muslimernes hænder. Naturens lovmæssigheder er nemlig signalerende, at der hér skal drages en meget konsekvent beslutning. For der gør sig nemlig, på grund af de kristnes psykiske forfald, og i konsekvens heraf deres destruktive adfærd, kun to muligheder gældende. Nemlig dén, hvor mennesket vil betinger sig selv en utilgivelig dommedag. Utilgivelig, da det jo ikke er dén Dommens Dag, som Gud har bestemt mennesket. Eller dén mulighed, hvor muslimerne i fuld overensstemmelse med Guds vilje påtager sig det påbudte ansvar for skaberværket, og lader sharia blive gældende for hele menneskeheden.

Om dette så som naturlig konsekvens vil betinge de vantro kristne en visselig død, da vil også det være i overensstemmelse med både Guds advarsel, naturens lovmæssigheder og de kristnes egen fortolkning!



Bjørn Holmskjold
_________________
Er det hellige ord foruden sammenhæng med de af Gud skabte naturlove. Da er det en mistolkning af hans ord.

Geolog Jens Morten Hansen fra Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier ved Københavns Universitet kan have ret i, at den naturvidenskabelige dannelse ikke prioriteres højt nok i det danske skolesystem. Men når han siger, at ”I forhold til andre videnskaber hævder naturvidenskaben jo, at der findes en enkelt sandhed, der kan bevises”, så er han selv ude på gyngende grund.

For det første er det jo forskellige ”sandheder”, der er tale om, når man diskuterer religion henholdsvis naturvidenskab. I det ene tilfælde handler det om, hvad man kan kalde eksistentielle sandheder, dvs. spørgsmålet om at finde en mening og et formål i tilværelsens kaos. I det andet tilfælde handler det om at finde såkaldt objektive sandheder ved hjælp af empiri og teoridannelse. At blande tingene sammen i den samme gryde, er netop hvad, der giver anledning til, at folk ofte taler forbi hinanden i disse sager.

For det andet bør man nok være forsigtig med at tale om ”at bevise” noget som helst, når man som naturvidenskabsmand arbejder på empirisk grundlag. Strengt taget er det vel kun formelle videnskaber som logik og matematik, der kan kan bevise noget – idet vi ser bort fra middelalderlig teologi og nutidens marxister, der jo kunne og kan bevise de utroligste ting, sålænge de holder sig indenfor deres egne lukkede og dogmatiske systemer.

I moderne videnskab beviser man sjældent, om nogensinde, noget, men man sandsynliggør ved hjælp af data, at det og det gælder under de og de omstændigheder, indtil andre kolleger finder frem til bedre teorier. Lidt skarpt formuleret kan man sige, at der altid kan sættes spørgsmålstegn bag et videnskabeligt udsagn forsåvidt, det kan efterprøves og forbedres af andre forskere modsat religiøse udsagn, som man enten må acceptere eller afvise. De kan, firkantet sagt, efterfølges af et udråbstegn.

Det er meget lettere at 'sige' at det hele skete med et stort skrald (Big Bang) som at indroemme der er een som er klogere, stoerre som os. Vi kan slet ikke opfatte det og derfor er det svaert at tro paa, i mange tilfaelde kommer det helt af sig selv den dag vi finder ud af at vi kun har enkelte dage tilbage, saa kalder vi paa den Gud som vi aldrig ville indroemme existerede.
Enten vi tror paa Big Bang eller Gud som skaberen, vi vil aldrig blive kloge nok til at bevise hverken det ene eller andet og det er maaske grunden til Danskernes uvidenhed om verden's skabelse. Selv tror jeg paa en almaegtig stor og kaerlig Gud som bliver ved med at skabe, maaaske for at vi skal undre os, men helt sikkert fordi Han er skaber og Gud

Jeg erfarer at der er rigtig mange der kritiserer enhver som stiller spørgsmålstegn ved dennne evolution. Men denne fremgangsmåde er kun med til at kvæle den naturvidenskabelige og kritisk tænkende opdragelse. Måske ved vi danskere kun lidt om evolution fordi vi aldrig for forklaret de såkaldte "beviser", men kun får at vide at "sådan er det bare".

Hvis nu man i undervisningen var mere åben om de problemer der er med evolution istedet for militant at afvise enhver det stiller spørgsmål ved det, så ville det i stedet skabe grobund for bedre forståelse af naturvidenskaben.

Den store frygt for alternative forklaringer behøver evolutionister jo ikke have hvis deres teori holder i retten. Men af den måde de behandler deres kritikere kunne man hurtigt ledes til at tro at der er noget uldent ved denne "udvikling" som man konstant refererer til men aldrig forklarer i dybden.

Hvis evolution er fakta, så burde dens fortalere byde enhver kritik og udfordring velkommen da de blot behøver at forklare beviset. (som man gør i mundtlig matematik fx.).

Måske burde man indrømme at evolutionen er "vedtaget" fordi det er en naturalistisk sekulær forklarings-teori, og ikke fordi den er bevist.

Evolution = tilfældigheder

Ja så enkelt kan det afgøres, alt er kommet af ingenting, den ene tilfældighed har udført den næste tilfældighed, evulotion er bare en proces iflg. udviklingslæren.

Er det virkelig sådan man vil være bekendt at belære folket.

Tror nogle lærde, at vi almindelige helt slår den selvstændige eftertænksomhed fra.
Det var ikke fra en lærd, at sandheden blev blottet i Kejserens nye klær’
Undskyld lærde, jeg tager som regel hatten af for jer, det er holdningerne jeg sigter efter, som nogle af jeres kollegaer pådutter os.

DNAet i mennesket skaber mennesket, det er koden DNAet der er afgørende for om vi får en lang næse og pæne ører.
Det er heller ikke tilfældighederne, der skaber dine tanker dem er du selv herre over, eller også dine dårlige vaner har måske gjort sig til herre over hvad du tænker.
Jo tilfældighederne dukker op og blander sig i ny og næ, men selve koden DNAet kører sit eget løb, den er allerede fastlagt, ja om du vil- forudbestemt.
Darwin kendte ikke til DNA, det var endnu ikke opdaget på hans tid.
Altså –ser du tilfældigt skabt ud, eller sejavascript:void(0)
r du af noget der er godt sat sammen.

Tilfældigheder kommer ikke af sig selv.
Tilfældighed = en følgevirkning af tilrettelæggelse
Tilfældighed = er ikke selve årsagen, men noget der opstår i en proces når noget allerede er skabt.

Skabelse er allerede i gang, når Tilfældigheder blander sig.
javascript:void(0)

Tilfældigheder kommer ikke af sig selv.
Tilfældighed = en følgevirkning af tilrettelæggelse
Tilfældighed = er ikke selve årsagen, men noget der opstår i en proces når noget allerede er skabt.

Skabelse er allerede i gang, når Tilfældigheder blander sig.

Der er en naturlig mening med Guds vilje!


Link:

http://flix.dk/modules.php?name=News&file=article&sid=4717


Bjørn Holmskjold