Pilgrimsbølge baner vej for miljøbevidsthed

Sommeren er fuld af bevægelse. Fra forår til langt ind i efteråret vrimler det med tilbud om pilgrimsvandringer. På hærvejen har den militaristiske sprogform i hærvejsmarch fået konkurrence af det bløde vandringsmotiv, når enkeltpersoner eller menighedsgrupper drager af sted. På El Camino de Santiago de Compostela er det myldretid hele døgnet. Den tyske evangeliske kirke regner med, at 800.000 mennesker årligt vandrer som pilgrimme på de tyske veje.

Der er en voldsom interesse for en spiritualitet , som ikke nøjes med det åndelige, men stræber efter helhed. Mellem krop og ånd i første omgang, men også en helhed, der omfatter skaberværket.

Pilgrimsbevægelsen er lige nu et gennemgående træk i en række protestantisk dominerede lande. Bevægelsen er et af flere folkelige oprør mod intellektualisering og tale til hovedet. I forrige århundrede blev kropslige udtryk for kristentroen problematiseret og dernæst glemt. Nu skal den tabte fromhedstradition genfindes. Det er også et oprør mod samfundsindretninger, som betyder et stadig højere tempo. Sæt farten ned, lyder vandrerens opfordring.

Pilgrimsbevægelsen er ikke organiseret, men fungerer som så meget andet for tiden som netværk. Pilgrimmen længes efter enkelthed og er optaget af bæredygtighed. Ikke så teknisk, ikke så instrumentelt, men følelsesmæssigt er det en fornemmelse, som rammer bredt: Vi er ikke alene.

I en kompleks verden trænger mennesker til at opleve langsomhed og sammenhæng. Det er en aflastning at opleve sig selv som en del af det store alt, indgå som en lille del i helheden, lade sin besværlige individualitet opløse i noget større. Der er en bred, folkelig interesse for Altet, for helheden mellem skaberværkets enkelte dele, miljø og økologi, bæredygtighed i alle former.