Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


Send artiklen Gør det gode arbejde bedre til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Gør det gode arbejde bedre

Erhvervspsykolog Lars Ginnerup holder foredrag om at forklare sig frem til succes i arbejdslivet på kosmetikvirksomheden Dermanor i Glostrup. Ved det forreste cafébord sidder Susanne Højrup Petersen og Siff Jensen samt med ryggen til administrerende direktør Dag Winther Svendsen. –

- Leif Tuxen.

Fakta

Skriv om det gode liv

Der er mange forestillinger om det gode liv. Kristeligt Dagblad indleder i dag en serie om jagten...
Læs mere
flexblock
Kommenter Hold mig opdateret

ET ARBEJDSLIV I FLOW: Erhvervslivet har i stigende grad fået øjnene op for det kontante udbytte af, at medarbejderne lever lykkelige liv. For nylig havde hudplejevirksomheden Dermanor besøg af en psykolog for at træne håb, optimisme og gensidig anerkendelse

I strømlinede erhvervslokaler i københavnerforstaden Glostrup sidder 11 mennesker – 10 kvinder og deres mandlige direktør – ved runde caféborde og snakker sammen over en kop kaffe. Langs væggene står grønne tuber med hårprodukter fra Rene Furterer, gule olier fra Decleor, hvide cremer fra md Formulations og hele makeup-farvepaletten fra ld Bare Minerals. Mellem bordene cirkulerer erhvervspsykolog, Lars Ginnerup. Stemningen er let, munter og yderst business-orienteret.

– Prøv at forklare jer selv til en succes, lyder en af de ivrige opfordringer fra psykologen.

Vi er på hudplejevirksomheden Dermanor, som leverer produkter til skønhedsklinikker landet over. Lars Ginnerup er på besøg for at tale om håb, optimisme, arbejdsglæde og gode rollemodeller. Men samtidig gentager han flere gange mantraet: ”Den korteste afstand mellem mennesker er et tal”. For formålet med det hele er ikke bare velvære, men også øget salg.

Annonce
I udgangspunktet er Dermanor ikke en virksomhed med dårlig stemning. Tværtimod viser en indledende test, at ikke en eneste af de ansatte har en negativ grundstemning. Men budskabet inden for positiv psykologi er, at der altid er mulighed for at finde en styrke, et talent og en mulighed, som kan udfoldes yderligere. Fejl og mangler skal man lade være med at fokusere på. Derfor hænger administrerende direktør Dag Winther Svendsen sig heller ikke så meget i, at virksomheden har været nødt til at aflyse den planlagte fælles kajak-sejlads, som skulle have afsluttet dagen.

– Vi finder på noget andet, siger han fortrøstningsfuldt.

Lars Ginnerup har en fortid som forsker ved handelshøjskolen, men er i dag på fuld tid konsulent i positiv psykologi og har sit eget firma, www.lykkeklinikken.dk.

Han bygger blandt andet på teori af den amerikanske psykologiprofessor Martin Seligman, som har været med til at grundlægge positiv psykologi. Seligman definerer det gode liv på tre planer: det nydelsesfulde liv, det engagerede liv og det meningsfulde liv.

– Pointen er, at det gode liv ikke kun handler om at stræbe efter at tilfredsstille sin lyst. Gør man det, vil man opleve en deneløs førlyst, det vil sige at der uafladeligt vil opstå nye lyster og frustrerede behov, og livet vil føles tomt, siger Lars Ginnerup.

Derfor er det også vigtigt at have et engagement. Et job eller en hobby, hvor man ikke vælger de lette løsninger, men gør sig umage og kan komme i flow-tilstand, hvor man er fuldt koncentreret om én gerning og kan opnå stor tilfredsstillelse ved det, man skaber. Ifølge Lars Ginnerup er betingelserne for at udfolde denne side af det gode liv langt bedre i arbejdslivet end privatlivet.

Den tredje side af det gode liv handler om at føle sammenhæng og mening, om tro og åndelige spørgsmål, og om at gøre det moralsk rigtige. For at nå hertil kan man dyrke en religion, men man kan også vælge at blive besøgsven eller arbejde frivilligt for en humanitær organisation. Og i arbejdslivet tilfredsstilles denne side, hvis man selv føler, at arbejdet har en højere mening.

– Det vederkvægende ved positiv psykologi er, at det kan bruges til at verificere, at arbejdsglæde, mening og produktivitet går hånd i hånd. Hvis den enkelte kan finde frem til en ny og nyttig måde at rulle sig selv ud på i arbejdslivet, vil man opnå større tilfredshed og være sværere at slå ud, siger Lars Ginnerup.

En af metoderne går ud på at kortlægge det enkelte menneskes karakter. Ud fra 24 basale karakterstyrker – ord som kreativitet, nysgerrighed, mod, dømmekraft, flid, gavmildhed, empati, lederevner, selvkontrol, humor og åndelighed finder psykologen de fem mest udtalte egenskaber hos den pågældende, de såkaldte signaturstyrker. Når de er kortlagt, går metoden ud på at tale sig frem til, hvordan disse styrker kan udfoldes mest muligt.

– Traditionelt har psykologi og ledelsesteori fokuseret på at overvinde svagheder. Men man kan bruge et helt liv på at forsøge at overvinde svagheder. I positiv psykologi forsøger vi, ligesom, Danske Bank har gjort til slogan, at sige: ”Gør det, du er bedst til”, fortæller Lars Ginnerup, hvis kunder omfatter næsten alle typer virksomheder. I sidste måned arbejdede han for så forskellige virksomheder som DONG Energy, DSB, Rigshospitalet, Danica Pension, CP Kelco og Dermanor.

Workshoppen i Glostrup indeholder blandt andet en øvelse, hvor hver delager skal formulere et håb. Det skal være et mål, som er positivt formuleret, altså ikke et problem. To og to skal medarbejderne diskutere, hvordan håbet kan blive virkelighed.

En af dem er key account manager Susanne Højrup Petersen. Hun er firmaets ansvarlige for produkter til spa-bade og har sat sig det ambitiøse mål at skaffe et af landets to førende spa-steder som kunder. I dialog med kollegaen Siff Jensen får hun blandt andet det råd at inddrage en tredje kollega, hvis viden kan bruges konstruktivt.

– Og så vil vi tilbyde vores produkter i en forsøgsperiode, så de kan lære, at vores serie er attraktiv at have, siger Susanne Højrup Petersen, som stærkt tilskyndet af Lars Ginnerup erklærer skråsikkert, at hun virkelig tror på, at aftalen vil lykkes.

Undervejs i forløbet afbryder Dag Winther Svendsen kort forløbet og vifter glad med et papir. Det er en ny aftale med en kunde, som en kollega har fået i stand, og som betyder meget for virksomheden. Han holder en kort hyldesttale. Jubel og klapsalver breder sig. Succesen er i hus.

Optimisme fører ikke automatisk til succes. Men forskningen viser tydeligt, at optimister statistisk får bedre liv end pessimister. Og et hovedbudskab i positiv psykologi er, at optimisme kan trænes gennem små øvelser. For eksempel hver dag at skrive tre gode hændelser fra dagen ned, på alle møder at bruge otte minutter på at fortælle om gode oplevelser eller at give en kollega en stor positiv overraskelse.

– Pessimister fokuserer på det negative og forventer, at én ulykke vil føre flere med sig. Optimister isolerer det negative. Det handler om, hvordan man instruerer den film, der hele tiden spiller oppe i hovedet, siger Lars Ginnerup, som tilføjer, at han selv engang stod til betegnelsen ”moderat trøstesløs” i en test, men gennem vedholdende, hårdt arbejde har udviklet sig til et mere ukueligt og optimistisk menneske.

Han betoner, at positiv psykologi ikke tilbyder mirakelløsninger, der med et snuptag gør dårlige liv gode. Arbejde med at træne optimisme minder på mange måder om en slankekur. Hver dag skal idealerne efterleves og teknikkerne føres ud i livet – ellers er man hurtigt tilbage, hvor man begyndte.

En anden pointe er, at det gode liv er svært at realisere alene. For en af de vigtigste veje til lykke er relationer. Lars Ginnerup siger ligeud, at de mennesker, der opfatter sig selv som ”ensomme tænkere”, er nødt til at ændre opfattelse. For alle mennesker får et bedre liv af at handle end af at tænke, og af at være sammen med andre end at være alene.

– Masser af forskning viser, at hvis man lever et aktivt og socialt aktivt liv, er man mere tilfreds end andre. Hvis man søger lykke, kan man godt indstille jagten på materielle forbrugsgoder, for det er langt vigtigere, at man har fem rigtig gode venner, man kan betro sig til, erklærer Lars Ginnerup, som tilsvarende mener, at den vigtigste faktor for at have et godt arbejdsliv ikke er lønnens størrelse, men at man har bare én god ven blandt kollegerne.

Heromkring dukker djævelens advokat op og trænger sig på med de giftige spørgsmål, om al denne snak om lykke og flowikke bare handler om at smøre medarbejderne med nogle tomme hurra-ord for at gøre en ekstra indsats. Om der ikke er arbejdspladser, hvor folk uhjælpeligt nærer gensidig modvilje. Og om ikke bare erhvervskonsulenterne har fundet en ny og indbringende måde at servicere den mest velbjærgede og i forvejen succesrige del af erhvervslivet på? Lars Ginnerup tager udfordringen med sindsro.

– Metoderne kan bruges i alle fag. For eksempel opnår københavnske rengøringspatruljer større anerkendelse og jobtilfredshed, når de forbipassserende i højere grad ser det som en kunst at gøre rent. Har personalet en dårlig kemi findes der metoder til at arbejde med det. Ethvert job kan vendes til noget bedre og mere meningsfuldt. Jeg har endnu ikke set en stillingsfunktion, som var uden håb, siger han og tilføjer:

– Målet med positiv psykologi er ikke nødvendigvis at arbejde mere, men at få det enkelte menneske til at udfolde sig på den bedst mulige måde. Det kan føre til, at nogle mennesker vælger at arbejde mindre. Som marketingdirektøren der gerne ville have mere tid til at tage på fisketur og derfor blev postbud.

Siff Jensen er sælger og træner hos Dermanor. Hun har i testen tidligere på dagen fået at vide, at hun er et meget optimistisk og positivt menneske. Alligevel synes hun, at hun i dagens løb har lært noget nyt om betydningen af at anerkende, glædes og håbe.

– Arbejdet fylder rigtig meget i mit liv. Jeg er lidt af en fagnørd og er så heldig, at jeg brænder for arbejdet og glad for at være her. Derfor er jeg også på arbejde mere end 37 timer om ugen, siger den kønne, 29-årige, lyshårede kvinde, der med sit nuværende job føler, hun har forenet hobby og arbejde.

Da hun bliver stillet spørgsmålet, hvad det gode liv er efter hendes mening, fortæller hun straks, at hun er i den lykkelige situation, at hendes kæreste har friet. Hun skal giftes til efteråret:

– Det gode liv er i den grad individuelt. Folk er lykkelige på hver deres måde. Men jeg tror, alle har brug for den rette balance mellem arbejde, familieliv og fritidsliv. Og for mig er det i hvert fald tydeligt, at når jeg er glad i mit privatliv, påvirker det også arbejdet positivt.

mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock
flexblock
splitblock
Mener du, at uligheden vokser i det danske sundhedssystem?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock