HVIS MAN SKAL VÆRE FAIR i diskussionen om ID, må man gå til de forskere, der har introduceret ideerne. Det gælder især matematikeren William A. Dembski, som har fremlagt sin systematiske og principielle teori om ID, og biologen Michael Behe, som har vist, hvordan teorien kan bruges i forhold til diskussionerne om livets oprindelse og udvikling.

Her vil jeg holde mig til det systematiske og principielle, altså Dembskis teori. Det problem, som Dembski har taget fat på, drejer sig om, hvordan man rationelt kan skelne mellem det, der er designet og det, som ikke er designet. Hvordan indser en detektiv, at et spor er tegn på en formålsbestemt aktivitet? Hvordan kan en arkæolog afgøre, om en opgravet genstand er designet eller ej? Hvordan forløber i det hele taget denne type af designargumenter, som vi faktisk allesammen (bevidst eller ubevidst) benytter os af hver eneste dag.

Dembski fremlægger sin teori samlet i bogen The Design Inference, som er udkommet på Cambridge University Press i 1998. Der vist ingen tvivl om, at denne bogs begrebsapparat er helt centralt for det paradigme, som ID-tilhængerne søger at etablere. Selv om bogen kan kritiseres og er blevet det, hører det naturligvis ingen steder hjemme at kalde dens forfatter for uvidende. Som aktiv forsker ved Jens Morten Hansen lige så godt som jeg, at man på berømte forskningsforlag som Cambridge University Press vil lægge stor vægt på at sikre sig, at forlagets videnskabelige udgivelser er på højeste videnskabelige niveau. Og dem, der har arbejdet sig igennem Dembskis lidt vanskelige bog er jo helt bestemt heller ikke blevet dummere af det.

Selv Jens Morten Hansen ville kunne få glæde af bogen. Derigennem vil han kunne opdage, hvorfor man med basis i teorier om dagligdags argumenter for design kan nå til, at påstanden om design og formål i naturen kan være en fornuftig konklusion. I det mindste vil han kunne indse, at ID-tilhængerne på ingen måde underkender det rationelle argument, men at de faktisk siger, som de gør, på basis af en systematisk anvendelse af rationaliteten.

DET ER OGSÅ KLART, at ID-tilhængerne ser sig selv som arvtagere af de naturvidenskabelige pionerer, som alle mente, at Gud har skabt (designet) verden på en måde, som gør den forståelig for os. Faktisk gjorde Søren Hindsholm i samme avis lørdag i en glimrende artikel om Isaac Newtons skelsættende bog Principia (1687) rede for, at Newton aldrig tvivlede på, at når verden kunne beskrives rationelt matematisk, var det netop, fordi Gud havde skabt den. Troen på verden som skabt, designet, var altså bestemt ingen hindring for naturvidenskaben. Tværtimod.

For naturvidenskabens pionerer passede kristendom og forskning glimrende sammen. Man kunne i den forbindelse også nævne den danske naturforsker Niels Stensen (1638 -1686), som i en berømt forelæsning fra 1673 understregede, at videnskabens formål var at lære Gud bedre at kende.

Faktisk burde få i her landet kende denne tætte historiske sammenhæng mellem naturvidenskaben og den kristne tro bedre end Jens Morten Hansen, som blandt andet er kendt for sine glimrende videnskabshistoriske studier af Niels Stensens forskning. Men det er klart, at tanken om kristen skabelses- eller designertro som motivation for naturvidenskab er generende, hvis man grundlæggende mener, at der er et modsætningsforhold mellem skabelsestroen og naturvidenskaben.

Det sikkert baggrunden for, at Jens Morten Hansen i debat med mig her i avisen tidligere på året gav udtryk for, at Stensens udtalelser skal ses som et kneb beregnet på at komme uden om farlige konflikter med de kirkelige magthavere. Men det går ikke på den måde at undsige, at troen på design i naturen videnskabshistorisk set har været befordrende for naturvidenskaben.

Og når det i videnskabens glansperioder har været sådan, hvorfor kan det samme inspirationsforhold ikke være relevant i dag? Efter min opfattelse kan skabertroen faktisk også i dag være motiverende for god naturvidenskabelig praksis.

Det lader til, at Jens Morten Hansen mener, at selve det at benytte begreber fra intelligent design altså at tillade tanken om formål og hensigt i naturen er ødelæggende for naturvidenskabelig praksis som sådan. Uvidenhed om intelligent designs begrebsapparat er givetvis forklaringen. Der ses nemlig ikke noget som helst i hans udtalelser, der tyder på, at han for alvor har sat sig ind i ideerne bag den moderne udgave af intelligent design.

Jeg støtter gerne Jens Morten Hansens ønske om at fremme naturvidenskaben, som jo også er min egen faglige baggrund. Men det gør man ikke ved at forsøge at spænde naturvidenskaben foran ateismens vogn og frakende, at god naturvidenskab kan blive til med et knap så plat metafysisk udgangspunkt.

INTELLIGENT DESIGN er bestemt ikke hævet over kritik. I øvrigt tror jeg slet ikke, at tilhængerne af intelligent design vil være kede af kritik. Tværtimod er saglig kritik jo med til at befordre det videnskabelige fremskridt.

Man kan med Karl Popper endda beskrive den ideelle videnskabelige proces som afhængig af såkaldt kritisk rationalisme. Men kritikken må være seriøs og velinformeret. Og det gælder bestemt ikke Jens Morten Hansens påstand om, at alle tilhængere af intelligent design er uvidende. Det er en kritik ud i det blå. I det hele taget bør ateister lægge meget mere vægt på rationalitet og saglighed, hvis vi skal kunne indgå i en debat med dem. Det er i øvrigt mangel på videnskabelig dannelse at kritisere en teori, som man i realiteten ikke har sat sig ind i. På den måde gør man naturvidenskaben en bjørnetjeneste og bidrager i øvrigt bare yderligere til fordummelsen.

Peter Øhrstrøm er professor, dr.scient. & lic.phil. ved Aalborg Universitet