Kennedy lever videre i bøgerne

Den ungdommelige charme og vitalitet var John F. Kennedys varemærke. Uanset om han var til pressekonferencer, politiske topmøder eller talte alvorligt til den amerikanske befolkning på direkte tv, strålede præsidenten af livskraft. Da han blev myrdet i Dallas, Texas, i 1963, var han kun 47 år, så amerikanerne husker ham som permanent ung.

Det er derfor lidt mærkeligt at forestille sig Kennedy som gammel, med rynker, talebesvær og svigtende hukommelse, men det undgår man ikke i dag, hvor JFK, som amerikanerne kalder ham, kunne være fyldt 90 år. Der er noget næsten naturstridigt over tanken om Kennedy som gammel. Men der er også noget kulturstridigt, hvis man kan bruge sådan et ord, over tanken. Den amerikanske kultur er besat af tanken om ungdom og succes, og Kennedy, den unge døde, personificerer mange af amerikanernes drømme. At forestille sig, at han ikke døde i 1963, men derimod sad perioden ud og måske blev genvalgt og langsomt blev slidt op af politiske slagsmål i Washington, mens Vietnamkrigen eskalerede og ungdomsoprøret kastede USA ud i en omfattende kulturkamp, ja, det er kulturstridigt. Så ville kulturen ikke have billedet af en ungdommelig og vital storcharmør af en præsident at rette længslerne imod, men derimod – måske! – i Kennedy have endnu en middelmådig præsident med et blakket eftermæle.

Hele livet led Kennedy af alvorlige helbredsproblemer, der undertiden lænkede ham til sengen. Blodsygdomme, svære rygproblemer og åndedrætsbesvær er blot få af de lidelser, Dallek finder frem til, at Kennedy kæmpede med. Forfatteren har som den første fået adgang til præsidentens sygejournaler, og han skriver, at kun ganske få i Kennedys inderkreds kendte til det reelle omfang af sygdommene. Præsidenten kunne nemt være død længe før de fatale skud i Dallas. 

 Alt forblev dog hemmeligt. Dels var pressen mere autoritetstro dengang end nu, dels var Kennedy dygtig til at pleje sit image og kendte det politiske potentiale i at fremstå rask og vital ved alle lejligheder, om så smerterne jog i ryggen, og han var tæt på at kollapse. 

 Men gør smertehelvedet ikke blot Kennedy endnu mere heroisk, kan man spørge? Det er jo ingen sag at fremstå ung og smart, hvis man har kræfterne og udseendet til det. Har man derimod helbred som en syg 90-årig, er det vel sin sag at udstråle evig ungdom? Jo, til dels, må man sige efter endt læsning af Dalleks bog. Der er ingen tvivl om, at man får respekt for Kennedy (også selvom han trak et efterhånden yderst veldokumenteret, også af Dallek, spor af affærer og seksuelle eskapader efter sig). At udholde de mange smerter og samtidig være handlekraftig som leder af den frie verden, som man sagde dengang under den kolde krig, er intet mindre end imponerende. Men Kennedy fremstår ikke som en overnaturlig helt hos Dallek, det er vigtigt at understrege. Snarere som et menneske med fejl og mangler, skrøbeligheder og styrker som alle andre – og derudover altså i besiddelse af en vældig livskraft og vilje til at trodse smerterne. 

Dette er styrken ved Dalleks bog, der med rette er blevet berømmet i den engelsktalende verden for sin grundighed og afbalancerede holdning til hovedpersonen. Det er mennesket Kennedy, vi lærer bedre at kende i biografien. At den så på dansk udkommer kun med første bind, er uforståeligt. Bind 1 stopper ved 1960, hvor Kennedy vælges til præsident, og selvom der er mange interessante ting i Kennedys karriere frem til da, er der ingen tvivl om, at den brede læserskares største interesse retter sig mod årene som præsident, der fylder hele bind to. Dette bind udkommer i november, og man må så håbe, at der kort efter udkommer en samlet udgave af biografien, der afgjort er en af de bedste, der er skrevet om den 35. præsident.