Klostre opfandt hospitalet

Ethvert samfund har til alle tider haft sine syge, svage og hjælpeløse. Mennesker, der af en eller anden grund har haft brug for hjælp. Nogle for akut og andre for længerevarende behandling og omsorg.

Men ikke alle steder har nødlidende og syge fået den behandling, de har haft brug for. Det kan skyldes manglende økonomiske ressourcer eller i andre tilfælde et samfunds mangel på omsorg for de svage.

Bemærkelsesværdigt er det, at der altid har været mennesker, som har rakt hånden ud og kommet den syge i møde. I middelalderen befandt disse mennesker sig i klostrene. De var munke og nonner. Hospitaler og gæstehjem blev en integreret del af klostervæsenet.

Der har i særlig grad ligget en religiøs motivation til grund for klostrenes omsorgsarbejde, fremfører Carsten Selch Jensen, der som kirkehistoriker på Det Teologiske Fakultet i København, har beskæftiget sig med fattigforsorgens og hospitalsvæsenets rolle i klostersammenhæng.

– I Mattæusevangeliets verdensdomsberetning tales der helt konkret om at øve godt imod dem, der sulter og tørster, og imod de fremmede, nøgne, syge eller fængslede, for i dem møder man Kristus. De syge og svage var i middelalderen et billede på Kristus selv, fortæller Carsten Selch Jensen.

I 500-tallet skrev munken Benedikt i sin klosterregel, der kom til at danne præcedens op gennem hele middelalderen:

”Alle gæster, som kommer til klosteret, skal modtages som Kristus, for Han vil selv sige: Jeg var fremmed, og I tog imod mig. Alle skal vises den ære, der tilkommer dem, især vore trosfæller og pilgrimme.”

Sundhedsplejen blev således på et tidligt tidspunkt organiseret – eller med et fint ord: institutionaliseret – i klostrene.