Kunsten er den sociale tolk

Kenneth A. Balfelts sociale arbejde, der er kunst, i kraft af at han er kunstner af profession, er nået helt til Niger i Afrika. På eget initiativ har han netop lavet et rehalibiliteringsprojekt for fangerne i fængslet Prison Civile Agadez i byen Agadez. Målet er at hjælpe flere fanger ud af kriminalitet, for lige nu vender op mod 90 procent af de 250 fanger tilbage til fængslet efter afsoning, fordi de begår ny kriminalitet.

Kunstprojektet er et uddannelsesforløb for fangerne. For hans research viste, at mellem 80 og 90 procent sidder inde for tyveri. Fangerne hører til blandt de fattigste i verdens andet fattigste land, de er uden uddannelse og har ringe muligheder for at tjene penge på ærlig vis.

I begyndelsen var fangerne skeptiske over for ham den danske kunstner, der gerne ville lave noget med dem. Men da jeg spurgte, hvad de godt kunne tænke sig at lære af fag, lyste øjnene op, og kødranden omkring mig voksede kraftigt.

Tømrer, mekaniker, skrædder, tømrer, tømrer, skrædder, skrædder, mekaniker, tømrer…, lød det fra fangerne.

Fængselsdirektøren, der havde en karriere i specialstyrkerne i Nigers militær bag sig, var også lidt skeptisk i begyndelsen.

Han syntes, at jeg skulle sætte ventilatorer op i fængslet, for det manglede der, mente han. Men efter en stor indånding og med snurren i maven sagde jeg nej. Jeg var kommet for at lave et rehabiliteringsprojekt og ikke for at sætte ventilatorer op.

Fængselsdirektøren accepterede den danske kunstners projekt og indgik en handel. Mod at få stillet et stort værksted til rådighed bekostede Kenneth A. Balfelt nogle ventilatorer. Han fandt frem til en tømrer, som hjalp ham med at skaffe tømrere og skræddere, der mod at få dækket udgifter til transport og mas sagde ja til at undervise fangerne på frivillig basis tre-fire dage om ugen. Og med hjælp fra sultanens tredje søn, Prins Lacombe, kom der også fodboldundervisning på programmet tre gange om ugen.

Da han forlod projektet i marts måned og vendte tilbage til Danmark, var han spændt på, om fangerne, fængselspersonalet og de nærmest frivillige undervisere kunne få uddannelsesprojektet til at fortsætte og vokse. Men den tredje evalueringsrapport, som han netop har læst, er udelukkende positiv, selvom det endnu er for tidligt at sige, om det rent faktisk nedbringer antallet af fanger, der vender tilbage til fængslet gang på gang.

Målbar effekt eller ej, det må tiden vise. Kenneth A. Balfelt er mest optaget af, at fangerne pludselig føler sig værdifulde. Selvværd og selvtillid er ofte noget, samfundets udstødte mangler, og det er samtidig to grundlæggende følelser, som, han mener, er helt nødvendige, hvis man skal føle, at man lever et godt og meningsfuldt liv.

Nogen vil måske tænke, at Kenneth A. Balfelt laver et stykke arbejde, som socialrådgivere og psykologer er bedre uddannede til. Men selv mener han, at han som kunstner har en anden vinkel på de situationer, man kommer i som menneske, som i samspil med fagfolks og ikke mindst de udstødtes egne forestillinger fører noget interessant med sig.

Jeg tænker anderledes end en socialarbejder, fordi jeg er kunstner. Mine arbejdsmetoder er nogle andre, og derfor tilbyder jeg et andet greb om et projekt, end end andre faggrupper gør. Man får et andet bud på, hvordan man skaber forandring, hvis man spørger mig frem for den sociale verdens fagfolk.

Kenneth A. Balfelt bruger altid lang tid på research, når han laver et projekt. Han læser rapporter, interviewer forskellige mennesker, besøger steder, han kan lære af og lade sig inspirere af. Hans kunstneriske overvejelser minder meget om de pædagogiske, men udtrykket bliver som regel et andet. Han betragter sig selv som social oversætter.

Jeg er ikke bedre end socialarbejderen eller stofmisbrugeren for eksempel. Jeg er afhængig af misbrugerens viden om egne behov. Jeg fungerer blot som tolk og giver et bud på en tredje vej, som passer til fangernes eller narkomanernes eller de hjemløses æstetik, og som skaber en platform for en alternativ livsførelse.

Selvom Kenneth A. Balfelts kunstneriske udtryk som regel både er kønne for øjet og socialt fromme, er der ligesom hos hans samtidige kolleger en indbygget samfundskritik. Han bryder sig godt nok ikke selv om ordet kritik.

Han mener selv, at han stiller forslag til forandring og forsøger at løse et problem, fremfor blot at kritisere det eksisterende.

Egentlig holder han meget af sit fædreland, men han bryder han sig ikke om majoritetens udelukkelse af de få. Som i alle andre samfund er der også i det danske en norm for det gode liv. I Kenneth A. Balfelts optik går den ud på at have en familie, et godt arbejde, et hus og en bil og i øvrigt leve et uproblematisk liv. Det er der for så vidt ikke noget galt i. Problemet er bare, at hvis man træder ved siden af, hører man ikke længere til i samfundet, siger han.

Godt nok favner den danske norm for det gode liv bredt, men den er samtidig som en motorvej, og kan du ikke holde farten, er det bare ærgerligt.

I Vesten har vi haft modernismen, hvor vi har aflært os noget, som dem, jeg mødte i Niger, har bevaret: fællesskabet. Det er i ordets betydning inkluderende og rummer mange forskellige måder at leve sit liv på. I Agadez var gadebørn, handicappede og hjemløse en del af fællesskabet, og der ses ikke ned på dem, som vi herhjemme ser ned på gadens folk. Jeg mødte en handicappet albino, som boede på gaden, og han var lige så glad som alle andre, der havde meget mere end ham.

Kenneth A. Balfelt undrede sig over, hvordan en hjemløs kunne være så glad for livet. Han spurgte sig omkring og blev mødt med overbærende grin. Så længe vi har mad, er vi glade, lød svaret. Måske skal der ikke mere til i et fattigt land, måske skyldes det den afrikanske mentalitet og forståelse af det at være menneske. Kenneth A. Balfelt er klar over, at det nok er både-og, men han er tilbøjelig til at lægge stor vægt på det sidste.

I Vesten siger vi: Jeg tænker, derfor er jeg. Den afrikanske definition på at være menneske er begrebet ubunto, som betyder, at man er menneske i kraft af andre mennesker. Selvtilliden og selvværdet kommer af, at man er noget i kraft af andre.

Han har svært ved at forestille sig det, men han vil egentlig gerne lave projekter med de rige for at nuancere sin kunst. Men han har en fordom om, at mens han er velkommen blandt de udstødte, er han det ikke hos de ressourcestærke.

De er vant til at løse deres problemer selv.

duus@kristeligt-dagblad.dk