To ord går igen, når Birgitte Eriksen bliver spurgt om sit livssyn og holdninger til tilværelsen. Det er plads og fællesskab. Formanden, eller forkvinden, for De Grønne Pigespejdere tidligere KFUK-spejderne i Danmark, skal have plads om sig, fysisk såvel som mentalt, og fællesskabet får blandt andet plads i hendes 25-årige engagement i spejderbevægelsen. Et fællesskab, der understreges, når 3000 piger om en uge samles til De Grønne Pigespejderes landslejr i Sundstrup ved Limfjorden.

Temaet for lejren er Livsduelighed, og Birgitte Eriksens personlige holdninger i den sammenhæng er i høj grad præget af hendes opvækst på landet:

- Mine forældre har en gård, så der har altid været meget plads, både ude og inde, og fysisk og mentalt. Plads til at være sig selv, men også at være sammen med andre. Plads til en stor familie, men også altid plads til mange udenlandske gæster. Begge mine forældre har boet i udlandet, og min farmor og farfar var med i et udvekslingsprogram, så der var ofte besøg fra udlandet. Det opfatter jeg i dag som lidt af et privilegium, for det har givet mig en følelse af ikke at være begrænset.

- Afgørende var også, at mine to søstre og jeg oplevede en barndom, hvor der virkelig var plads til os børn i fællesskabet. Vi blev inddraget i de daglige gøremål i husholdningen. Vi var sammen om tingene. Det har i høj grad været med til at forme mit livssyn.

Hvad tror du på?

- Jeg tilhører folkekirken og er medlem af et forkyndende korps. For mig er tro og tvivl stærkt knyttet til hinanden, ikke forstået på den måde, at jeg er mere tvivlende end troende, tværtimod, men tvivlen udfordrer det at være troende. Ligesom det er udfordrende af ikke-troende at blive stillet til regnskab for det, man tror på. U2 har lavet en sang, der handler om at tro på budskabet og samtidig være søgende efter at finde vejen hjem. Det er sådan jeg har det. Engang imellem kan jeg godt blive lidt skræmt af troende mennesker, som aldrig tvivler.