En smuk og værdig død er, hvad de fleste moderne mennesker synes hører til et godt liv. Det vil sige en død og et liv forinden uden lidelse. Døden er blevet den ultimative smertestillende pille. Debatten om legaliseringen af aktiv dødshjælp viser en stærk tendens til, at man forstår den lidende bedst hjulpet ved døden. Det lyder som en velment hjælp, men dette syn på døden som det eneste svar på lidelsen er i virkeligheden udtryk for ikke bare en kulturtragedie, men også en enorm åndelig krise.
Det stadigt stigende ønske om at få indført aktiv dødshjælp afslører, hvor stort et problem moderne kultur har med lidelse. Det moderne samfund har kun to svar på lidelsen, og de er ikke særligt oplivende: Enten kan man bedøve sig med piller, eller man kan vælge døden. Især den sidste løsning afslører, hvor alarmerende vestlig kulturs mangel på åndelighed og tro er. Jo mindre åndeligt et liv og for den sags skyld en kultur er, desto større bliver lidelsens problem. Lidelsen bliver meningsløs, og så synes døden lige pludselig at være et større gode end livet. Værdierne vendes om.
Legaliseringen og accepten af dødshjælp er en glidebane i forhold til forståelsen af, hvad livet er, og til kriterierne for, hvornår det er værd at leve. Mange mener, at livet kun er noget værd, hvis det er uden lidelse. Men hvilket liv er fri for lidelse?
Når man gør døden til et gode i håbet om at undslippe lidelsen, benægter man samtidig, at livet basalt set er godt. Livet i sig selv er ikke længere noget mål og har ikke nogen absolut værdi i sig selv, og så ligger det lige for at begynde at manipulere med, hvornår livet egentlig er værd at leve. Grænserne vil afgjort blive rykket, og det er ikke utænkeligt, at hvad vi i dag opfatter som tålelige lidelser såsom depression, barnløshed eller kærlighedssvigt med tiden lige så godt kan blive indikator for assisteret selvmord. Hvorfor ikke?
Det moderne samfund har brug for at finde frem til et andet syn på lidelsen, hvis kulturen ikke skal gå under i selvmord. Vi må spørge os selv om svaret på lidelsen virkelig er at gøre en ende på livet, eller om ikke det var bedre, om vi i stedet fik aflivet meningsløsheden i lidelsen. Lidelsen mangler at blive tilført mening.
Man kan starte med at spørge sig selv: Hvordan vil jeg bære min lidelse? Hvilken person skal denne lidelse gøre mig til? Men man kan også træde et trin opad og forstå lidelsen transcendent, det vil sige opfatte den som en åndelig prøve eller en vej til at vokse i forholdet til Gud. Set i det lys kan lidelsen næsten blive en gave.
Det store hukommelsestab i forhold til kristendommen, som danskere lider af, har betydet, at mange har glemt, at kristendommen måske mere end nogen anden religion handler om lidelse og lærer os, at lidelsen har en enorm åndelig værdi. Det er gennem lidelsen, Jesu passion og korsdød, at Gud frelser verden. Derfor har alle store kristne mystikere, som for eksempel Frans af Assisi og Padre Pio, også tilbedt korset og selv frivilligt gået lidelsesvejen.
De har brugt deres lidelser (ikke selvvalgte, men dem som Gud gav dem) som en slags instrumenter til i kærlighed at tage del i Kristi forsonende lidelse på korset – til hjælp for næsten og verden. En kristen praksis er det også med Kristus som forbillede at ofre sine lidelser til Gud til gavn for medmennesket. Der findes ikke nogen lidelse, der er så grum, at Gud ikke kan forvandle den til noget godt – hvis vi altså er villige til at ofre den. Accepten af lidelsen kan altså blive en kærlighedsakt og en mulighed for at vokse åndeligt og komme tættere på Gud og endda udrette noget for verden. Ens personlige lidelser kan bære frugt og blive til fornyet liv ikke bare for en selv, men også for andre.
Set i det lys er det dybt tragisk, at så megen lidelse tilsyneladende går til spilde i det moderne samfund og ikke bliver brugt til fordel for alle de andre lidende. Og hvem har lovet, at døden udfrier os fra lidelsen? Menneskets eneste håb om lindring er at ofre lidelsen til Gud.
En legalisering af aktiv dødshjælp vil betyde, at samfundet anerkender lidelsen som større end livet, og det er en total falliterklæring. At gøre døden til et gode er heller ikke medlidenhed, men brutalitet. Det brutale ligger i, at man overhovedet ikke fratager mennesket lidelsen, men tværtimod forøger den ved at nære løgnen om, at den lidendes liv ikke har nogen mening eller værdi, og at der ikke findes nogen højere godhed eller kærlighed, som kan overtrumfe lidelsens meningsløshed. Den allerstørste lidelse er at tro, at der ikke er noget større end lidelsen.
Iben Thranholm er teolog, journalist og forfatter