De ypperligste maleres, billedhuggeres og arkitekters liv

De fleste Firenze-rejsende har prøvet at stå i kø uden for Galleria degli Uffizi, kunstmuseet, der danner passage fra den centrale Piazza Signoria – rådhuspladsen – til floden Arno. Kontorerne, som navnet betyder, kan synes at være et vel ydmygt navn til et museum, der indeholder den ypperligste samling af renæssancekunst i verden, men navnet skyldes bygningens oprindelige funktion. Da den blev påbegyndt i 1560'erne af arkitekten Giorgio Vasari, var den tænkt som en kommunal administrationsbygning i tilknytning til Firenzes middelalderlige rådhus.

Selvom Vasaris Uffizi-bygning har en fast plads i enhver arkitekturhistorie, er det dog mere en bog end en bygning, der har sikret Vasaris eftermæle. I 1550 udgav han første gang den samling af kunstner-biografier, der fik afgørende indflydelse på vores opfattelse af kunsten såvel som historien. I den betydeligt større 2. udgave fra 1568 indeholdt værket 160 biografier strækkende sig fra Cimabue (død cirka 1302) til Vasaris egen biografi. Siden er bogen udkommet i talrige – sjældent fuldstændige – udgaver og under mange forskellige titler. På dansk har den blandt andet heddet "Berømte renæssancekunstneres levned". Oprindeligt hed værket i 1568 "Le vite dei più eccelenti pittori, scultori e architettori" – "De ypperligste maleres, billedhuggeres og arkitekters liv".

Vasaris bog er blevet kaldt den første kunsthistorie, men den er også en epokegørende bog i mange andre henseender. Først og fremmest er den en prangende udfoldelse af den kunstnermyte, der begyndte at vokse frem i renæssancen, og som vi trods mange modernistiske attentatforsøg reelt aldrig er blevet af med. Hos Vasari er kunstnernes værker og liv et integreret hele. Det vrimler med bemærkelsesværdige personligheder og voldsomme temperamenter, som regel med en urokkelig bevidsthed om eget værd.