Ny arkitektur støder mod traditionerne

Den amerikanske forsker, Roger S. Ulrich, var en af de første, der undersøgte forholdet mellem patienters indlæggelsestid og omgivelserne. Han fandt blandt andet ud af, at hvis nyopererede patienter ikke kunne se ud af et vindue, lå de længere på hospitalet og blev dårligere genoptrænet, mens dem, som havde adgang til en smuk udsigt, kom sig hurtigere.

Senere er det blevet påvist, at man kan reducere mængden af smertestillende medicin, hvis man arbejder med det fysiske rum. Eksempelvis kan man i visse tilfælde undgå at lægge børn i fuld narkose og i stedet nøjes med lokalbedøvelse og samtidig forkorte deres indlæggelse, hvis værelserne er indrettet som indbydende legerum frem for som operationsstuer og sengeafsnit.

Også på personalesiden har helbredende arkitektur vist sig at have en effekt. Sygeplejerskerne begår færre fejl, når de hælder medicin op til patienterne, hvis der er noget så simpelt som ordentligt lys, og lyset har også betydning for patienternes søvn og er dermed afgørende for, hvor hurtigt kroppen kommer sig.

Indtil nu har det været småt med at integrere viden om helbredende arkitektur i dansk hospitalspraksis. Men som beskrevet på forsiden af dagens avis er det på vej frem.

Det kan måske undre, at det først kommer til landet nu, for på mange måder virker det indlysende, at omgivelserne betyder noget for, hvordan vi har det.

Christoffer Johansen, overlæge, dr.med. og leder af afdelingen for psykosocial kræftforskning i Kræftens Bekæmpelse, undrer sig også. Men forklaringen er, at flere faggrupper skal smelte deres fælles viden sammen og udvikle en helt fjerde måde at gøre tingene på. I dette tilfælde er det arkitekter, politikere og læger, der skal tale sammen, og det går ikke altid lige nemt.

– Hvis der skal ske noget drastisk, er et nybrud påkrævet, hvor

viden om patienternes sociale forhold under en indlæggelse forenes med viden om psykologi og arkitektur, siger han og kritiserer blandt andet sin egen stand, lægerne, for ikke at være nået særlig langt.

– Lægerne er ikke kommet længere end til at tænke kunst på væggene. Det er simpelthen ikke godt nok, siger Christoffer Johansen.

Også på det politiske felt har det taget sin tid at vænne sig til, at arkitektur og design har indflydelse på, hvor godt og hurtigt et knæ vokser sammen efter en operation. Ifølge Leif Vestergaard Pedersen, sundhedsdirektør i Region Midtjylland, er det politikernes vanetænkning og nærmest besættelsesagtige fokus på at bruge så få penge som muligt, der har trukket processen ud. Samtidig er det 30-40 år siden, at der for alvor blev bygget hospitaler herhjemme, altså før helbredende arkitektur havde fået sit navn.

– Når en arkitekt foreslår gulvtæpper på gulvene, tænker vi straks på nålefilt, smittefare og dårlig rengøring. Men vi har ikke fulgt med udviklingen og er lidt for skeptiske over for nytænkning. I dag findes der faktisk gulvtæpper, som er mindst lige så hygiejniske som almindelige linoleumsgulve, for blot at give et eksempel, siger han og tilføjer, at der også er en angst for, at store, statslige eller regionale byggeprojekter ser for dyre og ekstravagante ud.

Danske arkitekter er selvsagt dem, som indtil nu har haft størst forståelse for, at arkitekturen påvirker os på godt og ondt. Og flere, danske arkitektfirmaer har da også arbejdet ud fra principperne om helbredende arkitektur, når de har lavet opgaver i udlandet eller budt ind i internationale arkitektkonkurrencer. Men Christoffer Harlang, arkitekt og lektor ved Kunstakademiets Arkitektskole i København efterlyser mod til at gå endnu længere ud ad den arkitektonisk helbredende tangent.

– Vi lever i et af verdens rigeste lande på et tidspunkt, hvor der aldrig har været flere ressourcer til rådighed. Men det er tilsyneladende fortsat finere at tegne et museum frem for et hospital, siger Christoffer Harlang, der dog glæder sig over, at helbredende arkitektur ikke længere er et fy-ord i det danske sundhedsvæsen.

duus@kristeligt-dagblad.dk