Jeg håber, at der bliver rigtig megen opmærksomhed omkring disse videnskabelige konstateringer af den store helbredsmæssige effekt af arkitektur. Jeg har i mange år selv mærket det stærkt mht. byarkitekturen - mit humør og hele kropsafslappelse påvirkes øjeblikkeligt, når jeg skifter kvarter i byen; og i min erfaring er den i øjeblikket moderne byggestil direkte deprimerende. Grå, firkantet og beton overalt - selvom det somme tider dækkes med tynde skaller, der skal få det til at ligne mursten, gør selve det billige fake-indtryk én trist. Og så glabur-looket, så man dels ikke kan få en privat krog at hygge sig med sin udkårne i, og så man dels føler sig som en kanin, der snart skal indsprøjtes med tuberkulose i videnskabens navn sammen med kaninerne i naboglasburene. Jeg har tit tænkt netop, at det ikke betaler sig økonomisk at spare på byggeri - det betyder ALT for meget for vores velbefindende, humør og dermed overskud på arbejde og i privatlivet.

Jeg blev yderligere bekræftet heri, da jeg nylig kom på besøg i Rusland og der boede på et kloster, et stort ét med over hundrede nonner og mindst ligeså mange tilknyttede markarbejdere, tømrere etc. samt et stort antal pilgrimme. Omgivet af en dobbelt fæstningsmur fra tatarernes tid, og med marker og stalde rundt om, var klostret et helt samfund i sig selv - og bygningernes skønhed gjorde én helt salig blot ved at gå omkring. Hvide, smukke mure, solidt byggeri, de runde, østerlandske former med strålende guldkupler, foruden vandblå, grønne, røde og gyldne mosaikker og fresker - det er utroligt hvad det gør af forskel. Desuden havde nonnerne gjort meget ud af blomsterbedene, der strålede helt paradisisk, og bygget et kønt træhus til søens svaner ude i vandet.
Det var så DEJLIGT at bo sådan et sted; sådan bor de fattige russere, der høster med le og kører med hestevogn, fordi de ikke har råd til andet; hvorfor har vi rige vesterlændinge så ikke råd til at skabe en tilsvarende skønhed?

Man siger tit hos os, at skønhedsoplevelse er subjektiv, men det er ikke helt sandt, er det mit indtryk ved min egen rent kropslige reaktion på at slippe fri fra de firkantede beton- glas- og stålomgivelser uden grønt, som vi med forkærlighed skaber hos os for tiden. Når man har konstateret på hospitalerne, at folk bliver raske af grønt og hygge, hvorfor mangler vores nye bylandskab i den grad da netop disse to ting?
Se på Ørestaden. For mig er den et mareridt. At gå i det nye universitetsbyggeri er som at læse et manifest om livsfjendtlighed eller være faldet ind i en science fiction-film. Man har ikke fornemmelsen af, at planter eller dyr ville bevæge sig herind frivilligt. Og jeg er også et dyr!
Jeg kunne godt tænke mig, at vi begyndte at dyrke murstens- og rigtigt stenbyggeri igen ligesom i de "hyggelige" kvarterer i byen (hvor jo også de, der har pengene, vælger at bo)og virkelig skruer op for beplantningen. Og dropper de billige betonbyggerier HELT. De er dårlige at ånde i (når man har handlet i Field's, er øjne og hals helt udtørrede), og at de også er usunde på andre måder og dermed koster os dyrt i længden - det tror jeg på.

Nærighed mht. skønhed er direkte dræbende. For at tage en russer til eksempel igen, så sagde Dostojevskij engang: "I sidste ende er det skønheden, der vil frelse verden."

Skønhed har virkelig en meget stor indvirkning på sindet. Men skønheden kan findes mange andre steder end i arkitekturen. Et levende ansigt, naturens storslåethed, ja faktisk kan selv forfaldet være smukt.

Det gælder også om, at åbne sine øjne for at få øje på skønheden. Åbne øjnene, kigge op - og se.