Bibelen

Det var jo ikke sådan, at man ikke vidste, at guldsmeden og mekanikeren Gutenberg – eller rettere Johannes Genschfleisch (1397-1468) – havde opfundet de udskiftelige typer, hvormed bogproduktionen var blevet revolutioneret. Gutenberg havde dog først og fremmest brugt sin opfindelse til trykning af tryksager som kalendere og afladsbreve, der med sikkerhed udgjorde et givende marked. Hermed havde han opnået en vis øvelse i den nye teknik, før han kunne skride til trykningen af sit storværk.

I 1452 begyndte trykningen. Bibelen har 1282 dobbeltspaltede foliosider. Der er benyttet 47 store bogstaver og 243 små bogstaver og tegn. Man går ud fra, at seks sættere har været beskæftiget med opgaven, og at trykkeriet har haft mere end 46.000 typer til rådighed. Seks presser har været brugt til at trykke værket på papir eller pergament. Man kunne få to ark pergament af et kalveskind, hvilket betyder, at der er gået skind af 170 kalve til trykning af ét pergamenteksemplar. Nu kan man så undre sig over, at der skulle bruges langt flere bogstaver til trykningen, end der findes i det kendte alfabet. Det er det kendetegnende for den gutenbergske bibel, at dens typer skulle svare til de prentede bogstaver, som skriverne gennem århundreder havde udviklet. Bogstaver føjer sig i den skrevne tekst til hinanden på særlige måder. Nogle skrives sammen, så der opstår nye bogstaver, såkaldte ligaturer. Derfor måtte der laves flere typer af det samme bogstav. Det afgørende for Gutenberg var ikke at levere en bog, der så ud, som om den var trykt, men som om den var skrevet af en dygtig skriver.

Gutenbergs bibel med de 42 linier var et halvfabrikeret produkt, der nødvendigvis skulle færdiggøres af bogkunstnere. Nok kunne man trykke skriften i de to spalter, men hele udstyret med store flotte initialer, blomsterranker og billeder i margin, det kom oveni. Derfor er der ikke to ens eksemplarer af det, vi kalder Gutenbergbibelen.

Når vi går til boghandleren og køber en bibel, står vi i den anden ende af det, den canadiske medieteoretiker, Marshall McLuhan, i 1962 døbte Gutenberggalaxen. Han beskrev slutningen på bogens tidsalder og tog dermed et blik ud over det, den trykte bog havde gjort ved først den vestlige og siden hele verdens kultur. På McLuhans tid var nye grænseoverskridende medier som radio, telefon og tv opstået, men kunne de have været det, hvis ikke vi havde haft den trykte bog? McLuhan påviste, at bogtrykket forvandlede de mundtlige fællesskaber til litterære selskaber med grammatikker og "højsprog", hvorfra de nationale kulturer og litteraturer så udviklede sig. Ikke blot det, men ret, nation, videnskab og handel var afhængige af den nye læse-, skrive- og regneteknik.

Den trykte bog var i stand til på en ny og autoritativ måde at sprede standardiseret og eksakt viden. Man kunne nu lave editioner af antikkens forfattere, så alle kunne få del i deres visdom. Man kunne skabe standardiserede lærebogssystemer og bevare alle de manuskripter, der hidtil var blevet udvekslet mellem lærde i Europa, og som var i stadig fare for at slides op eller gå tabt. Tabeller og talkolonner kunne nu bevares og formidles meget sikrere, sådan at en videnskabelig opdagelse ikke gik i – glemmebogen!

Alt ville i de fleste tilfælde kunne genfindes i en trykt bog. McLuhans teorier er spændende, men det skulle jo vise sig, at vi er endt i en ny skriftkultur, hvor vi alle sidder bag skærmen og holder mund, mens børnene kommunikerer via sms'er under bordet i skoletimerne. Vi bruger blot ikke trykpressen.

Men hvad så med Bibelen? Ændrede Gutenbergs bibel ikke verdens og historiens gang? Jo da. Men ikke som man havde troet. Gutenberg og hans efterfølgere i de tyske og italienske byer trykte jo den endegyldige, autoritative tekst, nemlig den latinske Vulgata, den almindelige bibeludgave. Med Erasmus af Rotterdam etableredes der en ny grundtekst på græsk. Og fra den oversattes der så – især i reformationstiden og fremover – nye versioner, der til stadighed kunne forbedres af filologer og teologer. Luther reviderede sin tyske oversættelse talrige gange, og man lagde sig på luthersk grund fast på den sidste udgave fra 1545. Den blev så gjort autoritativ. Dermed lagde man grunden til en ny ortodoksi, idet man med tiden mente, at den mindste afvigelse fra denne udgave var kætteri og gudsbespottelse. Kunne man ikke opspore og brænde samtlige trykte udgaver af en sådan forfalsket udgave, så kunne man i det mindste finde bagmanden eller bogtrykkeren og komme ham på bålet.

Engang troede man nok, at alle fejlkilderne fra skriverstuerne, hvor man sad og skrev den ene bog af efter den anden, var elimineret med den trykte bog. Sættere er ikke tænkende folk, men netop timelønnede beherskere af teknik. Kom der først en fejl ind i en bog eller ligefrem en bibel, ville den spredes i hundredvis eller tusindvis af eksemplarer gennem trykmediet. Man kunne så mene, at vejen frem var kontrol, men den var svær at gennemføre på et frit marked.

Først med bibelselskabernes fremkomst fik man effektive, kontrollerende monopoler. Bibelanstalten i Halle i Brandenburg var det første sted, man i begyndelsen af 1700-tallet tog det radikale skridt at sætte hele Bibelen i bly – og gemme satsen. Det var dyrt, for så kunne man jo ikke trykke noget andet med typerne så længe, og man skulle have plads til de store mængder af færdig sats. Det havde man så på Anstalterne i Halle. Den samme diskussion tog man hul på i Dannmark i 1717, da man havde overgivet tilsynet med bibeltryk til Missionskollegiet, der gav det videre til Vajsenhuset, der havde store kældre.

Gutenberg skabte et nyt medium, der ændrede verden, og som ændrede tekster. Ændrede vort forhold til skrift. Den blystøbte type standardiseredes og fik sit eget liv, hvorved der kom afstand mellem det skrevne og det trykte. Gutenbergs opfindelse skabte helt nye fejlkilder, der gør, at vi i dag har Sprog- og Litteraturselskaber med editionsfilologer, der dagen igennem bakser med at komme bag om de nyeste – og dermed mest fejlbehæftede – trykte udgaver af de gamle værker.

kultur@kristeligt-dagblad.dk