Ulighederne træder tydeligt frem efter en frokostbuffet på et Sheraton-hotel i en af de indiske stor-byer. Skridtet fra hotellets kølige luft til varmen uden for er et skridt tilbage til virkeligheden. I en gammel bil uden aircondition kommer tiggerne stadig hen til de åbne vinduer og udstøder den samme, hæse tone.

– Sir, sir, siger de og stikker hænderne ind gennem det åbne bilvindue.

Efterhånden som flere og flere rige kører i Mercedes og BMW med aircondition, som kræver lukkede vinduer, bliver afstanden mellem rig og fattig endnu større. Snart kan tiggerne højst opnå en tiltrængt afkøling ved at presse sig mod ruderne på de riges biler, hvor passagererne nyder en behageligt lav temperatur i kabinen.

– Potentialet er der, men hvis Indien skal indtage en plads som supermagt, er det nødvendigt at begrænse den omfattende fattigdom, og regeringen skal også spille sine politiske og diplomatiske kort rigtigt, siger Alam Srinivas, redaktør på ugebladet Outlook.

– De rige og middelklassen har i nogle år været grebet af en eufori over, at noget er lykkedes i Indien, at vi også har fået lov til at tjene penge og bruge dem, som vi vil. Men efterhånden er det blevet klart selv blandt topfolkene i erhvervslivet, at hvis ikke vi løser problemet med fattigdommen, så ender vi med have to slags Indien, og det vil aldrig blive stabilt nok, mener han.

Fattigdommen er Indiens svaghed. Styrkerne er blandt andet militæret og økonomien. Atommagten Indien råder over det langtrækkende missil Agni 3, der har en rækkevidde på 3000 kilometer og kan ramme mål i Mellemøsten og Kinas storbyer. I 2050 forventes Indiens økonomi ifølge en analyse fra investeringsbanken Goldman Sachs at være større end USA's.

I USA og Europa skal vi vænne os til, at Indien og Kina er betydningsfulde lande, der spiller med om verdens ressourcer. Indien importerer 70 procent af sit olieforbrug, så den økonomiske vækst vil skabe øget konkurrence om de ressourcer, der er.

Der løftes allerede øjenbryn over de massive investeringer, som Kina foretager i Afrika uden at skelne til menneskerettigheder eller konflikter som i Darfur i Sudan. Vil Indien lægge pres på for eksempel Iran, eller vil det tjene sine interesser som olieimportør? Indien tog selv det første skridt mod stormagts-status med en serie atomprøvesprængninger, der rystede verden.

Globaliseringen og inddragelsen af Indien, Kina og landene i det tidligere Sovjetunionen i den globale økonomi har måske nok åbnet dørene til nye markeder, men det har især åbnet sluserne for mange villige hænder, så verdens samlede arbejdsstyrke er steget fra 1,5 milliarder til 3 milliarder mennesker.

I Indiens tilfælde er der tale om en arbejdskraft, som bliver bedre og bedre uddannet. I forvejen er det servicesektoren, der er vækstlokomotiv. De vestlige fagforeninger, også for højt uddannede, må vænne sig til større udbud og øget konkurrence om arbejdskraft.

Politisk er det vigtigt, at Indien kan omstille sig fra at være en dominerende regional stormagt til at være en positiv kraft i regionen, som til gengæld er med til at sætte den globale dagsorden.

– Hvis Indien skal tage skridtet fra at være en økonomisk stormagt til at blive en politisk stormagt, er det vigtigt, at Indien får løst problemerne med nabolandene. Det kræver et godt samarbejde med både Pakistan, Nepal og Sri Lanka. Ikke mindst er det vigtigt, at Indien bliver partner med Kina og kommer til at spille en rolle i ASEAN-samarbejdet, som vi står uden for nu, siger Alam Srinivas.

Indien som stormagt vil blive en stormagt, der forsøger at finde en balance, som er midtsøgende, går efter fredelig løsninger og lægger vægt på syd-syd samarbejde.

– Vi kender selv problemerne med fattigdom og mangel på udvikling, det kan blive en styrke, siger han.

Den indiske premierminister Manmohan Singh lægger også op til, at Indien skal arbejde for et godt forhold til naboerne.

– Jeg ønsker, at Indien skal have et mere åbnet forhold til vore naboer. Jeg ønsker, at vore naboer skal føle sig sikre og have tillid til, at Indien vil dem det godt. Vi ser deres fremgang som en garanti for, at vi selv kan have fremgang, siger premierministeren.

udland@kristeligt-dagblad.dk

Poul Struve Nielsen er journalist og redaktør for Kirkens Korshærs blad, Korshæren. Han boede i Indien i 1998-2000 og var for nyligt tilbage på en reportagerejse.