Tænk, hvilken pragt der er i det almindelige

Men Anne Braad har også tilhængere. Flere hundrede fra menigheden og gaden, familie og venner mødte op, da hun og kollegaen Ivan Larsen søndag den 15. april inviterede til stor fest i kirken i anledning af begges 60- års fødselsdag i år og hans 30-års og hendes 20-års jubilæum som sognepræster i Skt. Stefans Sogn.

- Vi følte trang til at markere vores fødselsdage sammen. Af praktiske grunde, men også fordi vi har haft et usædvanlig godt samarbejde og har haft hårde prøvelser med samarbejdsproblemer i kirken. Nu er de løst, og det er en utrolig lettelse. Vi kaldte det totalfest. Folk sad udenfor på pladsen på tæpper og inde i et stort telt. Det var virkelig det store gæstebud, vi havde slagtet fedekalven, og der var rigeligt af det hele. Vejret har ikke været så godt siden den dag, og det blev en fuldstændig vidunderlig fest, som vi stadig lever højt på, siger Anne Braad.

Døren er også åben ind til kontoret, hvor hun solbrændt, med et stort smil og et fast håndtryk tager imod. Inde i kirken er kirketjener og bedemand ved at forberede en begravelse, som hun skal stå for senere på dagen.

At runde de 60 år har hun ingen anfægtelser over.

- Jeg har det rigtig godt. Jeg synes, at det er helt overraskende, så godt jeg har det. Det er er eller andet med, at det er til at overskue resten. Der er en utrolig ro ved hele foretagendet. Jeg er meget pessimistisk af natur, men det er begrænset, hvor galt det kan gå nu. Det værste er overstået.

- Jeg synes helt bestemt, at det har været og er en kamp. Det skal det være for mig, ellers kommer der ikke noget ud af det. Jeg er nødt til at kæmpe for, hvad jeg tror på. Jeg har en stridbar natur og er blevet sat i verden for at kæmpe. Sådan har det været. Det er ikke min erfaring, at noget er gået let for mig, og sådan skal det heller ikke være. Jeg har en meget sensibel retfærdighedssans ? det skal være retfærdigt. Det er et forlangende. Men nogle gange er det ikke retfærdigt, og så bumler jeg ind i det, det er noget, der kræver mig, og nogle gange må jeg tage kampen op. Det har kostet på den måde, at der er gået lang tid, før jeg accepterede mig selv. Jeg er sgu stridbar! Men mange år har jeg syntes, at det var uretfærdigt, at folk siger det, for jeg er også meget flink, ikke? siger Anne Brad og griner.

- En del af gevinsten ved at blive 60 er at sige: Okay, sådan er jeg så, det har jeg altid været, og det er også i orden. Nogle skal være sådan, og ikke alle kan være ens. Den rolle, jeg har haft i mange sammenhænge, har vel også bidraget til noget godt. Men jeg har prøvet at benægte, at det var sandt, og følt mig misforstået. Det gør jeg ikke mere.

Som ung var Anne Braad sårbar og usikker på, hvilken vej hun arbejdsmæssigt skulle gå. Hun skulle ikke være psykolog, som var det første studium, hun gik i gang med på universitetet. Hun skulle heller ikke være gymnasielærer, selv om hun var cand.phil. i dansk.

- Der var stor tvivl og uro. Men jeg blev gift og fik børn meget tidligt, og derfor var der meget, der var dejligt på plads. Der var noget, jeg kunne være helt tryg i, og der var lagt nogle skinner fremad, der kunne køres på. Der var også en værgring mod at blive selverhvervende kvinde. Jeg har det stadig i mig. Hvad er jeg kommet ud i, kan jeg tænke, når jeg som den første bedstemor her står på prædikestolen. Kan det være meningen? Jeg ser mange unge kvinder, der både vil være mødre og noget ved musikken. Jeg ville aldrig kunne gøre det. Jeg har altid været meget øm om mine børn, de skulle ikke anbringes noget som helst sted. Så jeg har været hjemme hos dem, til de blev tre år, og så har de været i halvdagsbørnehave og er blevet passet af min mand, mig og vores mødre. På det område er jeg meget konservativ!

"Med lodder og trisser" lykkedes det Anne Braad at blive først akademiker og derefter teolog på tillægsuddannelsen i 1983.

- Da jeg valgte at blive præst, var det i høj grad af terapeutiske årsager, fordi jeg havde voldsomme problemer med disciplin og deadlines. Det lader sig ikke gøre her med klokker, der ringer, og mennesker, der venter. Det ville jeg simpelthen lære, og det har jeg lært, selvom det de første mange år var svært. Der var nattesæde, når jeg ikke vidste, hvad jeg skulle sige i en prædiken eller begravelsestale. Jeg ønskede, at jeg ville få en blodprop eller en tagsten i hovedet for at blive fri, men jeg har aldrig været syg. Det er en stor tilfredsstillelse at have overvundet de kvaler.

- Jeg har spekuleret meget over, hvorfor det var så vigtigt for mig at lære disciplin, men har ikke et færdigt svar. Ikke andet end, at hvis jeg ikke gjorde det, ville jeg nøjagtigt gentage mine nu afdøde forældres mønster. De var meget neurotiske, psykosomatiske og gav efter for impuls. De var ikke misbrugere, bare skøre, urolige sjæle. Min far havde et lille bilværksted i Vanløse, min mor var lægesekretær. De var et umage par, for far havde en meget gammeldags indstilling, mens mor i udpræget grad var et moderne menneske.

- Jeg ønskede at blive mere funktionel og stabil både følelsesmæssig og som arbejdskraft. Når man vælger et arbejde som det her, bliver der luget ud, ellers går man nedenom og hjem. For mig er det vigtigt at gå foran og vise, hvordan tingene skal være. Det kan man ikke, hvis man ligger og bider i gulvtæppet eller nede under dynen. Jeg ville vise mine børn, at der er vej, hvor der er vilje. Men jeg tror også, at jeg har rigtig megen medfødt råstyrke, der er kommet mig til gode gennem livet. Jeg er blevet forkælet med opmærksomhed i familien, og det giver jo også råstyrke.

- I dag oplever jeg en meget stor glæde ved at have nået den alder, mine bedsteforældre havde. Man genoplever sin egen barndom, når man får børnebørn, og det har for mig afstedkommet stor taknemmelighed over for den tidligere slægt. Mine bedsteforældre på min mors side var meget harmoniske, muntre og levende mennesker. På min fars side boede de langt ude på landet og var meget bondske. De havde en evne og sans for at dyrke have og nyde det. Det er meget overraskende for mig, hvor meget jeg skylder min fars familie for glæden ved at have en have. Jeg blev sat til at luge og hadede det og kunne ikke tåle ordet stauder. Og det var en trivialitet at skulle med ud og se på begonia-knolde og nøddetræer. Men nu er der praktisk talt ikke en dag, hvor jeg ikke med taknemmelighed husker deres have og husholdning med madlavning, syltning og bagning. Jeg kan igen og igen fremkalde lugten i min farmors hus. Og jeg laver selv hybensyltetøj hvert år med kolossal glæde, siger Anne Braad.

Hun er ligeglad med sin alder, er mindre forfængelig end før, men mere træt.

- Jeg sidder ikke længere oppe til klokken tre om natten ? kunne ikke drømme om det. Det giver en rytme i tilværelsen, som jeg aldrig har haft før. I dag kører mit liv efter en klokkestreng, og jeg nyder det. Jeg har ingen skavanker, men jeg kan ikke finde mine nøgler, mobiltelefon og briller. Jeg kan faktisk ikke finde noget som helst! Det er noget med koncentrationsevnen, for der er ikke noget i vejen med hukommelsen, så jeg glemmer ikke aftaler. Men jeg glemmer mine nøgler, og også det, synes jeg, er sjovt. Det er nærmest en stående vittighed i kirken, at jeg har smidt nøgler, pung og telefon i skraldebøtten.

- Ellers føler jeg mig først og fremmest godt tilpas. Men jeg kan se, at det kan være svært for andre i min generation at blive gamle. Man får det bedre og bedre, føler man har helt styr på det og får en stor klarhed og et realistisk blik på tilværelsen. Hvis ikke man har det, får man ofte store problemer. Der er jo meget depression, lykkepiller og druk. Ikke mindst det sidste er nedslående at se konsekvenserne af. Modstanden mod at blive gammel har indlysende noget at gøre med, at tiden prioriterer det modsatte. Så det er svært at blive ældre, uden at der sker noget helt afgørende bevidsthedsmæssigt i stedet for troen på, at man kan gemme sig fra det eller forelske sig fra det. Og troen på at foryngelseskure er en eller anden art hjælp eller kan hindre, at man dør. Jeg mener, at man hellere skal konfrontere sig med det faktum, at døden findes, og at du aldeles ikke er sexet som 60-årig.

- For mig er det mest truende ved alderdom tanken om, at jeg skulle komme til at sidde på plejehjem med sund mentalitet og være fysisk færdig. Så det gælder om at ryge nogle smøger for simpelthen ikke at blive 80!

Anne Braad har besluttet sig. Når hun om to år fylder 62 år, stopper hun som sognepræst i Sankt Stefans Kirke og går på efterløn.

- Det vil komme til at volde mig stadig større anstrengelser og koncentration at holde gudstjenester. Jeg bruger ikke manuskript, men har forberedt det hele i hovedet og kommer, som jeg er. Det er meget krævende og en optræden, som dermed også indebærer mulighed for frit fald. Men det er helt sikkert, at jeg ikke skal slappe af resten af tiden. Jeg ved ikke, hvad jeg skal, bare at det skal være mindre mentalt krævende. Det er lidt nervepirrende. Og de dage, hvor jeg er i dårligt humør, kan det være en hel besættelse. Hvad skal jeg?

- Men jeg er fuld af forhåbning. Jeg skal nok finde på noget. Måske kirketjener, for kirken er en vidunderlig arbejdsplads.

remar@kristeligt-dagblad.dk