Dalai Lamas store krise

Jeg ville selv ikke have lagt meget i Dalai Lamas bemærkninger, hvis jeg ikke det sidste halve år har studeret hans liv og skrevet en bog om ham, som bliver udgivet til efteråret.

Under dette arbejde er jeg blevet stærkt optaget af den krise, som Dalai Lama diskret refererede til i onsdags på Tennis-Center Rothenbaum i Hamburg.

Krisen udvikler sig i 1970’erne og kulminerer i 1976, i en periode hvor det tibetanske eksilsamfund i Indien rystes af indre konflikter, og Dalai Lama føler sig forrådt af nogle af sine nærmeste.

Det forladte fædreland blev i 1960’erne og 1970’erne oversvømmet af den kinesiske besættelsesmagts hårdhændede reformbølge, der satte ind umiddelbart efter Dalai Lamas flugt i 1959, og som i 1960’erne blev fulgt af Kulturrevolutionen, der i praksis udryddede buddhismens offentlige tilstedeværen i Tibet, næsten alle klostre blev jævnet med jorden, munke og nonner fordrevet. Mellem 60.000 og 100.000 tibetanere flygtede i årene umiddelbart efter Dalai Lamas flugt og fik barske livsbetingelser i flygtningelejre og -bosteder i Indien og Nepal.

Dalai Lama fik imidlertid ingen opbakning til sit krav om ”et frit Tibet” fra stormagterne og måtte magtesløs se til fra eksilet. Samtidig viste sig flere alvorlige konfliktlinjer i eksilsamfundet.

En konservativ fløj ville bruge situationen til at befæste gelugpa-sekten (som Dalai Lama tilhørte) uden konkurrenter som den eneste legitime magthaver for den brogede flygtningeflok – ligesom gelugpa-sekten faktisk alene havde haft kontrollen med regeringen i Lhasa, inden kineserne i 1950 invaderede landet. Lhasa-regeringen styrede dog kun Centraltibet, hvor færre end halvdelen af tibetanerne bor. Til gengæld var østtibetanerne fyldigt repræsenteret blandt flygtningene og fulgte især de tre andre store buddhistiske sekter, sakyapa, kagyudpa og nyingmapa.

Særligt slem blev situationen, da Dalai Lamas storebror Gyalo Thondub koblede sig på de konservatives dagsorden og etablerede et ”enhedsparti”, der blev opfattet som et hidtil uset forsøg på politisk og religiøs ensretning af flygtningesamfundet. Det skrøbelige og pressede fællesskab blandt eksil-tibetanerne var ved at falde fra hinanden.

Oven i de politiske nederlag og spændinger havde der udviklet sig en religiøs strid, som den unge Dalai Lama opfattede som en trussel mod ham personligt og Dalai Lama-institutionen som sådan.

En gruppe særlig sekteriske gelugpaer, der omfattede Dalai Lamas personlige lærer siden de tidlige barneår, Trijang Rinpoche, var gået i offensiven for dyrkelsen af en særlig ”beskytter”, en dæmonisk figur, Shugden, der var blevet gjort til en særlig værner af gelugpa-sektens renhed og nidkær afstraffer af gelugpa-lamaer, der også dyrkede andre tibetanske sekters belæringer. Og det var den unge Dalai Lama faktisk begyndt på, idet han fulgte eksemplet fra sine største forgængere, den femte Dalai Lama, der i 1600-tallet samlede Centraltibet under sit styre, og den 13. Dalai Lama, der nær havde haft held med at gøre Tibet til en selvstændig stat og som dem søgte inspiration fra andre sekter. Da en elev af Dalai Lamas egen lærer i 1975 udgav ”den gule bog” med en hyldest til dæmonen Shugden, blev det for meget for Dalai Lama.

Han afviste efter det tibetanske nytår i 1976 at modtage de vigtige rituelle ”langlivsofringer”, udført af den tibetanske eksilregering, der rituelt er en fejring af det særlige bånd mellem Dalai Lama og det tibetanske folk. Ved at afvise ofringerne viste Dalai Lama, at båndet blev undermineret, og at tibetanernes handlinger gjorde det svært for ham at fortsætte i sit høje embede. Da eksilsamfundets Nationalforsamling pressede ham for at modtage ofringerne, sendte han et endnu stærkere signal: Han nævnte, at han havde haft drømme, hvor dakinierne – den tibetanske buddhismes budbringende gudinder – havde opfordret ham til at ”vende tilbage til de rene lande”, det vil sige indgå i Nirvana, som Hans Hellighed talte om onsdag på tennis-centret i Hamburg.

Dalai Lama kom styrket ud af krisen: Han forbød dyrkelsen af Shugden-dæmonen, fik opbakning til at føre en ikke-sekterisk linje, til at tale på alle eksil-tibetaneres vegne og kom i de følgende år til at fremstå som en uhyre selvstændig og selvbevidst leder.

Den identitet, han fandt efter krisen, har gjort ham til en helt enestående tilbedt figur, ikke blot blandt tibetanere, men i hele verden. Han hviler med stor integritet i sin lærdom og religiøse praksis, som han bruger mindst fem timer på hver eneste dag. Men samtidig er han økumenisk åben, ikke bare over for andre sekter og religioner, men også over for videnskab og psykologi.

Sidst i 1980’erne gennemførte hans tilhængere internationalt en enestående vellykket ”kampagne for Tibet”, og i 1989 fik han sit store gennembrud med Nobels fredspris for sin vedvarende fastholden ved ikke-vold i sine bestræbelser på at sikre tibetansk kultur og religiøs overlevelse og frihed. Søndag i denne uge afsluttede han et todages seminar om ”at lære i fred og uddanne sig i ikke-vold” i Hamburg. På weekendens seminar holdt Dalai Lama korte forelæsninger, hvor han præsenterede sin buddhistisk inspirerede analyse af den menneskelige psyke og forklarede opståen af had og vrede, men uden at referere direkte til Buddha eller buddhistiske dogmer. Den ikke-sekteriske Dalai Lama favner alle.

I Der Spiegels meningsmåling siger halvdelen af alle adspurgte, at buddhismen er den mest sympatiske religion af alle, 44 procent mener, den er ”fredelig”. 42 procent mener, kristendommen er fredelig, kun en procent finder islam fredelig.

Dalai Lama forsætter forhandlingerne med den kinesiske regering, selvom resultaterne foreløbig ikke er særlig store og mistillid og mangel på forståelse betydelig.

– Men vi fortsætter ad denne vej, sagde Dalai Lama i Hamburg.

Delegationer fra Dalai Lama har foreløbig seks gange siden 2000 besøgt Kina og Tibet og drøftet Tibets fremtid med kinesiske og tibetanske politikere på flere niveauer. Seneste forhandlingsrunde var her i begyndelsen af juli.

Efter snart et halvt århundrede i eksil har Dalai Lama slået verdensrekorder i popularitet – for sig selv, sin kultur og religion, men de seks millioner tibetanere oppe på højsletten har han ikke kunnet gøre meget for. Måske snarere tværtimod. Den vedvarende politisering af religionen i Tibet synes en af de væsentligste årsager til, at kineserne, som siden Maos fald faktisk har givet plads for genrejsning af klostre i stort omfang, stadig er tilbageholdende over for at give bedre udfoldelsesmuligheder for tibetansk religion og kultur i hjemlandet.

Erik Meier Carlsen er forfatter og journalist. Han har mødt Dalai Lama i Hamburg i denne uge, og om få måneder udgiver han en bog på Politikens Forlag om Dalai Lama