Sørine Gotfredsen |
30. juli 2007
ANMELDELSE: At se tv-reklamer med vilje i en hel uge kan være ganske interessant. Reklamerne nærer drømme, og lige nu drømmer vi om at værne om familien og være noget for andre
Det er nok de færreste, der synes, at det er en stor oplevelse at se tv-reklamer, men spild af tid er det ikke. Reklamer fortæller os nemlig interessante ting om, hvordan det værdifulde menneskeliv netop nu bliver opfattet. Sundhed, skønhed, tryghed og materialisme er blandt de dominerende kategorier, og mens reklamer for smukt hår og lavt kolesteroltal som oftest fortælles i et ret entydigt sprog, er der sket noget nyt på den materielle front.
En form for skam er begyndt at snige sig ind, og derfor er mange af de kontante indkøbsreklamer pakket ind i ironi. Det gælder for eksempel reklamen fra hårde hvidevarer-butikken Punkt 1, hvor skuespiller Nikolaj Lie Kaas med topmave, overbid og grimme briller spiller ekspedienten, der nærer personlige følelser for maskinerne langt mere, end han interesserer sig for at sælge dem.
Hans figur signalerer, at talen om simpel erhvervelse af støvsugere og vaskemaskiner skal håndteres med varsomhed, for den kolliderer frontalt med de livskvaliteter, der – i hvert fald udadtil – får mere og mere status. Det giver stadig mening at anskaffe sig dyre ting, men man gør klogt i at omgås dem med et vist forbehold, hvis man gerne vil opfattes som én, der kan tænke dybere over tingene.
Derfor er dynekongen Lars Larsens helt simple appel til vores kræmmermentalitet flere steder blevet erstattet af sarkasme, og en del af problemet med den næsten legendarisk latterliggjorte Biva-møbelreklame er, at den er blottet for humor og udelukkende taler til almindelig grådighed.
Selvfølgelig vil vi gerne købe billigt ind, men vi vil også gerne repræsentere en vis distance til det rasende forbrug og fremstå som nogen, der også rummer sans for tilværelsens egentlige værdier.
Og dermed når vi frem til én af de allermest interessante reklamer i denne tid. Det er fortællingen om de to nørder (forklædt som de populære skuespillere Mads Mikkelsen og Nicolas Bro), der sammen tager turen over Storebæltsbroen.
For det første repræsenterer parret på klassisk vis tendensen til i dansk humor at fremstille folk så lidt glamourøse som muligt, hvilket her skæres ud i pap, da de to venner udnævner sig selv til pligtopfyldende slægtninge fremfor overfladiske jet set-væsner.
Og for det andet er det store budskab i reklamen – udover, at vi skal benytte broen – at vi skal værne om familien. Her i livet handler det ikke om at være hverken rig, smuk eller berømt, det handler om at være noget for hinanden og tage sig selv i nakken, når man glemmer navnene på dem, man ser for sjældent.
Reklamerne for Storebæltsbroen hylder intensivt det menneskelige nærvær fremfor ydre blændværk, og der er næppe mange, der offentligt vil erklære sig uenige i det budskab. Spørgsmålet er bare, om idealet reelt interesserer os, eller om det blot har værdi som billedet på det attråværdige indsigtsfulde menneskeliv, som vi ikke inderst inde tror på, at vi selv kan leve.
Reklamer nærer drømme, og i historien om Storebæltsbroen optræder drømmen om mennesket af i morgen. Ham, der forsager al tomhed og blot ønsker at være noget for andre. Ham, vi alle sammen kan se værdien af, men som vi ikke nødvendigvis nogensinde bliver i stand til at efterfølge.
kultur@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad