Omsorg for enkelthederne skiller det gode fra det nemme

SELV UNDERHOLDNINGEN skal være nem, når tv-kanalerne møder seerne i "øjenhøjde" med programmer, hvor amatører gøres til sangstjerner, og hvor vi aften efter aften skal se normaldanskeren indrette sin udestue, plante sine stauder og lave sin mad på den nemmest tænkelige måde.

Øjenhøjde? Jeg hørte engang den altid tænksomme Jens Arentzen berette, at journalistikkens og kunstens mysterium snarere ligger i det modsatte. At møde folk i øjenhøjde, sagde Arentzen, kan enhver. Tricket er at spejle rummets potentiale. At sætte mulighederne fri. At give fanden i det nemme.

Så hvorfor gør vi det ikke oftere? Hvorfor skyder vi genvej med afbudsrejser og fastfood, standardkøkkener og discount-tv?

Sociologer kan berette, at det menneskelige samfund bevæger sig igennem tre faser. Det traditionelle samfund, der er præget af pligt og Guds indiskutable vilje; bøj hovedet. Derefter det moderne samfund, der i den vestlige verden kom med både indistrialiseringen og demokratiet, og hvor idealet er det oplyste menneske og de veldefinerede borgerdyder som pligt, retskaffenhed og den ordentlige omgang med både penge og andre mennesker. En livs-førelse, der kan læres enhver gennem disciplin, dannelse og en relativt målrettet indsats.

Endelig det postmoderne samfund, som vi lige nu lever i. Et samfund, hvor både Gud og dannelsen er forsvundet, medmindre man som enkeltindivid selv vælger i konkurrence med tusinde andre muligheder. Anything goes, som amerikanerne siger.

I INDUSTRISAMFUNDET, der var virkeligheden indtil for ganske få årtier siden, var både den gode smag og de rigtige valg nedfældet som institutioner. Institutioner, der ikke blot var bygninger af mursten og cement, men også fortællinger, der skilte skæg fra snot. Fortællingen om Danmark. Fortællingen om familien. Fortællingen om finkultur og god opdragelse. Om højre og venstre. Om kristendommen. Om kønsdriften.

Sociologerne ynder at fortælle os, at disse store fortællinger er "døde". Jeg tror, sagerne forholder sig anderledes – blandt andet fordi mange af os jo bruger lang tid på at fortælle også de fortællinger, der altså skulle være afgået ved døden. Vi er engagerede i både tro, fællesskaber og politiske spørgsmål ad kanaler, der ofte er anderledes end de traditionelle, men fremdeles udtryk for både tro, engagement og social ansvarlighed.

Men forvirringen står ofte tilbage, fordi fortællingerne kan vælges og fravælges, og fordi de i dagens samfund skal fortælles af os hver især. Og her er det nemme, tilsyneladende, et godt tilbud. Det nemme, der hverken kræver indsigt eller forberedelse, og som finder sine tydelige symboler i den overfladiskhed, hvormed vi ofte træffer vores valg.

Hvad tror du på? Lidt af hvert; lidt budisme og lidt astrologi og en glad barnedåb i folkekirken. Kan du lide opera? Ja, men helst på opsamlings-cd med De Tre Tenorer. Og litteraturens hovedværker? Bestemt, men helst når de er kommet på film.

POSTMODERNISMEN RUMMER altså både gode og dårlige nyheder. De gode nyheder er, at snobberiet har vanskelige kår, og at kulturlivet i en vis forstand er blevet demokratiseret. De dårlige er, at skidt og kanel lever side om side, og at det tilsyneladende er blevet legitimt at lade som om, at kvalitetsforskellene ikke længere eksisterer. Anything goes.

Men jeg tror på forskellene. Jeg tror på værdierne, principperne, kategorierne – også selvom de hver dag skal defineres af hver enkelt af os. Nej, snarere: fordi de hver dag skal defineres, og fordi den slags kræver en vis omsorg for detaljen. Hvad gør denne vin god? Noget med druerne, noget med jordbunden, noget med årgangen? Hvad gør denne rockkoncert til noget særligt? Improvisationerne, dialogen med publikum?

Djævlen ligger i detaljen, siger man i Italien. Underforstået, at djævlen ligger i at glemme detaljen.

Dét tror jeg på, også selvom det er nemt at være floromvunden, når man skriver fra en oase i Sydeuropa, hvor vi har vandret i Napoleons fodspor, snakket om pirater og særligt spidsfindige metoder for overrisling af vinmarker. Men i slipstrømmen af andre somre – og med erindringen om de hverdage, hvor tv'et buldrer i direkte øjenhøjde, og hvor samtaler med selv de vigtigste mennesker, de små i familien, bliver overstået med kommandoer og ordrer om sengetid – tror jeg mere end nogensinde på detaljerne.

Nemme er de ikke, tværtimod. Detaljerne kræver omhu og stædighed. Og en vis villighed til at løbe risikoen for, at man pludselig står helt alene med sine principper for både børneopdragelse, ferier og finere madlavning. Andre kan jo være helt uenige. Men det gode liv kræver valg og fravalg. Man skal prøve at vide noget. Tror jeg.

Kresten Schultz Jørgensen er salgs- og kommunikationschef på Det Kongelige Teater