Mikael Garnæs |
31. juli 2007
KAMMERMUSIK: Efter en imponerende præstation ved Copenhagen Summer Festival behøver man ikke profetiske evner for at spå den unge, kinesiske violinist Ning Feng en flot karriere
Copenhagen Summer Festival er en glimrende institution i det københavnske musikliv. I snart mange år har man hver sommer arrangeret daglige eftermiddagskoncerter i Charlottenborgs festsal til glæde for både turister og det arbejdende folk, der kan nå en times kammermusik, inden det går hjemad. Både musikken, stedets beliggenhed og salens klassiske elegance er nok værd at komme efter.
Dette års festival satser på unge musiktalenter, og det meget lovende startskud blev givet af den kinesiske violinist Ning Feng. Han er stadig under uddannelse, men har allerede vundet adskillige prestigefulde konkurrencer. Og hold da op, hvor den mand kan spille violin. Det kan ikke være tekniske problemer, der optager hans tid på Hans Eisler Konservatoriet i Berlin. Virtuose værker som Beethovens ”Kreuzersonate” og Francis Poulencs teatralsk effektfulde sonate fra 1942 blev afleveret med selvfølgelighedens lethed. Det gav overskud til at koncentrere sig om det det musikalske, som var præget af sympatisk alvor, gennemtænkt og følsomt. Det var meget smukt, som Ning Feng formede temaet i den langsomme sats af ”Kreuzersonaten”.
Poulencs sonate er ikke meget spillet, og måske er den heller ikke blandt komponistens mest helstøbte værker. Men den er ganske underholdende i sin blanding af flamboyant virtuositet, citater fra alskens operaer og indimellem indadvendthed. Ning Fengs tekniske overskud, den pletfri intonation og stenrolige bueføring var imponerende og satte den ellers absolut kompetente akkompagnatør Thomas Hoppe i relief.
Til afslutning fik vi Paganinis variationer over ”Le Streghe”, et studie i flageoletter, pizzicati, og hvad alle violinspillets heksekunster nu hedder. Ning Feng vandt Paganini-violinkonkurrencen i 2006, og det forstod man udmærket efter denne opvisning af teknisk bravour. Paganini er det musikalske svar på at jonglere med seks bolde, og Ning Feng tabte ikke en eneste på gulvet. Publikum, der nok var mødt frem i forventning om pæn, klassisk kammermusik, fik i tilgift lov til at tabe underkæben i forbavselse. To ekstranumre blev det til: en stille vuggevise og til sidst endnu et Paganini-festfyrværkeri fra Ning Feng, som man ikke behøver profetiske evner for at spå en flot karriere.
kultur@kristeligt-dagblad.dk