Lige nu er jeg skabt af intet

Både de "internationale børn" og deres børn kan ses som produkter af en verden, der bliver stadig mere multikulturel og bogstaveligt talt mere farverig. Hvor nationalitet og etnicitet ikke længere er absolutte størrelser, som nogen vil mene, det engang har været. Og hvor familier kan skabes af en koreansk mor og dansk far, men også af en dansk far, en dansk mor og et barn født af en helt tredje kvinde i udlandet.

Selvom de fleste udenlandske adopterede har levet i Danmark, siden de var helt små, er det ikke alle, der føler sig som en del af det danske fællesskab, lyder det fra Lene Kamm, som er psykolog og har rådgivet unge og voksne adopterede gennem 17 år. Det har hun erfaret på baggrund af sit arbejde med adopterede samt gennem en kvalitativ undersøgelse, hun har foretaget med titlen "Hvidt som norm".

– Undersøgelsen pegede blandt andet på, at en del udenlandsk adopterede udvikler opfattelsen af, at hvidt er norm. Derfor gør mange adopterede alt for at identificere sig med det etnisk danske for at blive anerkendt og accepteret som en del af det danske samfund, siger hun og fortæller, at nogle unge adopterede derfor undgår at gå i grupper med andre adopterede.

Lene Kamm mener samtidig, at der er sket en polarisering i de vestlige samfund, som blandt andet viser sig ved, at debatten er trukket skarpt op mellem "dem", som ikke er "hvide", og "os", som er "hvide". Som alle andre har adopterede brug for at kunne identificere sig med andre, der ser ud som dem. Men polariseringen gør det meget lidt attraktivt, hvis udenlandsk adopterede vil spejle sig i andre grupper i samfundet, som for eksempel flygtninge og indvandrere.

For i dag giver det ikke høj status at være flygtning eller indvandrer i Danmark, siger Lene Kamm.

– Hvem har lyst til at spejle sig i dem, når politikere som Søren Krarup (DF) og Jesper Langballe (DF) siger, at disse mennesker ikke hører til i det danske samfund, spørger hun retorisk.

Følelsen af ikke at høre til i det "hvide" Danmark kan også opleves, når det handler om familieforhold – simpelthen fordi de udenlandsk adopterede ikke fysisk ligner deres adoptivmor og -far.

Temaer som familie og tilhørsforhold bliver da også diskuteret i Korea Klubben, en forening for unge og voksne adopterede fra Korea.

Ved siden af jobbet som kommunikationsansvarlig i firmaet DT Group bruger Charlotte Yong San Gullach meget af sin fritid i foreningen, hvor hun blandt andet holder foredrag om at søge efter sin biologiske familie. Noget, en del af foreningens medlemmer gerne vil. I forbindelse med et foredrag beskrev hun sidste år, hvorfor det personligt var vigtigt for hende – og hendes to børn – at søge efter sit ophav i Sydkorea. Her sagde hun:

"For mig selv kom den store aha-oplevelse, da jeg fik mit første barn og oplevede "velkommen til familien-ritualet", hvor faderens familie til mit barn hilste hende velkommen ved at acceptere hende som en del af familien gennem anerkendelse af de biologiske træk. "Hun ligner sin far, hun har oldefars ører, hun har farmors sind", lød det i en glad pludren, mens blitzene kunne få enhver paparazzo til at dåne af begejstring. Da turen kom til min familie, kunne de naturligvis ikke på samme måde gøre krav på mit barn, og jeg måtte erkende, at oprindelse har en betydning for familieidentiteten, og tiden var kommet, hvor jeg skulle søge mine svar – ikke kun for min skyld, men også for min kommende families skyld. For det er ikke kun mig, der render rundt med koreanske træk, det er også mine børn, og det er ikke kun mig, der har et behov for en holistisk forståelse af min oprindelse, det er også min familie."

Charlotte Yong San Gullachs biologiske familie består i dag af sønnen Samuel og datteren Elisabeth på otte og 14 år. Især datteren har været optaget af, hvorfor hendes mor er blevet givet væk af sin mor, og det har ikke altid været lige nemt at forklare.

– Jeg savnede en model til at fortælle min datter, hvorfor min mor gjorde, som hun gjorde, hvem jeg er, og hvordan det spiller ind på min familieforståelse, siger Charlotte Yong San Gullach og forklarer, at det er vigtigt for hende, at datteren får kendskab til en alternativ adoptionshistorie til den klichéfortælling, som hun selv har fået fortalt.

Den, der primært har handlet om, at Sydkorea var fattigt, og hendes biologiske mor blev nødt til at adoptere hende bort på grund af dårlige kår.

Den gjorde nemlig, at Charlotte Yong San Gullachs datter fik ondt af sin mor. Og sådan skulle det ikke være.

– Jeg har behov for at kunne inddrage min datter i en anden form for adoptionshistorie. En, der også er en succeshistorie. Men den skal være anderledes, end "at vi er kommet til Danmark, og derfor er vi blevet succesfulde", siger hun og fortsætter:

– Den skal snarere handle om, at vi har noget koreansk med os, og derfor er vi succesfulde. Og fordi vi kan håndtere at være på en platform mellem to kulturer, er vi succesfulde.

Den nu 39-årige Charlotte Yong San Gullach fik selv øjnene op for, at hun er mere end blot dansk, da hun studerede i USA sidst i 1990'erne. Her mødte hun en koreansk kvinde i Det internationale Hus i New York. Kvinden spurgte til Charlotte Yong San Gullachs koreanske baggrund, og hun forklarede, at hun var adopteret. Kvindens reaktion var at græde.

– Det var et sår og en stor sorg for hende, at Sydkorea havde adopteret så mange børn ud af landet. Den episode var mit wake-up call, siger Charlotte Yong San Gullach.

– Jeg blev bragt ud af min faste forestilling om, hvem jeg var. Og det var første gang, jeg blev konfronteret med, at det var noget andet. Noget, som jeg kom fra, siger hun.

Oplevelsen gjorde, at Charlotte Yong San Gullach rejste til Sydkorea for første gang i 1999. Siden da er det blevet til yderligere to ture og denne sommer endnu en. Allerede anden gang hun besøgte landet, søgte hun efter sin biologiske familie. Eller andet, som kunne give hende oplysninger om hendes første år af livet. For der er jo bare et hul, som hun siger. Hun har endnu ikke fundet nogen eller noget.

– Jeg vil søge, til jeg dør. Det handler ikke om, at jeg skal skabe mig en ny familie. Måske bliver det kun til et møde én gang, men så får jeg vished om, at jeg er skabt af noget. Lige nu er jeg skabt af intet, og det føles frustrerende og tomt.

Selvom Charlotte Yong San Gullachs familiære baggrund også betyder meget for hendes børn, ved hun godt, at selve Sydkorea ikke har samme interesse for børnene som for hende.

– Jeg skal en gang imellem minde mig selv om, at mine børn ikke er adopterede, og derfor synes de jo heller ikke altid, at Korea er det mest spændende i verden, siger hun.

Charlotte Yong San Gullachhar en noget – ifølge hende selv – senromantisk opfattelse af Korea, og hun iklæder sig for eksempel den traditionelle koreanske dragt, hanbok, hvis hun skal til et kulturelt arrangement i Koreaklubben. Det ved hun godt, at børnene ikke gider. Men hun forsøger på i små doser at gøre dem opmærksomme på, hvorfor de skal være stolte af deres mors fødeland. Det gør hun ved at vise dem de koreanske ting, der giver mening i deres hverdag. Det kan for eksempel være mobiltelefoner og tøj. Samtidig bruger hun energi på at gøre især teenagedatteren opmærksom på, at der også findes gode skuespillere og smukke fotomodeller i Korea. Især det med skønhedsidealerne er vigtigt.

– Jeg er optaget af, at hun får andre skønhedsidealer end de vestlige. I øjeblikket er min datter meget interesseret i en bestemt gadestil med vildt, farvet hår og store sko. Den er godt nok japansk, men det er altså hendes måde at finde noget, hvor hun kan bruge den del af det asiatiske udtryk, hun har, samtidig med at det kan integreres i et vestligt udseende, siger Charlotte Yong San Gullach.

Hun gør også meget for, at børnene omgås mange forskellige mennesker med forskellig baggrund og udseende. Især datteren, som ellers kun er sammen med de andre børn fra den "hvide privatskole", som Charlotte Yong San Gullach kalder den med et smil.

– Der er jo ikke noget galt med at være hvid, men hvis min datter ikke bliver udfordret i sin opfattelse af, hvordan man kan se ud, så vil hun blive hvid i sin selvforståelse. Og det er hun jo ikke, når man kigger på hende, siger hun.

Netop det fysiske udseende er med til, at nogle udenlandsk adopterede konstant bliver mindet om, at de er anderledes. Også selvom de er vokset op i en familie, hvor udseende ikke har haft nogen betydning, forklarer May Britt Skjold, leder af center for adoption og psykolog gennem mange år med speciale i rådgivning af voksne og unge adopterede.

– De fleste adopterede begynder på et tidspunkt at stille spørgsmålstegn ved deres egen etnicitet. Hvor dansk er jeg, og hvor indisk er jeg? siger hun og forklarer, at disse spørgsmål ofte kører parallelt med de direkte spørgsmål eller indirekte hentydninger, som det omkringliggende samfund stiller eller kommer med til den adopterede.

– Som menneske oplever man jo sig selv indefra og ud. Derfor tænker man ikke altid over, hvilket udseende man repræsenterer. Men det bliver man gjort opmærksom på, når man bliver spurgt, hvor man kommer fra, selvom man som udgangspunkt troede, at man var dansker, siger May Britt Skjold, som har erfaring med en kvinde, der hver sommer oplever, at butiksekspedienter tale engelsk til hende, fordi de tror, hun er turist.

Charlotte Yong San Gullachs to børn kommer ud af mødet mellem en dansk far og en koreansk-adopteret mor. Hvis de engang imellem glemmer dette etniske miks, så skal omverdenen nok bekræfte dem i, at de ikke ser ud som alle andre. Noget som Charlotte Yong San Gullach selv har oplevet gennem hele sit liv. Som barn i Holstebro kæmpede hun om at blive så dansk som mulig, men måtte med tiden sande, at hun ikke kunne rende fra sit gule udseende, som hun selv kalder det.

– Da jeg var barn, blev alle asiatere opfattede som kinesere. Alle troede, jeg kunne karate og sagde "nji hau" til mig hele tiden. I dag har det taget en drejning, så man som asiatisk-udseende kvinde altid er synonym med en thai-luder, siger hun og beretter om utallige gange, hvor hun på gaden eller i bussen er blevet antastet eller råbt af. Enten som prostitueret eller som "perker".

Selvom børnene endnu ikke er gamle nok til at blive kaldt de seksualiserede ting, så forventer Charlotte Yong San Gullach, at børnene vil få lignende oplevelser i deres liv.

– Min datter er allerede blevet kaldt fremmedarbejder i skolen. Dér tog jeg med det samme fat i forældrene til det andet barn, for jeg finder mig ikke i, at mobning af kultur og race blive ignoreret, siger hun og gør således det stik modsatte af, hvad hendes egne adoptivforældre gjorde, da hun var barn.

Selvom både Charlotte Yong San Gullach og hendes børn oplever racisme og grove kommentarer, så er deres situationer alligevel forskellige. For børnene er jo ikke adopterede, men derimod børn af en koreansk-adopteret mor og en dansk far. Og det betyder noget i deres tilknytning til Korea.

– Mine børn kan jo ikke gøre krav på en koreanskhed, for de er ikke født i Korea. De kan kun gøre krav på den gennem mig, hvilket igen er problematisk, fordi jeg ikke kan give dem en koreanskhed, da jeg ikke selv er vokset op i Korea, siger Charlotte Yong San Gullach.

I disse dage får den 14-åige datter for første gang mulighed for se, røre og mærke den koreanske kultur. For to uger siden tog Charlotte Yong San Gullach og datteren nemlig til Sydkorea, hvor de blandt andet skulle deltage i et stort arrangement for koreansk-adopterede.

– Min datter glæder sig meget til at danne sit eget indtryk af Korea og skabe sin egne fortællinger om landet, som hun kan bruge, når folk spørger til hendes koreanskhed.

bendix@kristeligt-dagblad.dk