Tiggermunkene gik ud af klostrene

– I tidligere ordener havde munkene også afstået fra personlig ejendom, men da havde klostrene besiddet marker, skove, kornlagre og meget andet. Det var en forudsætning for munkenes eksistens. Men den del giver de franciskanske brødre også afkald på, fortæller den århusianske professor.

Det handlede om at efterligne Kristus mest muligt - på latin imitatio Christi. Den unge købmandssøn skabte en vækkelse nedefra, som fik stor folkelig udbredelse.

– Hvor munketilværelsen havde handlet om at sikre sin egen frelse, kommer prædiken og sjælesorg for lægfolk nu i fokus. De religiøse idealer flytter ud af klostrene, siger Per Ingesman.

Det var ikke kun franciskanerne, som kæmpede for, at kirken igen skulle prædike fattigdomsidealet.

Ikke mindst katharerne, som var en kættersk bevægelse, der modsatte sig det kirkelige hierarki, talte for fattigdom og askese. De havde set, hvordan kirken gennem middelalderen var blevet stadig rigere, og at livet som gejstlig var præget af luksus.

Kætternes hidsige modstand mod pavekirken bekymrede den unge spanier Dominicus, der var skole­uddannet, og som kannik hørte til i kirkens nedre hierarki.

– For ham handlede det om, at kirken fortsat skulle være på god fod med folket, fortæller Johnny G. Jakobsen, der ved Syddansk Universitet arbejder på en ph.d.-afhandling om den dominikanske bevægelse.

Dominicus’ tanker blev startskuddet til endnu en tiggerorden, men mens franciskanerne var en bevægelse nedefra, rekrutterede den veluddannede dominikanerordenen munke blandt kirkens folk.

Hvor forskningen tidligere har set tiggerordenerne som et byfænomen, mener Per Ingesman, at det er vigtigt også at fremhæve deres betydning på landet.

– De var med til at uddanne præster i landområderne. De to tiggerordener satte markant aftryk på kirkens udvikling gennem middelalderen. Klostrene åbnede op, og det kristne budskab nåede folket på en måde verden ikke havde set i århundreder. Selvom ordenerne i udgangspunktet var forskellige, kom de med tiden til at ligne hinanden med fattigdomsidealet som gennemgående fællestræk, understreger Per Ingesman.

Men tiggerordenerne måtte se deres vundne status smuldre igen i 1400-1500 tallet.

– Opbakningen forsvandt ganske brat, dels fordi de som det øvrige klostervæsen opbyggede formuer, dels som en konsekvens af interne splittelser. Endelig gjorde reformationens nye tanker også livet svært for klostrene i Nordeuropa, siger Johnny G. Jakobsen.

Tilbage står det indledende spørgsmål: om mennesker i dag er klar til at opgive alt hvad de ejer og dermed igen give tiggerordenerne vind i sejlene?

– Nej, i hvert fald ikke i den udformning vi så i middelalderen, hvor fællesskabet stod helt centralt, lyder det prompte svar fra Per Ingesman.

– I dag tænker og handler vi individuelt og lader os ikke uden videre indordne under et fællesskab. Så selv om tiggermunkebevægelserne har overlevet i katolsk regi, vil vi ikke se en ny vækkelse på vores breddegrader.

kirke@kristeligt-dagblad.dk