Dorte Kvist |
10. august 2007
Mobning: Det er ikke særegne personlighedstræk, der gør, at voksne bliver ramt af mobning, viser norsk undersøgelse. Dårlig konflikthåndtering er derimod en af hovedårsagerne til mobning
Der findes ikke en egentlig profil af voksne mobbeofre. Ofrene er forskellige mennesker som alle andre, og to ud af tre mobberamte har ingen usædvanlige karaktertræk, som skiller dem ud fra den øvrige befolkningsgruppe.

Det viser en ny undersøgelse fra Institut for Samfundspsykologi på Bergen Universitet, som professor Ståle Einarsen har stået i spidsen for.
– Tidligere undersøgelser har vist, at manden på gaden går ud fra, at et mobbeoffer enten er specielt sårbar, kværulantisk eller på anden måde socialt vanskelig, men det viser sig altså, at det store flertal af mobbeofre er som alle andre, siger Ståle Einarsen.
En tredjedel af de 72 mobberamte, som deltog i undersøgelsen, viste afvigende personlighedstræk, men det stemmerifølge professoren meget godt overens med den øvrige norske befolkningsgruppe.
– Mange har en væremåde, som skaber mellemmenneskelige problemer, uden at blive mobbet, så man kan altså ikke sige, at det er personligheden, der udløser mobningen. Det er derimod meget sandsynligt, at det er mobningen, der udløser for eksempel neuroser, siger Ståle Einarsen.
En anden undersøgelse, der viser, at mobbeofre kan blive rehabiliteret ved behandling, understøtter udsagnet.
– Hvis det var stærke personlighedsfaktorer, der lå bag, at man blev mobbet, skulle man have store problemer med at blive rehabiliteret til arbejdsmarkedet, men sådan forholder det sig ikke. Rehabilitering virker, siger Ståle Einarsen.
Dårlig eller manglende konflikthåndtering fra ledelsen er ifølge Ståle Einarsen hovedårsagen til mobning på arbejdspladserne.
– Vi har jo i Skandinavien en lang tradition for at koncentrere os om det positive. Danskerne er specialister, men ofte kommer der megen uhygge ud af bare at koncentrere sig om det hyggelige, siger han.
Inger Lise Eriksen-Jensen, som er tidligere faglig konsulent hos HK og nu konsulent hos psykologisk klinik og kursusvirksomhed Specular, har samarbejdet med Ståle Einarsen om undersøgelserne. Hun mener, at mobning har at gøre med tempo og lydhørhed på arbejdspladsen:
– Unge forventer at være en del af processen på arbejdspladsen, men det er svært, hvis det hele kører for stærkt, og der hverken er tid eller lydhørhed. Så kæmper alle bare for at holde fast, og man taber moral og gensidig forpligtelse over for hinanden.
livogsjael@kristeligt-dagblad.dk