Den nødvendige uenighed

Den følgende anekdote bliver ledsaget af en varm latter, ligesom ovenstående sidste pointe.

Danmarkssamfundets flagreglement påbyder, at Dannebrog skal brændes, når det er blevet slidt og grimt. Under Muhammed-krisen kunne danskerne i flere nyhedsindslag se, at nogle muslimer trådte på flaget. Det var derfor helt efter reglerne, at de efterfølgende brændte det af.

– Det skulle danskerne selv have gjort, hvis de havde fået fanerne udleveret, konkluderer Helmuth Schledermann med et smil.

Helmuth Schledermann var fra 1970 til 2006 ansat ved Juridisk Institut ved Aarhus Universitet, hvor han underviste i samfundsfilosofi og senere i retshistorie for jurister. Han har interesseret sig for problemstillingerne mellem Vesten og islam siden 1970’erne og inddrog i de senere år gerne islam i undervisningen på grund af den stigende opmærksomhed på religionen i Vesten.

Han understreger, at en større indsigt i islam er nødvendig for at kunne have en ægte debat, der kan føre til at både kristne og muslimer kan leve fornuftigt sammen. Det er baggrunden for bogen, som Helmuth Schledermann håber kan være med til at skabe større forståelse.

– Islam spiller en kolossal rolle i dansk politik og samfund. Derfor er det interessant at beskæftige sig med, siger den 68-årige historiker, som erkender, at en større indsigt ikke altid fører til, at man tager mere hensyn til hinanden.

– Måske tænker man én ting, siger noget andet og gør noget tredje. Det er vi mennesker jo kendt for. På den anden side kan jeg ikke acceptere handling uden oplysning. Så vil den være blind.

Ifølge Helmuth Schledermann skal man tilegne sig større viden om islam hos både myndigheder og privatpersoner, da man møder islam alle steder.

Helmuth Schledermanns leverer en næsten tragikomisk pointe, da han bliver spurgt om, hvordan oplysningen konkret skal udbredes:

– Det ville være mærkeligt, hvis man fra officiel side satte ind med en voldsom oplysningskampagne, så danskerne endte med at vide mere om islam end kristendom.

Han tilføjer dog:

– Man må selvfølgelig oplyse på de niveauer, man vil. Derfor er det uheldigt, når avisdebatterne kun foregår ved hjælp af skældsord.

Historikeren opridser i sin bog nogle af de største forskelle, der er mellem Vesten og islam. Og det er uenigheder, som ikke kan forenes og derfor en kolossal udfordring at håndtere.

I ”Gensidig tålsomhed” får sharia, som er det centrale lovsystem i islam, stor opmærksomhed.

Ifølge Helmuth Scheldermann er sharia helt uforenelig med europæisk lov.

En af de største forskelle er, at sharia ingen regler har for statsforfatningen – grundloven og dennes fortolkning – eller for forvaltningsretten – regler for embedsførelse, lighed for loven, høringer og så videre. Det betyder, at der ingen retningslinjer er for, hvordan en stat skal se ud eller for en civilbefolknings rettigheder.

En enevældig hersker i en stat underlagt sharia kan derfor uden juridiske begrænsninger gøre, hvad han vil. Samtidig kan befolkningen ikke henvise til nogen rettigheder, hvis de føler sig undertrykt.

Derudover er en meget omtalt forskel synet på kvinder. I sharia arver kvinder kun halvt så meget som mænd, og hvis der skal betales blodpenge, fordi et medlem af slægten er blevet myrdet, bliver der kun udbetalt halvt så meget for en kvinde. At mænd arver mere end kvinder gjaldt i øvrigt også i Danmark ind til midten af 1800-tallet. Begrundelsen er, at manden er forsørgeren. Derfor skal manden arve mere, og det er et større tab for en familie at miste den mandlige forsørger end kvinden.

– Det er vigtigt at få begrundelserne med, fordi der er en form for logik bag. Og noget af det har været vores logik tidligere, forklarer Helmuth Schledermann.

Samme tankegang giver forklaringen på, hvorfor en frafalden muslimsk mand skal straffes med døden. Han har nemlig et ansvar for hele sin families frelse. Det har kvinden ikke på samme måde og kan derfor ”nøjes” med fængsel, indtil hun kommer på bedre tanker.

En tredje vigtig forskel er, at skylden i Vesten er individuel, mens den i islam er kollektiv. Det vil sige, at en hel muslimsk familie bøder for et enkelt familiemedlems handlinger.

Når sharia er så central i islam, giver det hurtigt problemer for muslimer, som ønsker at være tro mod Koranens bogstav i Vesten. Her foreslår Helmuth Schledermann andre mulige tilgange til det at være troende muslim.

En er at formulere nogle generelle etiske principper, som kan gælde alle mennesker. Det kan for eksempel være at lade andre mennesker have de samme rettigheder, som man giver sig selv. En anden mulighed er at betragte Jesus og Muhammed som forbilleder, på samme måde som mange asiater ser Buddha som et forbillede. En tredje mulighed er at lægge stor vægt på islamisk mystik eller sufisme, hvor troen mere handler om en oplevelse af kærlighed, det guddommelige og af mennesket i universet.

Helmuth Schledermann argumenterer imod påstanden om, at man på denne måde reducerer troen, men siger i stedet, at det menneskelige potentiale på denne måde er stort og kan bruges til personlig opbyggelse og kritik af det moderne samfund.

– Hvis man har en anden tro, så kan man ikke belære andre. Derfor følte jeg, at jeg gik lige til grænsen for, hvad man skal tillade sig, da jeg beskrev mulighederne. Alligevel håber jeg at have nærmet mig problemet fra flere sider og på den måde bidrager til oplysning, forklarer Helmuth Schledermann, som selv er erklæret agnostiker.

Agnostikeren ønsker ikke at tage stilling til nogen religion, fordi vi ikke med sikkerhed kan vide noget.

kirke@kristeligt-dagblad.dk