Folkekirken har brug for et professionelt team af mæglere, som kan gribe ind og løse de talrige konflikter, som løbende plager folkekirken. Det forslag har kirkeminister Bertel Haarder (V) modtaget fra sognepræst Anni Lemke, som er nået frem til det under arbejdet med sin netop offentliggjorte masterafhandling, "Konfliktkræfternes Kreativitet og Alvor i Folkekirken".

I 2002 fik folkekirken sin første undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø. Den var lavet af professor, dr.med. Finn Gyntelberg, som er ledende overlæge på Arbejdsmedicinsk Klinik på Bispebjerg Hospital i København. Den konkluderede, at der var konflikter i hvert fjerde sogn, og at mange præster følte sig stressede. Rapporten satte Anni Lemke i gang med sin egen forskning om folkekirkens konflikter.

– Bunken under gulvtæppet bliver så stor, at man falder over den. Derfor skal vi blive dygtigere til at dia-gnosticere konflikterne. Vi skal stramme op og være bedre til at sætte grænser, men lige nu mangler vi redskaberne til at gøre det, et mæglerkorps, siger Anni Lemke.

Domprovst i Århus, Poul Henning Bartholin, synes godt om forslaget.

– Fordelen er, at den professionelle kan se det hele fra et objektivt, overordnet synspunkt, hvorimod en provst let selv kan blive en del af konflikten, fordi han kender personerne, siger han.

Også Sabine Bech Hansen, formand for Præsteforeningen, er fortaler for mere mægling i folkekirken.

Det er Anni Lemkes hypotese, at forventningen om, at præster udelukkende er gode og fromme, gør dem konfliktsky. Mange præster finder det selvmodsigende at være symbol på forsoning og tilgivelse og samtidig erkende, at man har konflikter i sognet.

– Folk forventer, at vi som præster kan være ét med forsoningsbudskabet, men det er et for stort krav at stille, for i sidste ende er det kun Jesus, der kan det. Selvfølgelig skal vi foregå med et godt eksempel, mere kan vi ikke gøre, siger hun.



Har folkekirken har brug for konfliktmæglere?

- Nej, den har brug for Jesustroende præster, der gør hvad Jesus har sagt de kan gøre. Da får de åndelige resurcer - styrke til at være mere end dygtige konfliktmæglere i vort samfund.

Jesu ord og befalinger lød til hans første disciple og kommende præster:

"Sandelig, sandelig siger jeg jer: den, som tror på mig, han skal også gøre de gerninger, jeg gør, ja, han skal gøre endnu større gerninger, for jeg går til Faderen, og hvad som helst I beder om i mit navn, det vil jeg gøre, for at Faderen kan herliggøres ved Sønnen." (Joh. 14:12-13).

Kh frode

Det har den helt sikkert, altså brug for konfliktmæglere! For intet sted har jeg dog oplevet så meget nid og nag, mere eller mindre undertrykt, som i FK som arbejdsplads! Og hvis ikke rettende ind - så afgang, eller "tåle og lide" til selv totalt opbrugt.

Som præst her i 33½ år, heldigvis nu pensioneret, må jeg i hvert fald konstatere, at de instanser, der havde som opgave at gribe ind, konfliktskye...et eller andet med som evindeligt mantra, "forsonlighed", og så var det ligegyldigt, hvilke konkrete konsekvenser det havde for den enkelte. Så derfor skal jeg i dag ikke have et lille "bijob" i kirkeligt regi - men har derimod ønske om lidt indenfor helt andre områder blandt ganske almindelige mennesker, der sandsynligvis aldrig har skænket ordet "kirke" et øjebliks opmærksomhed, men som omvendt teer sig som almindeligt fornuftsbegavede væsner i henhold til arbejdsbeskrivelse og forordnet.

Når flertallet i et menighedsråd kategoriskt afviser mere end TI anmodninger om konfliktmægling, deriblandt fra Landsforeningen af menighedsrådsmedlemmer, Center for konfliktløsning, en række af rådets egne medlemmer samt ansatte, har den pågældende kirke problemer.
Professor Finn Gyntelberg fra Arbejdsmedicinsk klinik på Bispebjerg Hospital meldte kirken til Arbejdstilsynet i 2001. Efterfølgende har han haft flere ansatte fra kirken som patienter, sådan som det siden er fremgået af flere avisartikler.

Når disse forhold har kunnet lade sig gøre med de højere instanser som tavse vidner, er forholdene blevet "legaliseret", for der har INGEN konsekvenser været for de krænkende.
Mange af ovenfor nævnte kirkes ansatte er blevet efterstræbt, udstødt og fyret eller er brudt sammen og har selv måttet forlade arbejdspladsen på grund af det stærkt belastende psykiske arbejdsmiljø.

Jeg kan ikke stærkt nok opfordre til, at den internationale forskning af den psykisk vold på arbejdspladser, som klart har dokumenteret både fysisk som psykisk sygdom som direkte resultat, bliver taget alvorligt, så der kan gribes ind ved denne form for adfærd.
Det er uværdigt, uanstændigt og ukristeligt, at sådanne forhold – undertiden foregående i det offentlige rum – medfører så store menneskelige omkostninger for ofrene, som det har været tilfældet i omtalte kirke i adskillige år.

Med venlig hilsen
Ulla Laage,
Diplomklokkenist

Kære Ulla Laage.
Uden at kende et klap til konkrete forhold på din vist tidligere arbejdsplads, kan jeg kun give dig ret i dine harmdirrende indlæg. Det er ganske enkelt utroligt, hvilken personalepolitik man har alt for mange steder i FK med øvre instansers og et menighedsråds sanktion. Sidstnævnte, tit, fordi dette befolket med mennesker, der halvvejs føler sig besnakket til noget, de i virkeligheden ikke gider og derfor vil have fred for enhver pris. Og da "øvre instanser" helst vil holde sig gode venner med disse halvt besnakkede, går det, som det gør - og de krænkede som tabere, ligegyldigt hvor meget de piber eller synger eller det hele må være evident, at noget er rivravruskende galt!

Hvor har jeg i mine mange præsteår set mange kirkeligt ansatte, hvis ikke med stor beredvillighed til evigt at lege under-dogs, der så kunne se i øjnene at blive behandlet som jaget vildt! Nej, der mangler en ordentlig, kompetent ledelse, der kan skære igennem, både på lokalt og overordnet plan og som ikke blander en masse gudeligt ævl ind i noget konkret, der ved almindelig fornuft, medmenneskelighed og klare forordninger burde kunne løses.

At have Folkekirken som arbejdsplads kræver nerver af stål, og så er det ikke engang sikkert, at man så står distancen, for der sidder i hvert fald altid nogle i et menighedsråd, der ved så god besked, og som der åbenbart skal tages et særligt hensyn til - i lutter rædsel for, at nogle af disse kunne finde på at forlade pladsen i utide, hvis ikke ligefrem melde sig ud af Folkekirken. Uha-da-da, at skulle mangle endnu flere kirkeskattebetalere!

Når man læser flere af overstående indlæg, får man det indtryk at folkekirken har mere brug for en hovedrengøring end konfliktmæglere. Det er nok også en stor fejl at mange meninghedsrådsmedlemmer er politisk valgte, det skaber uundgåeligt konflikter.