Alle bukker hovedet

– En mellemleder på afdelingen havde taget lederskabet, og mit forhold til hende blev mere og mere belastende. Flere gange kaldte hun mig ind på afdelingssygeplejerskens kontor – hvilket hun slet ikke havde bemyndigelse til – og fortalte mig, at flere sygeplejersker mente, at jeg fyldte for meget. Jeg sagde, at jeg ville være opmærksom på det, og jeg forsøge at rette ind. Jeg fik ikke at vide, hvordan jeg fyldte for meget, og hvem, der talte om mig, fortæller Gitte Strandgaard.

Hun elskede sit job og var meget engageret i det. I de første år følte hun sig succesfuld i arbejdet med at "få smilet frem og tankerne væk fra det, der gør ondt" hos de kronisk, svært syge børn, som hun havde med at gøre. Hun ville gerne samarbejde.

– Man kan ikke komme igennem livet uden at begå fejl og såre andre, og man skal kunne sige undskyld, når det sker. Det var bestemt ikke min mening at fylde for meget på afdelingen, så jeg ville gerne tale åbent om det. Men det var meget svært at komme igennem med. Jeg indbød til et personalemøde, hvor jeg bad sygeplejerskerne se på min funktionsbeskrivelse, så de kunne give deres bud på, hvad jeg kunne bruges til på afdelingen. Fem af 22 meldte sig på listen, og ingen af mine tre opponenter, som jeg nu kalder dem, var der. Afdelingssygeplejersken aflyste mødet og tog aldrig initiativ til et nyt, fortæller Gitte Strandgaard.

Hun lavede mange forskellige arrangementer med de syge børn og var involveret i arbejdet med deres forældre og de sociale myndigheder.

– På en konference, hvor vi sad ti personer – læger, psykologer, sygeplejersker og så videre – skulle vi alle fra hver vores kant fortælle om vores observationer i forbindelse med de enkelte børn. Da jeg bød ind med mit indlæg, sad en af de tre mellemlederne med et sarkastisk smil. Det skete ofte. Jeg spurgte hende direkte, hvad hun grinede ad, og hun forklarede sig med, at det, jeg sagde, var sjovt. Men jeg forsøgte altså ikke at være sjov.

Det var også hende, der på et tidspunkt spurgte Gitte Strandgaard, om hun lavede arrangementerne med børnene for selv at få opmærksomhed.

– Hvad skulle jeg sige? Jeg gjorde det for børnenes skyld, men vi kunne slet ikke kommunikere.

Gitte Strandgaard sagde flere gange til den pågældende mellemleder, at deres samarbejde føltes ubehageligt for hende. Afdelingssygeplejersken overværede flere episoder mellem dem uden at gribe ind, og til sidst henvendte Gitte Strandgaard sig til afdelingssygeplejersken og bad om et møde. Hun håbede, at afdelingssygeplejersken ville fungere som en slags mægler, for hun kunne ikke klare konfrontationen alene.

– De startede med at komme 12 minutter for sent, sætte sig over for mig ved siden af hinanden og fortælle mig, at mellemlederen skulle gå efter ti minutter. Jeg bad så om at få en ny aftale med dem, hvor vi kunne få en time til mødet, men det kunne der ikke være tale om. Jeg mistede kontrollen og begyndte at trække gamle episoder frem, hvor jeg var blevet ked af det. "Jamen, det er jo to år siden, det er da ikke noget at tale om," sagde de, men sagen var bare, at de episoder fyldte meget for mig. Snakken kom så til at gå på, hvor dårlig jeg var til mit arbejde, og at jeg måske var for sårbar til den afdeling. Jeg kunne slet ikke forsvare mig over for det, de sagde.

Da mødet sluttede, sagde mellemlederen: "Nå Gitte, så fik du alligevel din time."

– Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg gik i sort.

En hospitalsafdeling er i perioder en arbejdsplads med et presset personale.

– Som når vi for eksempel havde 22 indlagte børn, hvor der kun var plads til 16. Vi fik hele tiden nye opgaver, og inden vi nåede at få implementeret nye omstruktureringer, kom der nye igen. Men vi fik som regel tingene til at gå. Der er bare det ved det, at føler du dig stresset, udvikler du nemt negativitet og snæversynethed, og så kan du komme til at mobbe andre. Stressede mennesker er også mere udsatte for mobning, fordi de ikke klarer deres opgaver så nemt. Og bliver du mobbet, får du meget nemt stress. Det bider sig selv i halen, siger Gitte Strandgaard, som ikke var den eneste på afdelingen, der følte sig forfulgt.

– Det paradoksale var, at jeg selv var vidne uden at kunne gøre noget. Men mobning er personrelateret, båret og udført af personer, og derfor er det en sprængfarlig bombe på en arbejdsplads. Alle bukker hovedet og går i forsvar.

Gitte Strandgaard har altid tidligere følt sig som et sundt menneske. Hun har en tryg barndom bag sig og har arbejdet, siden hun var ganske ung. Men for et par år siden følte børnene, en datter på 31 år, barnebarnet, sønnen på 12 og den yngste pige på 15, hvordan deres mor havde forandret sig. Ved den mindste kritik tændte hun af, og i sommeren 2005 måtte hun sygemelde sig for så endelig at blive afskediget.

Nu 33 samtaler senere med arbejdspsykologen, har hun ikke behov for flere samtaler af den art og vil bare gerne have et arbejde igen. Men hun stiller helt konkrete krav.

– Der skal være synlige funktionsbeskrivelser for alle medarbejdere og gennemskuelige forventninger til og fra hinanden. Der skal være synlig ledelse og en ordentlig omgangstone. Jeg går efter at få et vikariat i første omgang, så jeg kan lure miljøet på arbejdspladsen af. Jeg kan ikke tåle et dårligt psykisk arbejdsmiljø igen.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk