Den hollandske højrefløjspolitiker Geert Wilders sammenligner Koranen med Hitlers ”Mein Kampf”
Koranen bør forbydes i Holland. Det mener en hollandsk politiker.
– Koranen er en fascistisk bog, som opfordrer til vold, skriver lederen af det højreorienterede Parti for Frihed, PVV, i en artikel i avisen ”De Volskrant”.
Geert Wilders ønsker at forbyde Koranen netop nu, fordi han mener, at det vil være en passende reaktion på overfaldet på den hollandske kommunalpolitiker Ehsan Jami.
Ehsan Jami, der har dannet en organisation for tidligere muslimer og tillige er kendt for sin skarpe kritik af islam, blev for nogle dage siden overfaldet i byen Haag. Det formodes, at gerningsmændene er yderligtgående muslimer.
Nu har Ehsan Jami politibeskyttelse døgnet rundt, men Geert Wilders mener ikke, at det er en holdbar løsning.
– Problemets kerne er den fascistiske islam, den syge ideologi om Allah og Mohammed, skriver Geert Wilders og sammenligner Koranen med Adolf Hitlers bog ”Mein Kampf”.
Ifølge Geert Wilders er Koranen fuld af opfordringer til vold, voldtægter og mord på ikke-muslimer.
– Bogen passer derfor ikke ind i den hollandske retsorden. Nu er det nok, mener han.
I Holland er Hitlers bog ”Mein Kampf” forbudt og må kun benyttes på universiteterne. Geert Wilders ønsker, at Koranen ligeledes kun skal bruges som studieobjekt, og at det skal være forbudt for moskeer og muslimer at købe bogen.
Ifølge den tyske avis ”Die Welt” har den hollandske politiker Els Lucas, der også er advokat, nu meldt Geert Wilders til politiet. Els Lucas er medlem af det hollandske socialdemokrati, og hun mener, at Geert Wilders fornærmer en del af befolkningen med sine udtalelser, og at han forsøger at hidse befolkningsgrupper op imod hinanden.
– Geert Wilders er gået for vidt, og det er utilbørligt, at et medlem af parlamentet udtaler sig sådan, siger hun til ”Die Welt”.
Geert Wilders har tidligere vakt opsigt med indvandrerfjendtlige udtalelser.
Han ønsker et stop for al indvandring, vil forbyde burkaer og forhindre byggeriet af flere moskeer.
For nogle måneder siden forlangte en række arabiske lande, at den hollandske regering greb ind over for den populistiske højrefløjspolitiker.
Grunden var udtalelser fra Geert Wilders om, at muslimske indvandrere kun bør have lov til at bo i Holland, hvis de er villige til at smide halvdelen af Koranen ud.
dachs@kristeligt-dagblad.dk