Erik Bjerager |
14. august 2007
Statsministeren er så smart, at han risikerer at miste troværdighed
LANDETS STATSMINISTER, Anders Fogh Rasmussen (V), er en smart politiker. Måske for smart. Med sin professionalisme formår han at udmanøvrere sine modstandere ved at stjæle deres mærkesager. Hjemvendt fra en lang og sikkert velfortjent sommerferie lammede han i weekenden oppositionen ved at love effektiv kræftbehandling, renovering af landets skoler og plejeboliger, øget indvandring af veluddannede samt lavere skat til de lavest lønnede. Med den udmelding har han stort set overflødiggjort Socialdemokraterne.
Statsministerens mål er at dække regeringens mest sårbare politiske flanke af, og det gør han ved at adoptere modpartens holdninger. Socialdemokraterne vil i en kommende valgkamp gøre alt for at få regeringen til at fremstå som en dårlig og utroværdig forvalter af velfærdsstaten. Derfor lover statsministeren nu øgede offentlige udgifter i et hidtil uset omfang, og derfor lover han skattelettelser til de lavest lønnede. Meningsmålinger og spindoktorer fortæller sikkert statsministeren, at der er stemmer i følgagtigheden. Men måske forregner de sig. Det engang store politiske forbillede, Storbritanniens nu afgåede premierminister Tony Blair, drev sin egen designerpolitik og sit politiske spin så langt ud, at han mistede troværdighed langt ind i rækkerne af trofaste labourvælgere.
OGSÅ FOR EN dansk politiker er troværdighed det altafgørende. Og det er i længden ikke troværdigt, at en borgerlig regering tilpasser sin politik, så færrest muligt kritiserer den. Der er brug for politikere, der tør vove skindet og tænke langsigtet, principielt og derfor også tør lægge ryg til upopulære beslutninger.
Meningsmålinger har deres grænse. Folk handler ikke altid, som de siger, de vil, og de mener ikke altid det, de siger offentligt. Der er således i det danske vælgerkorps en kerne af sund fornuft, der tilsiger, at det selvfølgelig ikke hænger sammen at øge de offentlige udgifter uhæmmet uden også at spare et sted. Selvom et flertal af vælgere i meningsmålinger siger, at de gerne vil betale mere i skat for at forbedre de offentlige ydelser, tænker mange af de samme vælgere noget andet i deres stille sind. De færreste ønsker at lægge flere penge i de offentlige kasser. Tværtimod er der en udbredt og sund folkelig forestilling om, at det hele må kunne gøres en smule bedre for de samme penge. Ikke mindst når danskerne nu hører til blandt de hårdst beskattede i verden. Meningsmålingerne viser det ikke, for folk siger det først, når de står alene i valgboksen og skal afgive deres stemme. Og på den dag er der for en politiker ikke kun stemmer i at fodre vælgerne med offentlige ydelser, men også stemmer i at være troværdig og principiel i sin stillingtagen.
BEBUDELSEN AF SKATTELETTELSER for de dårligst lønnede er statsministerens gulerod til Dansk Folke-parti, som henter sine stemmer i denne vælgergruppe, og samtidig en måde at lamme Socialdemokraternes kernevælgere på. Men al økonomisk sagkundskab tilsiger, at det er den høje topskat, der skal ned, hvis der for alvor skal trækkes flere mennesker ind på arbejdsmarkedet. I dag betaler næsten halvdelen af alle arbejdende danskere den topskat, som en gang alene var møntet på landets allerrigeste. En undersøgelse offentliggjort i en række medier i går viser, at det høje skatteniveau har sendt nogle af de bedste hjerner til udlandet og forhindret endnu flere dygtige udlændinge i at tage job i Danmark.
Regeringens skattestop har været en rigtig og god måde at forhindre ukontrolleret vækst i skatterne og dermed de offentlige udgifter på. Men i dag har skattestoppet udspillet sin rolle. Derfor ville den modige politik være at lægge en sammenhængende skattereform frem. Skatten på arbejde skal ned. Med den borgerlige regerings mere miljøvenlige profil kunne de grønne afgifter blive sat i vejret, og for en midtersøgende regering er det ikke holdbart, at fastfrysningen af skatten på de gigantiske prisstigninger på fast ejendom kommer landets mest velstillede til gode. Meget tyder på, at regeringen vil miste sit flertal med Dansk Folkeparti ved et folketingsvalg. Både Ny Alliance og De Radikale, som med en vis sandsynlighed begge bliver støttepartier for en fortsat borgerlig regering efter et snarligt valg, ønsker en skattereform, der også tager højde for udviklingen af de offentlige udgifter. Fremtidens velfærd afhænger også af en skattereform. Derfor kan regeringen lige så godt tænke samlet og langsigtet. Kort sagt være lidt mindre smart og lidt mere modig.
bjer
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad