– Som muslim gør det mig derfor vred, når ytringsfriheden og forsvaret af Muhammeds figur stilles op som modpoler. Jeg ser ytringsfriheden som en universel værdi, der ikke tilhører nogen religion som sådan, og at forsvare ytringsfriheden er også at forsvare profeten.

Prado udgav sidste år en artikelsamling om islam og demokrati (den spanske titel er ”Islam en Democracia”). Hovedpointen i bogen er netop, at der ikke er nogen modsætning mellem hans religion og de demokratiske principper.

– Det synes ellers at være blevet en udbredt holdning i mange kredse i Europa og Nordamerika i disse år, men værdierne i islam er på ingen måde uforenelige med demokratiet. Tværtimod. Islam er pluralitet, lighed og frihed. Flere steder i Koranen hører, vi at Muhammed tog alle i sin kreds med på råd, og han blev endog nedstemt ved nogle lejligheder. Men det er ikke det billede, fundamentalisterne på hverken den ene eller den anden side ønsker at se, siger Abdennur Prado.

Han understreger i samme åndedrag, at islam udelukkende er en religion, ikke et politisk system.

– Koranen er ingen lovbog, selvom mange har forsøgt at finde løsningen på, hvordan man skulle opbygge en stat, deri. Det er værdierne, det spirituelle budskab, der er i centrum i islam, siger han.

Et af de problemer, der oftest nævnes som en hindring for et demokratisk islam, er kvindernes status i religionen. Prado læner sig lidt frem i stolen, inden han svarer.

– Hvis der er én ting, der klart fremgår af Koranen, er det, at der ikke er nogen forskel på mænd og kvinder, hverken i sig selv eller rent spirituelt. Den eneste forskel, der er mellem folk, ligger i deres tro. Koranen giver ikke udtryk for andet end lighed, men den er blevet læst i modstrid med det for at kunne passe ind i en patriarkalsk sammenhæng i mange af de samfund, hvor islam har rodfæstet sig. Med lige så stor ret kan vi så tage udgangspunkt i en ikke-patriarkalsk læsning i dag, hvor forholdene har ændret sig, siger Prado, der i to omgange har været med til at arrangere en konference om islam og feminisme.

I teorien er der altså ikke nogen hindring for demokrati i muslimske lande. Alligevel halter de oftest bagefter, når det skal føres ud i livet, kan man indvende. Prado vedgår, at der ikke er tale om ”rigtige demokratier” alle steder, men lande som Tyrkiet, Indonesien, Malaysia, Algeriet, Marokko og Egypten har i det mindste demokratiske styreformer, der anerkendes som sådan af de fleste.

– Størstedelen af verdens muslimer vælger i dag deres ledere. En stor amerikansk undersøgelse fra 2003 (Det uafhængige forskningscenter Pew Research Center, red.) viste, at de fleste muslimer ser positivt på demokratiet, siger han.

Ifølge Prado skyldes manglen på befæstede demokratier i den muslimske verden den problematiske arv efter kolonialismen og de herskende eliters fallit, når det handler om at skabe bæredygtige stater og fungerende demokratier. Det er den bølge, islamisterne rider på i mange lande.

– Løsningen på problemet må begynde ved at komme de uduelige herskere til livs og integrere islamisterne i det politiske liv. Demokratiet bør inkludere alle. I modsat fald, hvis man gør dem til dissidenter, kan man være sikker på at skaffe dem folkelig popularitet, siger Prado.

Han mener ikke, at der er den store fare for, at de så, når de først er inde, kun tænker på at skabe en islamisk stat.

– Det er hverken sket i Tyrkiet eller i Indonesien, hvor islamisterne er kommet til magten. Deres sejre har ikke betydet andet, end at de er blevet stuerene, siger Prado, der samtidig understreger, at han ikke sympatiserer med dem.

Undervejs i samtalen taler han flere gange henslængt om det ”ægte islam”. Da han bliver spurgt, hvad han egentlig mener med det, overvejer han lidt, før han svarer:

– Islam er ikke en serie af dogmer og fastlåste trossystemer. Islam er en oplevelse, og den ændrer sig hele tiden fra tid til tid, sted til sted og menneske til menneske. Den appellerer til fornuften og giver en række instrumenter og praktiske råd for kulten, så det enkelte menneske kan udvikle sig som menneske. Religionen er et middel til at udvikle sig og ikke et mål i sig selv. Når den bliver det, går det galt.

Prado er godt klar over, at hans version af islam stemmer meget lidt overens med den, fundamentalisterne har. Ifølge ham skyldes det, at de ikke er ”fundamentalister” i den egentlige forstand af ordet – de søger ikke tilbage til de oprindelige kilder, som han selv og mange andre ”såkaldte progressive muslimer” gør.

– For os er Koranen det ubestridelige grundlag for islam. Fundamentalisterne udvælger til gengæld lidt fra Koranen, lidt fra den juridiske tradition fra middelalderen og lidt fra forskellige fatwaer rundt omkring, så det passer ind i deres kram. Resultatet bliver deres intolerante, anakronistiske og stivnede version af islam og sharia. At komme ud over det, vil være afgørende for løsningen af de problemer, islam står med i dag, siger den 39-årige Prado, der er født og opvokset i Barcelona og selv konverterede til islam for ni år siden.

For fem år siden var han med til at grundlægge JIC, den catalanske afdeling af Den Islamiske Junta i Spanien. Idéen var at skabe et talerør for de flere end 300.000 muslimer, der bor i regionen, og dermed holde fundamentalisterne ude af rampelyset.

– Vi kunne ikke overlade islam til imamerne og moskéerne. De repræsenterer ikke det store flertal. Det var nødvendigt med en stemme, der talte om hverdagen og de ting, der sker i folks liv, og stod for et islam, der respekterer de demokratiske værdier. Vi råber højt, så vi kan holde ekstremisterne nede, for de gør stor skade, hver gang de udtaler sig, siger Prado.

At de ”nye muslimer” siden har markeret sig stærkt i samfundsdebatten i Spanien, har ikke været velset hverken i de mere ekstreme, muslimske kredse eller i den katolske kirke, der ser konvertitterne som forrædere. Andre igen mistænker dem for at være en slags trojansk hest for islamismen. Det morer Prado sig bare over.

– Ja, de så jo nok helst, at jeg så ud, som en muslim nu skal i deres øjne. Så ville jeg være lettere at sætte i boks. Men for mig er det absurd, at jeg skal ”arabisere” mig for at være muslim. Hvorfor skal jeg begynde at lytte til arabisk musik, hvis jeg bedre kan lide Bach? Min religion er islam, men jeg er europæer, jeg er opvokset med europæiske forfattere, og det er fortsat dem, jeg læser. Det kan jeg ikke se nogen modsætning i, slutter han.

mlarsen@kristeligt-dagblad.dk