Du er dum og æh-bæh-bu

En af de forfattere, som Mikkel Bruun Zangenberg mener står i spidsen for den ensidige kritik, er Klaus Rifbjerg. Og som reaktion på kritikken skrev Klaus Rifbjerg en kronik i Politiken forleden, hvor han argumenterer for et nej til krig under ét.

Hen mod slutningen af kronikken langer Rifbjerg kraftigt ud mod Zangenbergs person og kalder ham for en ”forsmået kritiker (...) der hidtil har storket sig frem med en usund blanding af akademisk stylteri og forloren folkelig Zünftigkeit”.

Rifbjerg skriver, at Zangenberg blot gør krav på et øjebliks berømmelse, og så ”er det bare om at henvende sig til det krigsbegejstrede tidsskrift ”Kritik” og gå til angreb på danske intellektuelles mangel på engagement (læs: opbakning til Anders Fogh Rasmussens martialske fremfærd og almindelige illusionsmageri).”

– Den form for kritik keder mig. Han forfalder til personangreb og grundløs ondskabsfuldhed, siger Mikkel Bruun Zangenberg.

– Det er alt for let at affeje som en karikatur, fordi kritikken bliver personlig og uden substans. Forfatterne må hjertens gerne engagere sig i den offentlige og politiske debat, men jeg savner, at de gør det genuint overraskende, og at de gør det med ideologisk kraft. Hvorfor er der for eksempel ingen, der skriver en hyldest til Pia Kjærs-gaard, så jeg bliver i tvivl om, hvorvidt kunstneren mener det eller ej? Det kunne rokke ved de faste fronter. Det er et stort demokratisk problem, hvis alt forfladiges til stereotyper, der råber ad hinanden, siger han.

– Så har vi højrefløjens vrængen af venstrefløjen og vice versa.

Forfatter Kirsten Thorup hører også til blandt dem, der ifølge Mikkel Bruun Zangenberg er bedre til at skrive skønlitterære bøger end at bedrive politisk kritik. Men hun har tænkt sig at fortsætte med at argumentere for sine synspunkter i debatindlæg og kronikker.

Hun savner dokumentation, der underbygger Zangenbergs påstand, at den lange liste af forfattere, som han remser op, rent faktisk er så unuancerede og så enige, som han påstår, de er.

– Det er umuligt at forholde sig til en kritik, der er uden substans. Jeg må først se konkrete eksempler på, at jeg er unuanceret og forudsigelig. Desuden deler jeg ikke Klaus Rifbjergs erklærede pacifisme. Jeg er ikke pacifist, hvilket Zangenberg over en kam anklager de nævnte forfattere for at være, siger Kirsten Thorup.

Tilbage i 1990’erne tog hun blandt andet med enkelte af de nævnte forfattere som medunderskrivere initiativ til en appel til det internationale samfund om at stoppe serbernes etniske udrensninger – om nødvendigt med militære midler.

– Dengang blev vi beskyldt for at være krigsgale, siger hun.

Heller ikke hendes kollega Stig Dalager føler sig personligt ramt af Mikkel Bruun Zangenbergs kritik. Han har gennem de senere år blandet sig livligt i den offentlige, politiske debat. Han tog blandt andet initiativ til, at en række toneangivende forfattere kritiserede den danske udlændingelov og tonen i debatten for et par år siden, ligesom han også var blandt de kunstnere, der bakkede op om det såkaldte Kirkmand-initiativ – en underskriftsindsamling for at få de danske soldater hjem fra Irak.

– Zangenberg skal kigge os lidt bedre i kortene og se forskellene. Ellers kommer han til at gøre det samme, som han kritiserer forfatterne for at gøre.

Modsat Kirsten Thorup opfatter Stig Dalager kritikken som et forsøg på at nuancere den polarisering, der er karakteristisk for den offentlige debat i Danmark i disse år. Forfattere må naturligvis acceptere lige som alle andre at blive vurderet kritisk, siger han, men forfattere udgør ingen fasttømret blok, heller ikke i spørgsmålet om Irak-krigen.

– Der er stort set ikke plads til nuancer længere, den offentlige debat er blevet sort/hvid, siger Stig Dalager.

– Man kan eksempelvis ikke slå diskussionen om religionens plads i det offentlige rum an, uden at der straks er et kor af stemmer, som fuldstændig afviser, at det hører hjemme i den offentlige debat eller mistænker én for at ville pådutte andre noget metafysisk eller religiøst, siger han.

Og det er et stort tab for demokratiet, mener Dalager.

– Jeg opfatter den offentlige diskussion som det livgivende moment i demokratiet, som selve hjertet. Derfor er det en dybt betænkelig udvikling, at rummet er blevet så snævert, at en diskussion affejes, før den overhovedet kommer i gang.

Hans Hertel er professor i nordisk litteratur ved Københavns Universitet og har blandt andet forsket i forfatteres forhold til politiske ideologier og deres rolle som samfundsdebattører gennem tiden. Selvom der er en fare for, at forfatterne udtaler sig om noget, de ikke har den største viden om, er det bedre, at de blander sig, end at de vender ryggen til verden og kun interesserer sig for sig selv og det nærmeste liv, siger Hans Hertel.

Han nævner blandt andet den danske tilpasningspolitik til Tyskland fra 1932-33 som eksempel. For at undgå at provokere Tyskland – især af hensyn til Sønderjylland – søgte staten gennem Udenrigsministeriets Pressebureau at dæmpe mediernes oplysning og kritik af, hvad der skete under Hitler med koncentrationslejre og jødeforfølgelser.

– Nogle få modige folk, blandt andre forfattere og kunstnere som Poul Henningsen, Otto Gelsted og Hans Bendix, gik op mod den officielle kulturneutralisme og skrev frit i blade og bøger. Heldigvis. Ellers havde befolkningen fået meget mindre at vide op til den 9. april 1940, påpeger Hans Hertel.

Mikkel Bruun Zangenberg er for så vidt enig med Hans Hertel. I bedste fald bidrager forfatterne med noget kættersk, der bryder med den gode tone og de etablerede dogmer.

– Problemet herhjemme er blot, at der ikke er særlig mange, der formår at bidrage med noget originalt. Forfatterne kommer i stedet med konform og uimodsigelig kritik, siger han.

– Ingen løfter et øjenbryn når Klaus Rifbjerg eller Kirsten Thorup skriver at Fogh er et fjog, hvorimod for eksempel Karl Kraus i Tyskland eller George Orwell i England begge formåede at frembringe langt mere kraftfulde og tankevækkende typer kritik.

duus@kristeligt-dagblad.dk

Ensidige forfattere

*Lektor i litteraturvidenskab ved Syddansk Universitet Mikkel Bruun Zangenberg langer ud efter en række toneangivende forfattere. Deres samfundskritik er for ensidig og forudsigelig, mener han. I en kommentar i tidsskriftet Kritik nævner han blandt andre følgende forfattere: Klaus Rifbjerg, Kirsten Thorup, Benny Andersen, Inge Eriksen, Ib Michael, Peter Laugesen, Carsten Jensen, Hanne-Vibeke Holst, Stig Dalager, Thomas Boberg, Christina Hesselholdt, Pablo Llambias, Morten Søndergaard og Ursula Andkjær Olsen.

Mikkel Bruun Zangenberg

* Født i 1968. Studeret medicin og jura ved Københavns Universitet fra 1988-1990. Cand.phil. i litteraturvidenskab ved Københavns Univeristet i 1995. Ph.d. i 2001, Københavns Universitet.

* Visiting Scholar ved Dept. of Comparative Literature, Columbia University, New York, USA og ved Centre for Research in Philosophy and Literature, University of Warwick, England. Visiting Professor ved Dept. of Comparative Literature, University of Washington, Seattle, USA. Fik i 2003 et forskningsstipendiat finansieret af Carlsbergfondet til at undersøge forholdet mellem kunst, krig, medier og demokrati undervejs i det 20. århundrede.

* Siden 2005 lektor i litteraturvidenskab ved Syddansk Universitet

* Han er desuden medlem af dansk PEN, Kritikerlavet (anmelder ved Politiken siden 2002), medlem af forskernetværkene ”Avantgardens genkomst og aktualitet” og ”Nutidens digitale kunst og kultur”.