At træffe det rigtige valg er selve livets besværlighed

Hvordan vil du beskrive dit livssyn?

– Mit liv handler i dag om mine børn. Dernæst handler det om at lave fortællinger, som folk forhåbentlig kan nikke genkendende til.

– Jeg forsøger at brede et fællesskab ud. Du kan sige, at det er min forkyndelse at skabe en genkendelse hos folk. At de mennesker, der oplever mine fortællinger, kan genkende noget i sig selv, selvom de aldrig har set fortællingen før.

Hvad har formet dit livssyn?

– Det har min mor. Jeg er vokset op i Nørresundby sammen med min mor. Hendes familie var indremissionske, og jeg husker miljøet som meget sort, trist og forlystelsesfattigt. Men sådan var min mor ikke, selvom hun var troende kristen. Hun tog troen mere stille og roligt og skabte et hjem med masser af kærlighed.

Hvad tror du på?

– Selvom jeg ikke er den store kirkegænger, er jeg stadig medlem af folkekirken. Og det er et bevidst valg. Det er det eneste åndelige ritual, der altid har været i familien, som er tilbage, og det ønsker jeg, at det skal blive ved med.

– Selvom jeg ikke bruger kirken, så tror jeg på det åndelige. Jeg tror, vi alle sammen har et lys, der brænder i os. En flamme, der blafrer og som i sin tid har født idéen om Gud. Det er en meget smuk tanke, og hvorfor skulle jeg ikke vælge at tro på det smukkeste?

Hvordan gør troen en forskel i dit liv?

– Det lys, som brænder i os alle, oplever jeg også, når jeg arbejder. Jeg arbejder med store følelser som kærlighed, død og smerte, og når jeg instruerer i disse følelser, så er det vigtigt, at vi alle mærker og forstår denne følelse. Det er vigtigt, at alle i lokalet kan mærke, at det svinger. Det er en åndelig tilstand.

Hvilke åndelige og moralske forbilleder har du?

– Alle dem, der gør en god gerning der, hvor de ikke behøver at gøre det, de er mine forbilleder. Som for eksempel en flok pensionister, jeg har hørt om, der har købt en vandpumpe til en landsby i Tanzania.

– Eller den ældre kvinde fra Charlottenlund, der var blevet træt af at spille bridge og slubre Cointreau med veninderne, men i stedet vælger at tage til Vietnam og lære vietnamesiske unge at tale engelsk. Tænk, hvis en så heltemodig indsats kunne blive gjort i en sen alder. Det ville være en god måde at få sagt farvel på.

Hvad vil du gerne give videre til dine børn?

– Det er enkelt. Kærlighed. Det, man giver, får man tilbage, som man siger. Ja – og så en formaning om ikke at spise for meget slik, ikke spille for meget computer og at forsøge på at opføre sig socialt i livet.

Hvordan vil du beskrive din tilstand lige nu?

– Jeg har det rigtig godt. Hvorfor skulle jeg ikke have det? Jeg har lige lavet verdens bedste film. "Kærlighed på film" er mit barn, som jeg selv har født, opfostret og elsker. Og hvordan skulle jeg kunne synes andet, end at lige præcis mit barn er det bedste og det smukkeste. Jeg ville være et skarn, hvis jeg sagde det modsatte.

thuesen@kristeligt-dagblad.dk

Ole Bornedal

uFødt i 1959 i Nørresundby i Nordjylland. Som 18-årig tog han turen til København, hvor han i en periode læste filmvidenskab på Københavns Universitet. Men studiet blev aldrig læst til ende, og i dag er han autodidakt sceneinstruktør, filminstruktør, manuskriptforfatter med mere. I 1981 kom han til Danmarks Radio, hvor han blandt andet stod bag Tv-showet "Under Uret" og serien "Charlot og Charlotte", men han slog for alvor sit navn fast i 1994 med filmsuccesen "Nattevagten".

Privat bor Ole Bornedal i Hellerup med sin kæreste Hanne og sine tre børn fra et tidligere ægteskab, Johan, Claudia og Fanny.